Han havde egentlig allerede givet sine bud på, hvordan der bør sættes ind overfor det danske Pisa-dyk.
Men den internationale undersøgelse bidrager med tonsvis af data, og derfor kunne han ikke dy sig fra at grave sig endnu længere ned data i håbet om at finde flere svar på, hvor der virkelig er noget at hente.
Og det mener skoleforsker Christian Christrup Kjeldsen, at han nu har fundet.
For støj og uro viser sig at være en meget vigtig faktor for de danske elevers præstationer, fortæller han.
”Der ligger et kæmpe potentiale, hvis vi blot får nedbragt uroen og får eleverne til at lytte efter i samme grad som eksempelvis Finland,” siger Christian Christrup Kjeldsen, der inden offentliggørelsen af den nye Pisa-undersøgelse havde brugt de seneste måneder på specifikt at nærstudere de danske læseresultater.
Siden har han haft tid til at regne på flere af tallene, der sammenkobler elevernes oplevelse af undervisningen, og hvordan selvsamme elever har klaret sig i Pisa-testen.
Og det er i den sammenligning, at han har opdaget, at Pisa-resultaterne tydeligt indikerer, at eleverne vil få et langt større fagligt udbytte af undervisningen, hvis der bliver mere ro i de danske klasselokaler.
Mange hører ikke efter, hvad læreren siger
Christian Christrup Kjeldsen hæfter sig især ved to spørgsmål fra Pisa-målingen. Det ene er, om eleverne oplever, at deres klassekammerater egentlig hører efter i timerne. Det andet er, om de oplever uro i timerne.
Tager man det første spørgsmål, viser det sig, at dem, der svarer, at klassekammeraterne aldrig hører efter, hvad læreren siger, i gennemsnit klarer sig 25 point dårligere, end de elever, som ’blot’ svarer, at klassekammeraterne i de ”fleste timer” ikke hører efter.
Ifølge OECD’s tommelfingerregel svarer det til mere end et års undervisning.
”Og det er altså bare, når man kigger på forskellen mellem det helt gruelige og det forfærdelige scenarie,” siger Christian Christrup Kjeldsen.
Rigtigt ofte støj i timerne
Kigger man på støj og sammenligner de klasser, hvor eleverne oplever uro i alle timer med dem, der svarer, at der aldrig er støj, er forskellen på hele 38 point.
”Her nærmer vi os en forskel på to skoleårs undervisning ifølge OECD. Og det er mere end de 29 point, som det danske fald vi nu alle står og diskuterer,” siger han.
Hver sjette af de danske elever har svaret, at de aldrig eller næsten aldrig oplever støj i timerne.
Laveste score i Norden
I alt har Pisa fire spørgsmål, som bruges til at opgøre elevernes oplevelse af uro og distraktioner i undervisningen.
Sammenlignet med de øvrige nordiske lande har de danske elever den dårligste score af miljøet i deres klasse. Og faktisk ligger de danske elever blandt den fjerdedel af de 91 deltagerlande med de dårligste vurderinger af klassemiljøet.
”De danske tal har faktisk ikke ændret sig nævneværdigt siden 2015. Men det her viser, at der er et kæmpe potentiale, og det har stået på alt for længe, at undervisningen har været præget af for meget uro,” siger Christian Christrup Kjeldsen.
Lige efter de nedslående Pisa-resultater fortalte han til Folkeskolen om et forskningsprojekt, han havde lavet sammen med en belgisk forskerkollega. Her analyserede de undervisningen i henholdsvis dansk og belgiske klasser baseret på videoobservationer.
Læs også
”Når man ser videoerne fra de belgiske klasser, går undervisningen stille og roligt i gang med det samme. Sådan var det ikke med de danske klasser, hvor der gik mange minutter, før undervisningen kunne gå i gang,” fortæller han.
Læs også
Hvad tror du, at der skal til for, at der bliver mere ro i de danske klasser?
”Jeg tror, at det er helt rigtigt, at man kigger på ordensreglerne, og hvad lærerne må gøre for at sikre ro og orden. For autoritet kommer også med legitimitet til at udføre den opdragende rolle. Så det er afgørende, at lærerne får en tydelig opbakning til stille og roligt at lægge hånden på en elevs skuldre og sige: ’Nu er det tid til at gå med her, kammerat. Nu har du forstyrret mere end nok’,” siger han.
Pisa-viden: Her har forsker fundet et ”kæmpe potentiale” for bedre læring
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.