Jeg skriver ikke som ekspert, men som forælder. Som mor til tre børn med særlige forudsætninger – og som forælder i et skolesystem, der ikke altid forstår, hvordan man bedst møder børn, der tænker, føler og lærer anderledes.
Jeg deler vores historie, fordi jeg tror, vi er mange, der står med den samme oplevelse. Jeg ønsker ikke at pege fingre, men at skabe forståelse – både blandt lærere, politikere og forældre.
Mine børn har altid været nysgerrige. Hjemme stiller de spørgsmål om alt mellem himmel og jord – fra universets begyndelse, til hvorfor havet er blåt.
Men i skolen blev den nysgerrighed ofte set som et problem.
Et af vores børn blev kaldt “forstyrrende”, fordi det stillede for mange spørgsmål. En lærer sagde engang:
“Jeg tror, dit barn stiller spørgsmål for at vise sig.”
Men barnet svarede stille:
“Jeg spørger bare, fordi jeg gerne vil forstå.”
Den sætning glemmer jeg aldrig.
Når lærere mangler redskaberne
Vi har mødt mange dygtige og omsorgsfulde lærere. Men jeg oplever, at mange simpelthen ikke har fået redskaberne til at håndtere børn med særlige forudsætninger.
Når et barn stiller spørgsmål, der ligger uden for pensum, bliver det let opfattet som provokation – men for barnet er det ægte nysgerrighed. Når barnet keder sig, kan det virke uopmærksomt eller trodsigt, selvom det i virkeligheden bare længes efter faglig udfordring.
Et af vores børn begyndte at trække sig helt. Et andet reagerede udad. Begge dele kom af det samme: følelsen af ikke at blive forstået.
Når børn med særlige forudsætninger ikke får passende udfordringer, mister de troen på, at de kan lære
Irem Ulosoy Mor til tre kandidat til kommunalvalget i Ballerup (S)
Efter flere år med bekymring kontaktede vi psykologen Ole Kyed, som mente, at vores barn tilhører gruppen af børn med særlige forudsætninger. En WISC-test bekræftede det. Og senere viste det sig, at alle vores tre børn delte den samme profil.
Der faldt en sten fra hjertet – men også en erkendelse: Vores elskede folkeskole havde ikke rammerne til at rumme dem. Ikke fordi lærerne ikke ville, men fordi systemet ikke gav dem mulighed for det.
Nu har vi flyttet to af vores børn på privatskole. Men jeg nægter at flytte mit sidste barn.
Et system, der ikke passer til alle
Når børn med særlige forudsætninger ikke får passende udfordringer, mister de troen på, at de kan lære. De trækker sig fra fællesskabet, mister motivationen – og bliver tabt.
Som Ole Kyed engang sagde:
“De her børn falder ikke fra, fordi de ikke kan – men fordi vi ikke ser dem.”
Det ramte mig dybt. For det handler ikke om skyld – men om muligheder.
Vores børn er ikke “forkælede” eller “for kloge for deres eget bedste”. De er nysgerrige, reflekterede og følsomme. De vil gerne lære – men på en måde, der giver mening for dem.
Jeg håber, vi kan turde tale mere åbent om børn med særlige forudsætninger. Ikke som et elitefænomen, men som en del af mangfoldigheden i folkeskolen.
For vi kan ikke hjælpe vores børn, hvis vi ikke lytter. Ikke kun til eksperterne – men også til forældrene og børnene selv.
Jeg deler ikke for at klage, men for at skabe dialog og håb.
Sammen kan vi gøre det bedre.
To af mine børn røg på privatskole - men jeg nægter at flytte den tredje
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.