Kommunalvalget er lige om hjørnet, og i forbindelse med valgkampen sættes folkeskolen og uddannelse heldigvis øverst på dagsordenen – godt hjulpet af Danmarks Lærerforenings kredse.
Lokale politikere vil gerne sætte fokus på kvaliteten af den lokale folkeskole, det lave optag på de lokale læreruddannelser, og de følger ofte op med sætninger som ”vi har i disse år enormt behov for dygtige og modstandsdygtige lærere og pædagoger, der kan hjælpe vores børn og unge godt på vej”.
Og her knækker filmen for mig. For pædagoger tager jo ikke en læreruddannelse.
Sprogligt har det de sidste mange år virket helt bevidst, at mange kommunalpolitikere og forvaltningsfolk har sagt – lærerne og pædagogerne – i samme sætning, når talen faldt på folkeskolen. Der skulle skabes plads. Men omvendt, så virker det også helt bevidstløst. For hvad skal læreren, hvad skal pædagogen og hvad kræver egentlig en læreruddannelse?
En lærer eller en pædagog?
Det samme spørgsmål er gået igen hos EVA, Danmarks Evalueringsinstitut, der i en ny undersøgelse konkluderer, at to undervisere – det, politikerne ofte kalder to voksne – ikke nødvendigvis giver bedre undervisning. Kvaliteten afhænger af rollebevidsthed og bevidste valg om, hvilken opgave der skal løses. Er der behov for en ekstra hånd eller en kollega, der kan være med til at søsætte et nyt forløb med fokus på læsning i 2.c?
Uddannelsen til lærer og til pædagog er to forskellige professionsuddannelser, og opgaverne for de to professioner i skolen er helt forskellige.
Omtales lærerne og pædagogerne altid som ét i samme sætning, er det svært at tage bevidste valg om roller og opgaver i skolen og skabe grundlaget for et godt samarbejde. Det bliver svært at tydeliggøre for unge mennesker, hvad en læreruddannelse er, hvorfor den er vigtig for samfundet, og hvorfor eleverne selvfølgelig skal møde uddannede lærere i undervisningen.
Der ligger en klar opgave for alle parter rundt om skolen i ikke at udviske forskellene mellem professionerne
Niels Jørgen Jensen Næstformand, Danmarks Lærerforening
Det bliver svært at tydeliggøre det, der er nerven i det at være lærer – at formidle et fag, at udvikle og løfte eleverne i takt med dette fags progression.
Professioner må ikke udvandes
Der ligger en klar opgave for alle parter rundt om skolen i ikke at udviske forskellene mellem professionerne, men derimod at tydeliggøre forskellene, så de forskellige kvaliteter står frem, så rollerne tegnes tydeligt – og så lærerrollens betydning for elever og samfund står klart. En tydelighed, der også vil understøtte et godt tværfagligt samarbejde i folkeskolen.
Magter vi dette, så er jeg også sikker på, at flere vil få lyst til at søge mod læreruddannelsen.
Magter vi dette, så vil vi alle også være langt mere bevidste om hvorfor, at de, der sørger for befolkningens uddannelse, selvfølgelig skal have en læreruddannelse.
Og det i en verden, hvor vi ved, hvor stor betydning uddannelse har for troen på de demokratiske værdier, vi alle ønsker at bygge vores samfund op om.
Med det her sproglige trick udvisker politikerne forskellene mellem lærere og pædagoger
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.