Jeg har haft elever, der kom med en pose cornflakes, og jeg har kæmmet hår på dem, der ikke havde råd til luseshampoo

Jeg er i tvivl, om vi som samfund virkelig forstår, hvad fattigdom betyder for børn i Danmark i dag. Ikke som noget abstrakt, men som en helt konkret hverdag.

Jeg har i mit eget lærerliv mødt elever, der kom i skole med en pose cornflakes i stedet for madpakke, fordi der ikke var andet i køkkenet. Jeg har kæmmet hår, hvor lusene kravlede synligt, fordi familien ikke havde råd til behandling.

Jeg har også set børn sige nej til at deltage i klassens julekalender, fordi de ikke kunne købe en gave. Og jeg har haft elever, der blev hjemme fra lejrskole, fordi familien ikke kunne betale tilskuddet. Når et barn siger om lejrskolen: “Det er fint. Jeg bliver bare herhjemme.” Så skal vi kunne mærke, at det overhovedet ikke er fint.

De børn i fattigdom, jeg har mødt over årene, er desværre langt fra de eneste, der vokser op i fattigdom. Egmont Fondens seneste undersøgelse af børnefattigdom i Danmark viser nemlig, at det drejer sig om cirka 50.000 børn. Og antallet er stigende. Den viser også, at børn, der vokser op i fattigdom, har større risiko for lav livstilfredshed og mental mistrivsel. De oplever mere ensomhed og færre stabile relationer, mange springer måltider over, især sidst på måneden, og de deltager sjældnere i idræt og fritidsfællesskaber.

Ikke et individuelt problem

Fattigdom påvirker læring. Et barn, der møder sultent op, har sværere ved at koncentrere sig. Et barn, der går med bekymringer om økonomi derhjemme, bærer en mental belastning, som tager plads fra leg, deltagelse og udvikling. Og når et barn ikke kan komme med på lejrtur eller deltage i fritidsaktiviteter, opstår der en usynlig, men mærkbar afstand til fællesskabet. Det er her, mistrivsel rodfæster sig.

Vi ved samtidig, at fattigdom ofte kan forstørre andre udfordringer som stress, sygdom, konflikter og isolation. Børn mærker det hele, og de tier ofte for ikke at belaste de voksne.

Som lærere og pædagoger står vi på den forreste linje. Vi ser konsekvenserne af børnefattigdommen, længe før statistikkerne udgives. Derfor er det nødvendigt, at vi anerkender fattigdom som et vilkår i indlæringen – ikke som et individuelt problem, barnet selv skal kompensere for.

Skolen kan ikke løse børnefattigdom alene. Men skolen kan være det sted, hvor børn ikke skal betale for at høre til. Et sted, hvor værdighed, fællesskab og lige adgang ikke er forbeholdt dem, der kan betale. Det skylder vi, der arbejder i skolen, dem.

Men politikerne skylder samtidig at gøre mere for de tusindvis af børn, der vokser op i fattigdom. De kunne blandt andet indføre gratis eller fuldt finansieret skolemadsordning, og selvfølgelig skal alle kunne deltage i lejrskoler og andre skoleudflugter helt uden egenbetaling.

Derfor håber jeg, at alle i Danmark vil have denne gruppe børn i tankerne, når de lige om lidt stemmer til kommunalvalget.