Naturfagslærer: Vi er sat fri, hvis det ikke smuldrer mellem fingrene på os

Årets eksamensperiode er ved at være slut, og mange elever kan puste ud og se frem til sommerferien.

For nogle elever er de skriftlige prøver formentlig så fjern en begivenhed, at de først tænker over dem igen, når de står med afgangsbeviset i hånden.

For os naturfagslærere er situationen en helt anden. Vi kan tænke tilbage på dette år som året, hvor vi mistede muligheden for at få eleverne op til en enkeltfagsprøve.

Der ligger sikkert flere årsager bag beslutningen om at droppe de skriftlige udtræksprøver, men det interessante er, hvad det fremadrettet kommer til at betyde for fagene.

Går vi en fremtid i møde, hvor vi tør udvide rammerne for fagenes identitet, eller risikerer vi, at alt smuldrer mellem fingrene på os, og at vi ser ind i en sammenlægning af fagene?

I min optik giver det ikke meget mening at se sammenhænge fra demografi i geografi, henfald i fysik/kemi og evolutionsteori i biologi.

Fagene har deres naturlige overlap, men det har biologi og idræt også. Det samme gælder fysik og musik eller geografi og håndværk og design for den sags skyld.

Jeg tror, det er vigtigt, at vi også i fremtiden beskytter vores individuelle fag, så vi ikke risikerer at undertrykke fagenes individuelle særegenhed.

En ny virkelighed efter sommerferien

Efter sommerferien står vi alle over for en ny virkelighed. Når eleverne spørger: “Hvorfor skal vi lære om det her?”, kan vi ikke længere bruge svaret: “Fordi det kan komme med til den skriftlige prøve” – Et standardsvar jeg ofte brugte, når jeg ikke havde noget bedre at svare.

For ærligt, så er der en del af de såkaldt frivillige færdigheds- og vidensmål, som jeg ikke helt har kunnet stå på mål for. Og jo, de var i princippet frivillige, men ikke i praksis, da eleverne stadig risikerer at ramme noget af det i den potentielle skriftlige prøve.

For første gang i mange år er vi sat fri i en grad, hvor vi selv får mulighed for at definere det fag, vi underviser i. Jeg forventer, at mange naturfagslærere vil gøre, som de altid har gjort – men kunne jeg lokke nogen med på rejsen til at redefinere vores individuelle fag, byder jeg hermed op til dans.

En klods om benet

Vi er dog stadig bundet af den obligatoriske fællesfaglige eksamen, som vi skal tilrettelægge undervisningen efter.

Det er en ganske fornuftig eksamen, som måler og vejer eleverne på deres kompetencer, men for mig er det efterhånden blevet så monotont at høre om de samme emner igen og igen, at det dræner mig for lyst til at undervise i naturfag.

Vi kunne naturligvis redesigne eller gentænke emnerne, men det er der simpelthen ikke tid til.

Elevernes umiddelbare nysgerrighed og påhitsomhed før afgangsprøven bliver hurtigt erstattet af en uendelig række af spørgsmål og en form for videnssøgning via AI.

Når vi snart sidder med næserne begravet i årsplanerne, kommer jeg til at afkorte nogle forløb.

Ikke fordi de er ligegyldige, men fordi der er andre emner, jeg hellere vil gå i dybden med. Måske vil jeg endda introducere nye emner.

Jeg har desuden rakt ud til nogle gymnasielærere på de lokale ungdomsuddannelser, fordi jeg blev nysgerrig efter at høre, hvad de forventer og håber, eleverne kan, når de bliver sendt i deres retning.

Overgangen mellem folkeskolen og ungdomsuddannelserne har, så vidt jeg ved, aldrig haft det store fokus i naturfag.

Før vi når så langt, må vi skele til virkeligheden efter sommerferien. Årsplanerne skal laves uden for mange dikkedarer. Selvom jeg denne gang vil justere lidt.