'Der var saa dejligt ude paa Landet; det var sommer! Kornet stod guult, Havren grøn, Høet var reist i Stakke nede i de grønne Enge, og der gik Storken paa sine lange, røde Been og den snakkede Egyptisk, for det Sprog havde han lært af sin Moder.'

H.C. Andersen beskriver meget præcist og flot, hvad et modersmål er.

Nu er kornet jo ikke altid gult, og det er heller ikke sommer hele året! Men til trods for forandringer biologisk og geografisk i trækfuglens omgivelser har den altid sin sproglige ballast, nemlig sit modersmål.

Hvis H.C. Andersens stork skulle starte i folkeskolen i dag, ville den være betydelig bedre stillet end i 1850'erne, da folkeskoleloven af 1993 har fået tilført en kulturel og en global dimension (1, styk 3).

I dagens folkeskole er der mulighed for, at to7-sprogede lærere kan undervise i folkeskolens fag og dermed også inddrage de tosprogede elever i undervisningen med afsæt i de pågældende elevers modersmål.

I mit daglige virke på tiende år på en Vesterbroskole i København med cirka 88 procent tosprogede elever har jeg fået følgende erfaringer:

Jo mere veludviklet og nuanceret de tosprogede elevers modersmål er, des bedre er de rustet til at modtage anden undervisning. Det er begribeligvis sådan, at kan det enkelte barn mange ord, begreber og symboler på sit modersmål (betydning for identitetsdannelsen og det følelsesmæssige) og/eller på nationalsproget (statens officielle sprog), har det pågældende barn lettere ved at tilegne sig dansk som andet sprog (socialt og undervisningssprog).

Tænk blot på, hvordan danske elever, der får specialundervisning i dansk, klarer sig, når det skal undervises i fremmedsprog (for eksempel engelsk, tysk. Sprogtilegnelse med henblik på uddannelse).

Selvfølgelig gør den enkelte lærer sig forskellige didaktiske og metodiske overvejelser ved undervisning i modersmål, nationalsprog, dansk som andet sprog og fremmedsprog, men der er alligevel en sproglig transfer.

Der skal tænkes politisk stort! Modersmålsundervisningen (eller nationalsproget) skal integreres i folkeskolens daglige skemaer.

Dette vil bevirke:

- Alle elever i samme klasse vil få fri næsten samtidigt og dermed have mulighed for at deltage i det øvrige sociale liv (foreninger - være sammen med klassekammerater og så videre).

- Alle elever får mulighed for at udvikle deres færdigheder i tale og skrift på deres modersmål.

- Alle elever øger deres kendskab til egen og andres kulturer.

- Alle elever vil opleve lige værd af deres modersmål, og det vil medføre større gensidig respekt.

Ved at lægge modersmålsundervisningen i folkeskolen vil det officielle Danmark også få indflydelse på undervisningsmaterialerne, hvilket jeg synes i nogle tilfælde er tiltrængt.

Hvis der ikke er sammenfald mellem modersmål og nationalsprog, skal man erindre, at mange forældre også behersker nationalsproget, og under alle omstændigheder ville deres børn møde nationalsproget, hvis de skulle begynde skolegang i det pågældende land. Selvfølgelig vil der være undtagelser, men værdigheden består netop i at vælge største fællesnævner.

Jeg ser gerne, at folkeskolen og de tosprogede familiers repræsentanter går ind i en dialog om, hvordan modersmålsundervisningen bedst integreres i folkeskolen.

Det er for mig lige arrogant nok, at vi (af dansk afstamning) taler om at nedlægge eller gøre det frivilligt for kommunerne at tilbyde denne undervisning. Det er ikke kun tosprogede, der har problemer med forholdsordene: ordene 'taler om' skal erstattes af 'taler med'.

Det vil være værdigt at tilbyde en målbevidst om målrettet modersmålsundervisning, der giver børnene mæle, så de ikke er målløse over for deres modersmål.

Samtidigt vil det i rigt mål give dem et stort ordforråd i dansk.

Lærer på Alsgade Skole i København, hvor hun har undervist tosprogede i ni år.