Pensionister med power

Forhenværende skoleinspektør skiftede eleverne ud med aktive seniorer. Resultatet er en af landets største motionsforeninger for ældre

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En skoleleder, der går på efterløn efter mange års virke, behøver ikke at holde op med at have styr på tingene. Det er Egon Carl Jensen fra Thisted et bevis på. Hans afgang som skoleinspektør fra Thisted Skole i 1992 blev starten på en ihærdig indsats i motionsverdenen, og i dag er han som 70-årig formand for en forening, der har 350 aktive sportsfolk som medlemmer.

Det sidste vil de næppe vedgå sig, medlemmerne af Thisted Senior Motion. Besøger man Thyhallen en mandag eller en onsdag, er man imidlertid ikke i tvivl om, at det er sport og aktivitet, det drejer sig om.

I et stort kælderlokale er et par snese mennesker i gang med styrketræning på indviklede apparater med vægte, drejeskiver og trækstænger. I hallen bliver der spillet badminton, så gulvet runger, og vandet i svømmebassinet skvulper om kap med menneskekroppe, der gør vandgymnastik. Det mest rolige sted er næsten lokalet, hvor en halv snes musikanter øver på Carolina Moon. Aktivitetsniveauet er så højt, at Egon Carl Jensen må koncentrere sig om at holde styr på tilmeldinger, tider, instruktion og administration. 'Motionen får jeg de andre hverdage i ugen, hvor jeg går til styrketræning og svømning', siger han på vej rundt i det nordvestjyske idrætsanlæg.

Betaler det hele selv

Det var ikke, fordi den forhenværende skoleinspektør længtes efter organisatorisk arbejde, at han for otte år siden fandt på at starte en motionsforening.

'Da jeg gik på efterløn, meldte jeg mig til svømning og styrketræning på hold, der var åbne for alle', fortæller Egon Carl Jensen. 'Det var godt nok, men måske ville det være en idé at prøve at samle sådan nogle som mig selv, der havde forladt arbejdsmarkedet? Som sagt så gjort. Da vi den kommende sæson holdt stiftende generalforsamling, mødte 40 op, og vi kunne gå i gang'.

I Thy er man ikke forvænte med offentlige tilskud. Motionsforeningen har derfor altid betalt samtlige udgifter til halleje, instruktører og fortæring via kontingentet. På trods af at det er 775 kroner om året og dermed ligger i den dyre ende inden for ældremotion, kniber det ikke med at få medlemmer.

'Vi har ikke sagt nej til nogen, men der er tit udsolgt til vores arrangementer, og vi kan ikke være mange flere om mandagen og onsdagen her i Thyhallen. Det eneste tidspunkt, hvor der er plads til flere, er fra klokken syv til otte om morgenen i styrketræningslokalet', siger Egon Carl Jensen.

Som ung dyrkede han atletik og var en habil løber på 1.500 meter. Så begyndte han som lærer, og tiden blev knap.

'Det er svært at sige, hvorfor jeg stoppede. I årene hvor jeg var skoleinspektør, skulle der i to omgange bygges nyt. Der var vel ganske enkelt ikke tid. Men jeg har altid haft lyst til fysisk aktivitet, og da jeg stoppede som skoleinspektør, opstod muligheden igen'.

Mere motion i skolen

Når han tænker tilbage på sin egen skoletid, gav den meget bedre mulighed for at bevæge sig, end børn har i dag. Han boede nogle kilometer fra skolen i Viborgs vestby, og i hver middagspause gik turen i fuld firspring hjem og tilbage igen.

'Vi havde også mere idræt, end man har i dag, og det blev man ved med at have i mange år. I 1960'erne og 1970'erne var der to timer om ugen. Nu er der kun en, og eleverne bruger mere og mere tid på at sidde stille. Ærgerligt, at der er så lidt fysisk aktivitet i skolerne', siger Egon Carl Jensen.

Måske er han ikke den eneste, der har savnet motion i skolen. I alt fald er andelen af forhenværende lærere meget høj i motionsforeningen.

Flere timers motion hver uge, byvandring i Thisted, sommerudflugt til Bøgested Rende, bustur til Wien. De ældre i Thisted er i fuld vigør, og de bliver formentlig endnu mere friske i fremtiden.

'I dag er det sådan, at folk er lige så friske om mandagen, når de er gået på efterløn, som de var på arbejde om fredagen. Ældremotion er kommet for at blive, og jeg tror ikke, det kun er i Thisted, at tilslutningen er stor'.

Det sidste skal nok passe, men blandt medlemmerne af Thisted Senior Motion morer man sig for tiden over, at en tilsvarende forening i Storårhus i en avis pralede med sine 150 medlemmer. Det er vestpå, der er grund til at prale.