Spastikerforeningen er generelt en varm fortaler for inklusion i folkeskolen. Mange børn og unge med cerebral parese (CP) har med de seneste års fokus på inklusion fået bedre og mere kvalificeret skolegang.

Der er mange forudsætninger, som skal være opfyldt for at det lykkes – og det oplever vi faktisk, at der arbejdes seriøst med i skolerne og ude i klasserne.

Men på det seneste har vi oplevet en bizar tendens, som er ren gift for inklusionen af børn med CP. Ifølge Folkeskolelovens § 3 a. kan der gives personlig assistance til praktisk hjælp. Det hedder bl.a.:

§ 3 a. (…) Hvis der er behov herfor, skal der gives personlig assistance, der kan hjælpe barnet til at overvinde praktiske vanskeligheder i forbindelse med skolegangen.

Lige præcis den bestemmelse er helt afgørende for, at børn med fysiske handicap kan inkluderes og fungere på lige fod med de øvrige elever i klassen. Simpel men helt nødvendig hjælp. Det kan være hjælp til at overtøj på, fiske en bog op af tasken, hjælpes ud til frikvarter eller andet helt praktisk, som læreren eller klassekammeraterne ikke skal bruge tid på.

I øjeblikket oplever vi imidlertid en bølge af revisitationer, hvor kommune efter kommune genvurdere behovet og reduceret hjælpen efter § 3 a. voldsomt. Det kan typisk være fra 15-20 timer om ugen til 2-3 timer om ugen. Det giver jo ingen mening. Hvilke dage er det man ikke skal have bøgerne frem eller overtøjet på?

Behovet for den form for simpel praktisk bistand ændrer sig ikke, bare fordi man lære skolen at kende. Det er ikke noget man vokser fra. Faktisk findes der fuldstændig tilsvarende lovgivning på beskæftigelsesområdet. Det er helt afgørende for, om det er muligt at være inkluderet eller ej.

Derfor skal der lyde en kraftig opfordring til, at skolerne og kommunerne holder fast i den hidtidige praksis og bruger § 3 a. i et omfang, som sikrer, at simple fysiske udfordringer ikke fører til en fejlslagen inklusion og unødige skoleskift.