Debat

Antvorskov Skole gør det

Antvorskov Skole tager teknologisk dannelse alvorligt

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

For mig var det optur at læse artiklen: ”Robotter indtager skolerne og skubber til eleverne” i Politiken i dag den 8. april 2014, hvor der berettes fra Antvorskov Skole i Slagelse om NAO-robottens mange gode muligheder og virkninger i undervisning og læring.

Opturen fortsatte, da jeg gik på skolens website og fik bekræftet, at det teknologisk-pædagogiske initiativ var mere omfattende end det umiddelbart fremgik af artiklen i Politiken. Der er mere i det end NAO-robotter.

Her er endelig en skole, hvor ledelsen enten har taget teten og/eller bakker tydeligt op om lærerinitiativer og tilsyneladende har held med at også at sætte teknologisk dannelse på skolens dagsorden.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Skolen skriver på websiten: ”der skal udvikles en bred teknologiforståelse, der sætter fokus på den pædagogiske anvendelse af teknologier, på relationer og på sammenhænge. Vores påstand er at inddragelsen af teknologi inviterer til en gentænkning af lærings- og undervisningsmuligheder.” Man burde stryge: ”på den pædagogiske anvendelse af teknologier”, fordi det er en ganske forvrøvlet tilføjelse.

Man kunne næsten få det indtryk, at teknologiforståelse er en pædagogisk metode; men det holder vist ikke for en nærmere analyse.

Teknologiforståelse er om ikke et fag i skolen, så dog et indholdselement i lighed med fx matematik – uanset at det ikke længere findes i fagrækken. Tidligere hed indholdselementet datalære eller edb. Læs lige følgende vrøvl: Der skal udvikles en bred matematikforståelse, som sætter fokus på den pædagogiske anvendelse af matematik.

Skriv et hvilket som helst fag eller indholdselement ind. Det går ikke vel?

Uanset, hvad der står på skolens website, er jeg sikker på, at eleverne tilegner sig en hel del teknologisk dannelse, som ikke har det fjerneste med pædagogisk anvendelse af teknologien at gøre. Det har de fleste virkelige anvendelser jo heller ikke.

Hvis man læser artiklen færdig – kan man få det indtryk at nogle af lærerne på skolen mener, at ”omgangen” med NAO-robotten får elevernes forskrækkelse for teknologi til at forsvinde; men det er da vist en særlig lærerudlægning – det med at eleverne er forskrækkede for teknologi. Den er jeg ikke stødt på før.

Det kunne være fristende at henfalde til almindelige fordomme og sige, at det nok er lærernes teknologiforskrækkelse, der forsvinder; men ærlig talt – det er meget længe siden. Lærere er ikke teknologiforskrækkede – de bruger jo selv lystigt al denne teknologi i deres privatliv.

Men de fleste har et uddannelsesmæssigt efterslæb – man kan jo ikke bare tage en NAO-robot ind i klassen og så - - - et eller andet.

Jeg synes, at Antvorskov Skole er på rette vej. Det ikke længere nok, at indholdet – fagrækken – omfatter de klassiske fag, stort set de samme jeg havde på Lindevangskolen i 50`erne. Teknologisk dannelse – teknologiforståelse – har længe være et absolut nødvendigt; men mærkværdigvis overset – indholdselement.