Skolerne kan stadig søge skolefrugt

Fristen for at søge om tilskud til skolefrugt er blevet forlænget til den 29. april, oplyser Landbrugsstyrelsen.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Nedlukningen af skolerne har ikke kun ramt undervisningen, men også de sunde vaner. 

Elevernes adgang til frugt hver dag har af naturlige grund været sat i bero mange steder, men skolerne kan lige nu og frem til 29. april søge om tilskud til skolefrugt, så næste skoleår bliver dækket ind.

Fristen for at søge er således blevet forlænget med lidt over en måned, oplyser Landbrugsstyrelsen, som administrerer ordningen.

"Skolefrugt bidrager til, at vores børn får frugt og grønt og samtidig lærer om betydningen af sund ernæring. Det skal corona ikke sætte en stopper for. Vi håber, at forlængelsen af perioden vil være med til at sikre, at ordningen kører normalt næste skoleår", siger Mette Justesen, teamleder i Landbrugsstyrelsen, i en pressemeddelelse.

Skoleordningen for frugt, grønt og mælk er en del af den fælles markedsordning for landbrugsprodukter i EU. Formålet er at give eleverne bedre adgang til produkterne og sikre en større viden om sund ernæring. Ordningen er hundrede procent finansieret af EU. Oprindeligt var fristen for at søge tilskud sat til 26. marts.

Krav om læringsaktiviteter

For at få tilskud til uddeling af frugt og grønt er det en betingelse, at skolen gennemfører læringsaktiviteter, der fremmer elevernes viden om ernæring sundhed, landbrug, bæredygtighed og økologi, fremgår det af Landbrugsstyrelsens informationsmateriale om ordningen.

Styrelsen stiller gratis læringsmateriale til rådighed, men skolerne kan også selv iværksætte læringsaktiviteter, og skolerne kan søge om tilskud til at iværksætte deres egne læringsaktiviteter.   En læringsaktivitet kan eksempelvis være et smagskursus, hvor eleverne smager på forskellige frugter og grøntsager, gårdbesøg eller undervisning om sunde kostvarer, landbrug eller bekæmpelse af madspild.

De officielle kostråd anbefaler, at alle over to år spiser 600 gram grøntsager og frugter om dagen - også kendt som '6 om dagen'. Vi skal helst spise halvt af hvert, og alle friske og frosne frugter og bær tæller med, ifølge Fødevarestyrelsens hjemmeside 'Alt om kost'.

Læs mere

Skolefrugt.dk