Anmeldelse

Skovpigen Skærv

Nordiske børnebogstraditioner lever og har det godt

Rejs med skovpigen Skærv gennem denne fantastiske roadnovel, hvor de store temaer er i spil.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Skovpigen Skærv" har et vidunderligt og fortryllende omslag med titlen graveret i rødguld og to skovbørn alene i mørket med et æsel, bue og pil, mens en ravn skygger for fuldmånen. Ryggen har en kongeblå papindbinding med Gyldendals trane og giver et klassisk præg krydret med den nøddebrune snor til at sætte der, hvor man er kommet til, som man kender fra ældre bøger.

Fakta:

Titel: Skovpigen Skærv

Forfatter: Kim Leine

Illustrator: Peter Bay Alexandersen

Pris: 249,95

Sider: 275

Forlag: Gyldendal

På første opslagsside er sirligt tegnet en krans af blade, hvori man kan skrive, hvem bogen tilhører. Bogen er tung og har et godt format til et eventyr. Man får bare lyst til at tage den i hænderne og sætte sig i en lænestol og give sig til at læse højt for nogle børn, på samme måde som man har haft lyst til det med bøger af Elsa Beskow eller Astrid Lindgrens "Brødrene Løvehjerte". Sidstnævnte har Kim Leine selv udtalt har været en inspirationskilde.

Gennem hele romanen stilles der spørgsmål, og barnet inviteres til meddigtning. Er Skærv for eksempel en pige eller en dreng? Ord og billede forenes i et helstøbt og smukt og skræmmende univers. Det er ikke småting, Skærv kommer igennem. Pesten hærger i skoven, og Skærv efterlades alene. Her kommer roadnovelgenren i spil, og Skærv må ud på det store hav.

Der er store eksistentielle temaer som liv og død, overlevelse og venskab i bogen. Den handler om sorg og mørke, men også om håb og kærlighed og om lysten til at leve. ”Nu skal vi bare leve. Nu skal vi ikke lave noget som helst andet end bare at leve”, siger Skærv hen mod slutningen af bogen, mens Nor knuger hendes hånd. Det er en fin happy end, som heler det sår, der måske er blevet dannet hos læseren.