Undervisningsordføreren for Liberal Alliance, der er en heftig kritiker af skolereformen, får efter alt at dømme snart sæde i forligskredsen omkring reformen.

Folkeskolen: Liberal Alliance kommer ind i forligskredsen

Merete Riisager er en indædt modstander af folkeskolereformen, men snart bliver hun selv en del af forligskredsen omkring skolen. Det sker, hvis Liberal Alliance bliver regeringsparti, hvad partiet efter alt at dømme bliver om få dage.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Liberal Alliance, der ikke er med i forligskredsen omkring folkeskolen, har talt dunder mod folkeskolereformen, siden den blev implementeret.

Men om få dage må partiet ikke desto mindre tilslutte sig skoleforliget, nemlig hvis LA bliver regeringsparti, hvad partiet efter alt at dømme bliver. 

"Jeg kan nok ikke sige så meget før sidst på ugen", skriver Merete Riisager imidlertid i en sms til folkeskolen.dk, da vi beder om et interview.

Ganske vist er der på Christiansborg ikke regler for, at et nyt regeringsparti per automatik kommer ind i en allerede etableret forligskreds, men det sker altid alligevel ifølge den logik, der hedder, at en regering er et kollektiv, og dette kollektiv står inde for de politiske aftaler, der er indgået.

Og som udøvende statsmagt kan regeringen jo også foreslå ændringer af lovene, for eksempel folkeskoleloven.

Det er som at smide en håndgranat ind i forligskredsen, og folkeskolen.dk vil derfor gerne interviewe Liberal Alliances undervisningsordfører, Merete Riisager.

Mens vi venter på en udtalelse fra Merete Riisager, meddelte hun i går i en video på Facebook, at hun vil fortsætte sin kamp for en "friere folkeskole".

Merete Riisager vil kæmpe for "friere folkeskole"

Fokus på kerneopgaven

Hvad hun mere præcist mener med dét, fremgår af Liberal Alliances skolepolitiske paroler fra valgkampen i 2015:

Fjern lovkravet om obligatorisk lektiecafe, om bevægelse og om understøttende undervisning. Og flyt fokus hen på elevernes dannelse og kundskabstilegnelse.

I det hele taget: Væk med opgaver, der ikke har noget med den faglige undervisning at gøre, lød det fra Merete Riisager under valgkampen. 

"Det skal være frivilligt, om skolerne vil have eksempelvis bevægelse i skoledagen", sagde Merete Riisager således til folkeskolen.dk den 27. maj 2015.

"Det vigtige lige nu er, at lærerne får mulighed for at fokusere på kerneopgaven, som er elevernes kundskabstilegnelse og dannelse. Der er for meget stress lige nu, fordi der er lagt så meget ud på skolerne, som ikke har noget med kernen at gøre, og det trækker skolen ned", tilføjede hun og fortsatte:

"Der bliver lige nu brugt alt for mange kræfter på at samarbejde med foreninger og på samarbejde med pædagogerne. Vi skal tilbage til rygraden i skolen, som efter vores mening altså er kundskabstilegnelsen og dannelsen og det at give børnene en demokratisk ramme, som gør det muligt for dem at udvikle sig til aktive, demokratiske borgere".

"Og så synes vi, at det er mindre vigtigt, at de løber op til tavlen, når de skal lære den lille tabel".

Ellen Trane skal forklare "hysterisk overregulering af folkeskolen"

Frihed for skolerne

For Merete Riisager og Liberal Alliance er frihed et nøgleord, også i skolepolitikken.

"Vi skal væk fra den centraliserede styring af skolen. Skolerne skal have mere frihed, så lærerne får bedre muligheder for at koncentrere sig om kerneopgaven, og forældrene får mere indflydelse på deres skole", sagde Merete Riisager.

Hendes idé var dengang, at stat og kommuner skulle lave forsøgsordninger med selvejende folkeskoler.

Drop tilstedeværelseskravet

Hun er også modstander af arbejdstidslovens krav om, at lærerne er tilstede på arbejdspladsen hele arbejdstiden. 

"Vi vil også droppe tilstedeværelseskravet på den enkelte skole. Det er en gammeldags måde at tænke arbejde på. I det private erhvervsliv interesserer man sig for, hvad medarbejderne laver, og ikke for, hvor de laver det". sagde Merete Riisager desuden til folkeskolen.dk under valgkampen.

"Jeg synes, det er en mistillidserklæring fra KL's side at kræve, at lærerne skal sidde på deres pladser i kontortiden, ofte i et støjfyldt miljø, i stedet for at tage hjem og rette opgaver, hvis det nu er det, man vil", udtalte Merete Riisager. Dengang.

Liberal Alliance: Ansæt lærere direkte på skolerne

Indædt kritiker af skolereformen

Siden valget har hun da heller ikke holdt sig tilbage med kritik af skolereformen. Blandt andet har hun harceleret over, at der er for mange Fælles Mål i undervisningen. Og for mange pædagoger i skolen.

Og hun har påpeget, at SFO'erne på grund af den lange skoledag er nødlidende.

Spørgsmålet må nu lyde: Hvad nu, Merete Riisager? Nu er du jo selv i maskinrummet.

I januar sagde Merete Riisager til DF, SF og de konservative, at de jo bare kunne gå ud af forligskredsen, når de nu var så meget imod den lange skoledag.

 

Liberal Alliance: Ud med bevægelse, understøttende undervisning og lektiecafeer