I København Lærerforening er de bekymrede over, at et stigende antal medlemmer søger deltid.

Udbrændte lærere beder om deltid

Københavns Lærerforening har efter sommerferien fået et stort antal henvendelserne fra lærere, der gerne vil på deltid. De er udbrændte og kan ikke få deres liv til at hænge sammen, fortæller formand Jan Trojaborg og er bekymret over udviklingen.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I løbet af de seneste 10 dage har Københavns Lærerforening (KLF) modtaget mellem en og to henvendelser om dagen fra lærere, der vil vide mere om deres muligheder for at arbejde på deltid. Dertil kommer, at fire lærere brød sammen foran skoleledelsen på to dage på en af byens skoler i starten af denne uge. Hos KLF er man bekymret og følger udviklingen tæt, fortæller formand Jan Trojaborg. 

"Når vi kommer over på den anden side af efterårsferien, er tingene forhåbentlig faldet lidt mere på plads. Organisatorisk bliver lærerne nok mere afklarede med hensyn til deres arbejdsdage, men der kommer nok til at være flere, der søger deltid på grund af arbejdspresset", fortæller Jan Trojaborg.

Lærernes arbejdsmiljø er noget, der står højt på dagsordenen i Københavns Lærerforening. 15 skoler i Københavns Kommune deltager i et projekt, det såkaldt Balanceprojekt, der sætter fokus på arbejdsmiljøet på de københavnske skoler. Det blev etableret, efter en undersøgelse sidste år viste, at 37 procent af de adspurgte lærere havde så dårlig trivsel, at de var i risikozonen for at udvikle stress og depression.

En kedelig sideeffekt Københavns Kommune har oplevet, at et stort antal af lærere er fratrådt deres stillinger over sommeren og i forbindelse med skolestarten. Det fik KLF til at gennemføre en spørgeskemaundersøgelse blandt blandt de i alt 134 lærere, der har sagt op.

33 har valgt at gå på deltid, 26 er gået tidligere på pension, end de ellers ville have gjort, og fire er blevet ansat i det private erhvervsliv. Derudover viser undersøgelsen en klar sammenhæng mellem opsigelserne og de nye vilkår. Ifølge KLF-formand Jan Trojaborg er undersøgelsen mangelfuld, men peger i en bestemt retning:

"Reformen og Lov 409 har haft den kedelige sideeffekt, at mange af vores kollegaer har forladt os. Lærerne bliver ikke længere på deres skole på trods af forholdene, og det er godt, at de ikke finder sig i hvad som helst. Men skolen er også et sted, hvor der er brug for kontinuitet, og den bliver brudt, når lærerne siger op", fortæller Jan Trojaborg.

Ifølge Jan Trojaborg bliver der igangsat en ny tillidsrepræsentantundersøgelse, der skal undersøge deltidsproblematikken grundigere. Her vil tillidsrepræsentanterne blandt andet indsamle forskellige synspunkter fra medlemmerne, der skal give større indsigt.