Anmeldelse

Arbejdsglad

Godt ramt ved siden af

Sæt tempoet ned, og tag en dynedag en gang imellem. Der skal radikale ændringer til for at forbedre arbejdsmiljøet, så vi sikrer trivsel og bedre resultater på arbejdspladserne, siger forfatter til ny bog, der er god, men lidt for generel til at ramme skolernes arbejdsmiljø helt rent.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Thomas Milsted har i årevis arbejdet med stress og trivsel, hvilket har sat sit aftryk i bogens budskab og indhold. Bogen er et opråb til det danske samfund om at gå mere aktivt ind i arbejdet mod psykisk nedslidning af ledere og medarbejdere gennem et skærpet fokus på arbejdsmiljøet.

Fakta:

Titel: Arbejdsglad

Forfatter: Thomas Milsted

Pris: 300

Sider: 201

Forlag: Gyldendal Business

Han mener i bund og grund, at det er et politisk problem og hermed også på det politiske niveau, at der skal træffes beslutninger, der gør det muligt at knække den stresskurve, der lige nu er på afveje.

Men mens vi venter på storpolitiske ændringer, kan vi begynde i morgen med at tage ansvar gennem ordentlig og god ledelse i et tæt samarbejde med de tillidsvalgte.

Thomas Milsted mener, at vi mennesker har otte grundlæggende psykologiske behov, som i det daglige skal stimuleres, for at vi trives: selvtilfredshed og anderkendelse, kontakt, indrestyrethed, kompetence, lyst, kropslig trivsel, mening og tryghed.

I bogen beskriver han de grundlæggende behov i hvert sit kapitel og kobler det samtidig til, hvordan man som leder kan facilitere de bedste rammer for, at behovene kan imødekommes.

Afslutningsvis beskriver han, hvilke kompetencer en moderne leder skal have for at kunne lede en organisation, der har et sundt og produktivt arbejdsmiljø. Det er kompetencer på både det personlige og sociale plan. Den moderne leder skal være selvbevidst, have selvtillid og være selvregulerende. Den moderne leder skal kunne motivere og nytænke. Være optimistisk initiativrig. Være social bevidst og en god kommunikator. Bare for at nævne nogle af kompetencerne. Heldigvis findes der stadig superhelte.

Bogen er letlæselig og er fyldt med gode konkrete måder, man kan arbejde med arbejdsmiljøet på. Sidste kapitel i bogen beskriver mere overordnede idéer, der blev produceret på en stor arbejdsmiljøkonference i 2012 arrangeret af Arbejdstilsynet, hvor både fagforbund, arbejdsgiverforeninger, forskningsinstitutioner, større virksomheder og organisationer var samlet.

Bogen henvender sig primært til ledere, men kan med rette læses af alle, der arbejder med at forbedre arbejdsmiljøet på deres egen eller andres arbejdspladser. Jeg synes dog, at bogen bærer præg af det at henvende sig til det mere generelle arbejdsmiljø primært med udgangspunkt i det private arbejdsmarked. Den skriver sig med andre ord på ingen måder direkte ind i hjertet af de rammer og vilkår, der er for ledere og medarbejdere i de danske folkeskoler lige nu med skolereformen som det store forandringsanker for vores gøren og laden.

Det gør bogen både befriende og tankevækkende at læse, men på nogle måder også ramt lidt ved siden af.