Inspiration - Indskoling
Hver morgen, når jeg cykler på arbejde, møder den samme scene mig på fortovet foran Brugsen på Østerbrogade.
En mand kommer gående med sin brune labrador. Han hilser på en medarbejder i uniform, der sætter vogne ud. De smiler og gestikulerer velkendt til hinanden.
Hunden får et æble, som den logrende grufler i sig. Denne scene udspiller sig hver morgen i alt slags vejr nøjagtig samme sted. Mand, hund, hilsen, æble, gruffel.
Manden med hunden er blevet mit pejlemærke for, hvor sent jeg er kommet af sted. Man kan sætte uret efter det herlige par.
På mærkværdig vis er der en kæmpe glæde og tryghed i at være vidne til denne gentagelse hver dag. Som et omkvæd i en sang. Et omkvæd, man kender og synger ekstra højt og sikkert med på.
Engang havde jeg som mål at lære mine indskolingsklasser 100 sange om året. Jeg syntes, det var vigtigt at lære dem alt fra popsange, årstidssange til pædagogiske, klassiske børnesange, og det kunne ikke gå hurtigt nok med at dele det hele.
Henover årene har mit fokus ændret sig. Nok er det vigtigt, de lærer mange sange gennem et helt skoleliv, men man kan som bekendt ikke det hele, og i dag mener jeg, at gentagelsen af kendte sange er langt vigtigere end den konstante påfyldning af nye.
Det skaber tryghed, ro, sammenhold og noget så vigtigt som glæde at gentage sangene igen og igen.
Børnene lærer, at sangene, de kender så godt, pludselig får nye betydninger og lag, i takt med at børnene selv får flere lag og dybder.
I det indskolingsteam, jeg lige indtil for nylig var en del af, tænkte vi, at betydningen af performative gentagelser er mere afgørende for børns trivsel og evne til at fordybe sig, end den store mængde af variation i hverdagen, vi tidligere havde prioriteret. Både i forhold til stof (f.eks. sangene), men især i forhold til skoledagens form.
Den ekstreme variation, som de fleste indskolingsbørn er udsat for, giver selvfølgelig bredde, men den giver også en hel del uro. For de fleste indskolingsbørn skal både forholde sig til mange skift af lærere, tidspunkter og forskellige lokaler i løbet af en skoledag.
Vores model er enkel. Fordybelsestid hver morgen. Morgensang hver formiddag. Dansk og matematik hver dag, samme lærere, samme klokkeslæt.
Vi har i teamet alle sammen oplevet, hvor uforholdsmæssigt krævende det tidligere var at arbejde med indskolingskultur - sammenlignet med f.eks. mellemtrinskultur. 1. klasse kan være et mareridt fuld af kakofoniske udtryk og indtryk, lyde og stimuli.
Man kan som lærer blive rundtosset, og det kan børnene også. Det kan dog også være en nydelse for både børn og voksne, når vi tilrettelægger dagen pædagogisk bevidst.
Vi har sammen i teamet erkendt, at vi har brug for flere omkvæd. At dagene er genkendelige, at ugerne ligner hinanden, og at årshjulet cirkler rundt og bygger videre på det, børnene kan huske fra sidste år, da det også var koldt. Som daglige, ugentlige, månedlige og årlige omkvæd.
Variationen skal der stadig være plads til – hos os efter klokken 12, hvor klasserne deles i hold på tværs og pirrer elevernes nysgerrighed med nye sammensætninger af elever, fag, stof, arbejdsmåder, som kører i roterende cyklusser på to-fire uger.
Vi ved, at 7-årige børns hjerner ikke fungerer ligesom som 12-åriges. Alligevel er skemaerne for første og sjette klasse skræmmende sammenlignelige på de fleste skoler.
Dobbeltlektioner, uens dage, mange skift, tilfældige rækkefølger af fag. Mange lærere, lange dage.
De små børns rytmer mudres, intensiteter stiger og falder og sammenflettes, bevæges ind og ud mellem hinanden på tilfældig vis i ganske ofte arytmiske bølger.
Måske skal vi kigge på formen i indskolingens organisering. Hvor langt kan et A-stykke være? Hvad skal C-stykket tilbyde af variation i dag? Hvordan landes dagen i grundtonen?
Og hvornår kommer omkvædet?
