Mattias Tesfaye er egentlig en glad mand. For når han ser på, hvor mange penge, folkeskolerne i gennemsnit har per elev, stiger tallet støt.
I 2024 var der i gennemsnit 97.000 kroner om året per elev, fortalte han, da han åbnede Folketingets Børne- og Undervisningsudvalgs høring om folkeskolens økonomi på Christiansborg i går.
”Alt i alt kommer jeg glad hjem fra Undervisningsministeriet og siger til min kone: ’Hold da kæft, hvor går det godt’,” sagde han og fortalte, at hans kone sidder i en skolebestyrelse i Albertslund og siger, hun ikke kan genkende det tal.
Hun oplever, at hun sidder med en presset økonomi på skolen.
”De 97.000 kroner lyver ikke, men det gør min kone heller ikke,” konkluderede ministeren.
Siden 2020 er der afsat 2,2 milliarder mere til folkeskolen, og det betyder, at selvom elevtallet er faldende, så er udgifterne fastholdt, og derfor er beløbet per elev stigende, forklarede han.
”I de senere år er der sket en omfordeling fra almen- til specialområdet. Ikke fordi specialtilbuddene er blevet dyrere, men fordi flere elever går i specialtilbud og på specialskoler. Det sidste er dyrt. Det arbejder mange kommuner med. Det kaldes en ond spiral.”
Skolepolitikerne havde inviteret nogle af medlemmerne af det relativt nye forum af eksperter: Skoleøkonomisk forum. Et initiativ, som Danmarks Lærerforening står bag.
Her sidder 15 medlemmer med forskellige baggrunde og perspektiver på folkeskolens rammer og økonomi. Intentionen er, at de sammen skal arbejde med løsninger på folkeskolens økonomiske udfordringer.
DLF: Overgangsinvestering kan stoppe ond spiral
Den onde spiral af økonomiske afmatning af almenområdet i folkeskolen til fordel for specialområdet, som undervisningsministerens påpegede, blev omdrejningspunktet for høringen.
Alle var enige om, at noget skal gøres.
Formand for Danmarks Lærerforening Gordon Ørskov Madsen understregede, at der ikke findes nogen quickfix-løsninger.
Under høringen introducerede lærerformanden et nyt begreb – nemlig overgangsinvesteringer, som skal sikre en bæredygtig omstilling, som gør, at elever kan flytte fra specialtilbud til almenskolen.
”Hvis vi vil en folkeskole, der kan mere for flere, så er der brug for overgangsinvesteringer. Til gengæld vil det være udgiftsneutralt på sigt,” sagde han.
For ifølge Gordon Ørskov Madsen mangler der ikke viden om, hvad der skal til for, at flere kan rummes i almenskolen og pegede på, at tolærerordninger og det at sikre at lærere har specialpædagogiske kompetencer vil føre til, at flere elever blive i almenområdet.
Og dermed vil investeringen tjene sig ind, lød lærerformandens argumentation.
Skolelederne: Kæmpeforskelle på kommunernes økonomi
Formand for Skolelederforeningen Dorte Andreas var enig. Hun havde egentlig kaldt det forhåndsinvesteringer, men tog begrebet overgangsinvesteringer til sig.
”Udgifterne til specialområdet udfordrer virkelig den almene skole,” sagde hun og understregede, hun har det ligesom ministerens kone heller ikke genkender, at der skulle være 97.000 kroner per elev i folkeskolen.
”Der er skoler, hvor det går helt ned til 43.000 og så er der steder, hvor det er 130.000 for til elev. Der er kæmpeforskelle på de her tal fra kommune til kommune, og det stiller forholdene for skolerne forskelligt.”
Hun opfordrede også politikerne til at se på koblingsprocenten, som afgør, hvor meget statsstøtte de frie grundskoler får per elev.
”Man bør kigge på, om økonomien bruges rigtigt, og de rigtige steder,” sagde hun, da Liberal Alliances Helena Artmann Andreasen spurgte ind til opfordringen.
Formand for Skole og Forældre Regitze Spenner fortalte, at 70 procent af hendes medlemmer oplever, at der ikke er penge nok på skolerne.
Hun opfordrede til, at kommunernes skolebudgetter bliver låst for at undgå, at genåbninger af budgetter ikke pludselig fører til, at indsatser på skoler må lukkes.
Ekspert: Økonomistyringen kan forbedres
Professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh tilsluttede sig, at der er store forskelle på kommunernes og skolernes økonomi.
I sit oplæg tog han udgangspunkt i, at kommunerne styrer efter forskellige økonomiske styringsmodeller.
Han forklarede, at i nogle kommuner er det den enkelte distriktsskole, der må betale, når et barn bliver sendt på specialskole. Andre steder er det kommunen, der betaler centralt, mens nogle kommuner har modeller, der kombinerer de to løsninger.
Ifølge Per Nikolaj Bukh er det bedst, hvis en tilstrækkelig del af specialundervisningsbudgettet placeres på skolerne, men det kræver, at kommunens samlede model hænger sammen.
”Det er afgørende, at pengene fordeles mellem skolerne, så de kan dække de opgaver, de enkelte skoler har og de elever, som de har ansvar for,” lød det fra professoren, som konkluderede, at det langt fra er tilfældet i alle kommuner.
Han pegede på, at lokale politiske beslutninger som at sænke klassekvotienten eller at sikre små skolers overlevelse betyder meget for, hvor mange penge den enkelte kommune har til sine skoler.
Og så er det vigtigt, at kommunerne har nogle gode beregningsmodeler, så kommunen kan fordele pengene mellem sine skoler efter socioøkonomiske forskelle.
Men det er langt fra alle kommuner, der har det, lød det fra Per Nikolaj Bukh.
”Der er mange ting, der kan forbedres,” sagde han og understregede, at flere penge altid hjælper.
”Men mange udfordringer skyldes, at pengene er fordelt uhensigtsmæssigt i forhold til den måde, som skolernes opgave skal løses på”.
Professor: Skab ensartethed
Forskningsprofessor og chef for forskning i uddannelse og familie i Rockwool Fonden Rasmus Landersø påpegede, at selvom det er gratis for forældre at sende sit barn i folkeskole, så er det i høj grad prisen på deres bolig, der afgør, hvem barnet kommer til at gå i skole med.
Og netop elevsammensætning betyder meget for elevens udbytte af sin skolegang.
”Skal der en anden regulering til, eller skal der omfordeles endnu mere, end det sker i dag? Og hvis der skal det, hvordan sikres tilslutningen til folkeskolen så, når dem, der betaler meget får mindre ud af det?”, spurgte han.
Rasmus Landersø opfordrede politikerne til at skabe et sammenligningsgrundlag mellem skoler på tværs af landet.
”Hvis vi skal have en økonomisk bæredygtig model for folkeskolen, så kræver det, at vi tæller det samme og taler om det samme og at vi vælger indsatser ud fra et oplyst grundlag. Og det gør vi desværre ikke i tilstrækkelig grad i dag.”
KL vil bremse dyster fremtid
Kommunernes organisation tilsluttede sig, at det er de stigende udgifter til specialundervisning, som presser skolebudgetterne.
KL's tal så imidlertid noget anderledes ud dem, som undervisningsministeren havde med.
Kontorchef i økonomisk sekretariat i KL Michael Laursen konstaterede, at "man kan opgøre skoleudgifterne på mange områder".
Kontorchefen understregede, at KL ønsker, at flere børn kommer i almenskolen.
”Hvis udviklingen fortsætter, så vil 10 procent af folkeskoleeleverne være i specialundervisningstilbud i 2030,” lød det fra kontorchefen og fortalte, at en specialskoleelev koster cirka seks gange så meget som en normal elev.
Kontorchefen kom med et tankeeksperiment, hvor alle elever gik i almenskolen.
"Det ønsker KL ikke," slog han fast og pegede på, at mindre kan gøre det.
Hvis man fx i 2023 havde haft et niveau for specialundervisning, der matchede niveauet i 2019, ville kunne løfte udgiften per almenelev med 3000 kroner, lød hans beregning.
"Det er ikke, fordi vi skal rulle den store specialundervisningsmaskine tilbage, men kan man stoppe udviklingen, betyder det, at man måske kan rulle økonomi ind i almenundervisningen, og det er den, man skal bruge for at lave den omstilling, der skal til."
Hvor mange penge har folkeskolen? ”De 97.000 kroner lyver ikke, men det gør min kone heller ikke”
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.