Forsker: Vi risikerer, at fondspengene styrer, hvad skolerne kan og gør

”Hvad vi har lyst til, kommer til at afspejle, hvad kan vi få penge til. Det har jeg set en del eksempler på.”

Sådan lyder det fra ph.d. på Københavns Universitet Lucas Cone, der er en af landets førende forskere i fondenes indtog på skoleområdet, når han peger på nogle af årsagerne til, at fondenes mange penge kan skævvride folkeskolens udvikling.

Han har set resultatet af den kortlægning, som Folkeskolen har foretaget på baggrund af svar fra 91 af landets 98 kommuner.

Her har kommunerne svaret på, om de har søgt og modtaget fondsmidler de seneste tre år, og hvad pengene i så fald er givet til.

Læs også

Fondspenge

Nu er det undersøgt: Så mange fondspenge får folkeskolerne

Lucas Cone har ved flere lejligheder påpeget, at det udfordrer den demokratiske styring af skolerne, hvor det er politikere og skolebestyrelser, der sætter retningen for skolen, at millionbidrag fra fonde fylder mere og mere på skoleområdet.

Han fortæller, at kortlægningen giver en værdifuld ny indsigt i, hvad de mange fondsmidler er gået til. En indsigt, der bekræfter ham i, at der er grund til at være opmærksom på fondsmillionernes påvirkning af skoleområdet.

”Det er interessant at se variationen i de ting, som der gives penge til. Det bliver meget tydeligt, at idéen om, at fonde skal være en eller anden form for flødeskum, der kan supplere den offentligt finansierede folkeskole, bliver lidt udfordret, når mange af midlerne går til basale ting som lokaler og materialer til undervisning,” siger han og tilføjer:

”Som skoleforsker tænker jeg: Meget af det her er ikke noget, som det bør være nødvendigt at søge om fondsmidler til at dække. Det hører ind under, hvad vi bør kunne tilbyde alle børn uafhængigt af, hvor god man er til at søge midler, eller hvad fondene vælger at prioritere,” siger han.

Læs også

Overblik

Det her er blevet til virkelighed på grund af fondenes penge

Små men vigtige dryp i havet

Ifølge Lucas Cone er skolernes og kommunernes store aktivitet i forhold til at søge økonomisk hjælp fra fondene et udtryk for en generel tendens – også selvom beløbene ikke har en størrelse, der ser ud af meget, når man sammenligner med, hvad det koster at drive deres skoler.

”Det kan godt være, at de mange millioner er dryp i havet i forhold til folkeskolens samlede milliardbudget. Men det er et tegn på en udvikling, hvor budgetterne mange steder er så pressede, at man kæmper med at dække mange af skolernes basale opgaver,” siger han.

Kortlægningen viser, at de mere end 360 millioner, som kommunerne har formået at skaffe i fondsdonationer fra 2022 til 2024, langt fra er ligeligt fordelt mellem kommunerne. 

Læs også

Fondspenge

Økonom om de mange fondspenge: Kan være udtryk for, at nød lærer nøgen kvinde at spinde

For 8 ud af 10 af de mange fondskroner er alene havnet i en fjerdedel af kommunerne, mens en fjerdedel angiver slet ikke at have modtaget nogen fondspenge i de tre år.

”Vi ser en stigende skævvridning imellem skoler og kommuner, der afhænger af, hvem der lige knækket koden til den gode ansøgning eller sat midler af til at ansætte folk, der arbejder systematisk med fondsøgning,” siger Lucas Cone.

Oplever et holdningsskifte

Når han rejser rundt i landet og taler med kommuner, har han oplevet et skifte i forhold til, hvordan de ser på muligheden for at søge hjælp hos fondene.

”Da jeg først begyndte at snakke med kommuner om fondsstøtte, var der flere steder ret stærke holdninger til, at det ikke var en vej, de ville gå. Men mit indtryk er, at det har ændret sig meget de sidste par år. Det er blevet mere normalt at søge om midler til ting, der tidligere er blevet dækket af skolerne og kommunerne selv,” siger han.

Han oplever imidlertid stadig, at der er forskellige holdninger at finde ude i kommunerne, selvom det ikke nødvendigvis bliver sagt så højt.

”Nogle kommunale medarbejdere mener principielt, at folkeskolens udgifter skal dækkes gennem de offentlige budgetter, og så er der andre steder, hvor de er rimelig opportunistiske i forhold til at søge bredt efter alle mulige projekter.”

Har skabt et forventningspres

I sin forskning har han tilmed kunnet set, at der flere steder er en oplevelse af, at man føler sig presset til at komme med på bølgen med at søge midler fra fonde.

”Der kan hurtigt opstå et forventningspres om at søge penge eller indgå i et større partnerskab med en fond. Både kommuner og skoler kigger på hinanden. Og man gider jo ikke være den kommune, der ikke har fået penge eller måske står med 500.000 til at renovere én skolegård, og så sidder man ved siden af en anden, der har fået en håndfuld millioner til at lave makerlabs på alle sine skoler,” siger han.

I takt med de stigende fondsbeløb på skoleområdet er det blevet understreget gang på gang, at det er afgørende, at fondene overholder armslængdeprincippet om ikke at også at lægge en række krav og holdninger med, når de giver deres økonomiske støtte for at undgå en udemokratisk påvirkning af skolerne.

Et princip, som Lucas Cone generelt oplever, at fondene er gode til at overholde. Alligevel sker der dog i praksis en påvirkning af, hvad der sker i skolen, påpeger han.

”Forskningsmæssigt ved vi, at de ting, man søger penge til, ofte afspejler projekter, der tidligere er givet penge til, samt hvilken profil der fremgår af fondenes beskrivelser. Så selvom fondene ikke direkte ønsker at bestemme, hvad indholdet skal være, sker der stadig en indirekte prægning af, hvad det er for en type skole, vi får. Et eksempel på denne prægning kan være opprioriteringen af materialer til naturfagsundervisning, hvilket fylder meget hos en del fonde.”

Forsker: Bedre kommunerne søger end skolerne

Lucas Cone har flere gange argumenteret for, at der er behov for retningslinjer, der kan være med at sikre, at der både nationalt og lokalt bliver gjort overvejelser om, hvordan man undgår, at fondsmidlerne ikke får en for stor indflydelse på skolens indhold samt de ikke skaber for store forskelle mellem skolernes økonomiske forudsætninger.

Derfor mener han, at det er en god ide, hvis kommunerne sætter system i fondssøgningen for at sikre, at man tager bredt hensyn til de skoler, lærere, og undervisningsområder, der måske ikke søger om midler eller fremstår helt så åbenlyse at støtte.

Ellers risikerer man ifølge Lucas Cone at forfordele dem, der ikke ”spiller spillet.”

”Vi ser, at det typisk er de skoler eller lærere, der har fået støtte før, som også får igen, fordi de har gennemskuet søgeprocessen og fået blod på tanden. Men fondenes bevillinger er ikke bundløse. Der vil altid stå nogen tilbage på perronen, der ikke har fået de der megafede midler eller blevet en del af det her smarte nye partnerskab. Det er et strukturelt problem, som det ikke skal være op til den enkelt lærer eller skole at forholde sig til”.

Lucas Cone så gerne, at kommunerne gik sammen om at lave nogle fælles retningslinjer.

”Den dialog skal også helst tage i dialog med fondene, for de er også interesseret i en lidt mere demokratisk samtale om, hvordan de bedst kan bidrage. Mange af de fonde, jeg har snakket med, ønsker jo også at hjælpe så bredt som muligt. Men i sidste ende er det et politisk ansvar at sikre, at folkeskolen som helhed kan løfte dens sociale og pædagogiske ansvar uden at det afhænger af fondenes store hjerter.”