I de store festtaler sættes forældresamarbejdet højt. Når vores statsminister Anders Fogh Rasmussen fortæller om vigtigheden af, at alle får en uddannelse, og den negative sociale arv skal brydes, er der ikke et øje tørt. Det er vigtigt, at der ikke er spildår, den direkte vej fra 9. klasse til en ungdomsuddannelse og så læse videre og direkte ud på arbejdsmarkedet til gavn for samfundet. Det er drømmen hos såvel statsministeren som mange andre politikere.

Virkeligheden er en anden. Rigtig mange elever tager 10. klasse, og mange får en ungdomsuddannelse, så tager de måske et sabbatår, hvor der arbejdes eller rejses, eller måske bare et fjumreår, hvor verden skal prøves af uden mål og med. Det kan være svært at fortænke de unge mennesker i dette, når virkeligheden er, at nyuddannede magistre efter mere end fem års studier på universitetet kommer ud til meget stor arbejdsløshed. Flere end en tredjedel af de nyuddannede magistre er arbejdsløse, et år efter at de har afsluttet deres uddannelse. Det er da klart, at mange unge mennesker med sådanne udsigter får lyst til så meget andet. Parolen om, at du skal uddanne dig, uddanne dig og uddanne dig, kan godt virke som en dårlig smag i munden med sådanne fremtidsudsigter.

Med skole-hjem-samarbejdet begynder det hele. Hvis der bliver afsat tilstrækkeligt med resurser til dette meget vigtige område vil vi kunne forebygge mange af de uheldige episoder, som de unge mennesker kommer ud for i deres skolegang. Der skal såmænd bare prioriteres fra skolestarten, godt investeret skole-hjem-samarbejde kommer tifold hjem igen. Til såvel den enkelte lærer som eleverne i klassen. Arbejdsmiljøet i klassen bliver meget bedre, læringsmiljøet bliver bedre. Hvis vi også som forældre kan bidrage til at trække i samme retning som skolen, vil det hele gå op i en højere enhed. Det kræver såmænd bare, at skole-hjem-samarbejdet flytter fra de fine festtaler ud på de enkelte skoler. Vi er der nemlig som forældre, vi vil gerne bruges noget mere i forhold til vores eget barns klasse.

Vi efterlyser bare, hvordan vi kan hjælpe Metoden er i hvert fald ikke at holde os uden for skolesamarbejdet, nej, tværtimod. I skal som lærere invitere os med til at tage ansvar for børnenes udvikling, trivsel og velfærd. Det skal foregå i et godt og konstruktivt samarbejde, hvor elevernes individuelle behov kommer i centrum.

Hvis det bliver et fælles ansvar, hvor vi som forældre tager hovedansvaret for opdragelse, og I som lærere tager hovedansvaret for den faglige indlæring, så er der alle chancer for, at resultatet bliver så godt, som det er muligt.

Vi må så i fællesskab sørge for, at vores fælles politikere ikke kun prioriterer dette i festtalerne, men at det også bliver prioriteret i de kommunale budgetter, når der skal sættes tid af til skole-hjem-samarbejdet. I den forbindelse er det jo et godt argument til politikerne, at den tid, vi investerer som forældre, er helt gratis for de lokale politikere, og vi er villige til at bruge meget mere tid til at gøre den danske folkeskole bedre. Hvem kan sige nej til et sådant tilbud, vi vil gerne bruges. Det drejer sig bare om at bruge os på den rigtige måde, så den retning, som skolen vil gå i, er den samme som den, vi skal hjælpe vores børn i. Det kan kun ske ved et åbent og godt skole-hjem-samarbejde så bliver tingene løst de rigtige steder, og vi kan derved gøre politikernes festtaler til sandhed.

Thomas Damkjær Petersen er formand for Skole og Samfund