Der er kommet navn på den nye undervisningsminister, og på lærerværelser rundt omkring er modviljen mod de første udtalelser til at tage og føle på. Venstres visionsoplæg om fremtidens faglige, fleksible og fremadrettede folkeskole indeholder forslag om gennemgribende stramninger af læseplanerne, testning af børn helt ned i indskoling og offentlig karaktergivning af skolerne. Som Anni Herfort så civiliseret udtrykte det til Ritzau i sidste uge: 'Der er umiddelbart elementer (. . .) som bestemt ikke harmonerer med vores forestillinger om folkeskolens hverdag'.

Visionsoplægget fra Venstre har været på nettet siden maj, så der er for så vidt ingen store overraskelser. Nu er udfordringen for os skolefolk at gå aktivt ind i disse, forhåbentlig fælles, bestræbelser på at gøre vores folkeskole bedre. Samfundsudviklingen har med regeringsskiftet taget en ny kurs, og hvis vi ikke går i dialog med de nye samfundskrav, kommer ændringerne til at gå hen over hovedet på os. Vi bliver nødt til at se på, hvor vi kan imødekomme justeringer af praksis, og hvor vi må stå fast og give politikerne kamp til stregen. I hvor høj grad den nye undervisningsminister så vil lytte til fagkundskabens anbefalinger, vil tiden vise.

Frem for alt må vi blive bedre til at synliggøre og forklare, hvad det er, vi lærere gør i dagligdagen. I dele af visionsoplægget hænger de ønskede mål og de foreslåede midler simpelthen ikke sammen. Venstre ønsker større faglighed og åbenhed og foreslår, at der i læreruddannelsen 'gives mere tid til faglig fordybelse (liniefag) på bekostning af seminariets pædagogiske fag'. En synliggørelse som efterårets tv-udsendelser om den nyuddannede Rikkes kamp med en 1. klasse viser med al tydelighed, hvorfor det er vanvittigt at skære ned på pædagogiktimerne i læreruddannelsen. Den slags åbenhed omkring skolehverdagen er i øvrigt mere beskrivende end diverse test.

Ud over at holde fast i det, som vi ved er rigtigt, og undgå, at regeringen med sine planlagte skoleændringer kommer til at smide barnet ud med badevandet, må vi også gribe i egen barm og være med til at få øje på de områder, hvor vi som skole kan blive bedre. For den danske folkeskole i dag er jo ikke ubetinget verdens bedste. Hvis den var det, ville vores eget fagblad ikke være fyldt med artikler om urolige børn, stressede og langtidssygemeldte lærere og unge læreres flugt fra såvel seminarierne som folkeskolen. Viljen til at udvikle og forbedre er stor, men måske kan der findes en mere effektiv form, der kan gøre både lærere og politikere tilfredse. Ofte drukner de gode udviklingsintentioner i lange eftermiddagsmøder, der gør det svært for den enkelte lærer at nå den individuelle forberedelse til næste dags kvalificerede og differentierede undervisning, uden at arbejdslivet kommer til at gå ud over privatlivet.

På skoler rundt omkring florerer en joke, som til en vis grad afspejler en mæthed over for skoleudvikling i den nuværende form. Joken er et ark papir med overskriften 'Bullshit bingo', og det skal omdeles før et lærermøde, pædagogisk rådsmøde eller lignende. Arket er en bingoplade fyldt med ord som læring, procesorienteret, refleksion. Man sidder så på mødet og fniser og venter på, at tilstrækkelig mange af disse pædagogiske modeord bliver sagt, så man kan råbe: 'Bullshit!' - hvis man tør.

Ud over at glæde sig over, at den danske lærerstand har selvironien og humoren i behold, kan man spørge sig selv, om skoleudviklingen har været effektiv og synlig nok, når selv lærerne kan have en fornemmelse af tomgang. At vi nu er ved at blive overhalet indenom af en ny regering, som lader sine behov for synlige resultater udmønte i en række gennemgribende tiltag gennemsyret af ord som stramme, styrke, præcisere og bindende, kunne godt tyde på det.

Om nogle år vil en tilsvarende bingoplade måske være fyldt op med ord af typen testning, resultatorienteret og niveaudeling. Men før det kommer så vidt, er der forhåbentlig nogen, der i den rigtige form i de rette fora tør råbe: 'Bullshit!'

Asla Fomsgaard er lærer