Har børn ret til religion? Er det overhovedet nødvendigt at undervise i religion? En anerkendt tysk religionspædagog mener i denne meget opsigtsvækkende bog, at man skal lære at lytte til børnenes behov, og at børn har naturlige anlæg for ikke kun at beskæftige sig med det nyttige. Børn har også brug for at beskæftige sig med det, som forundrer og forbavser. Mange af de spørgsmål, som børn naturligt stiller, kræver ofte religiøse svar, og hvordan forholder man sig til dem som lærer og forælder? Hvilke svar giver vi børnene, når de spørger os om livets opståen og dødens ubarmhjertige indgriben i folks liv? Hvordan taler vi med børn om håb og søgen efter mening med livet?

Den slags spørgsmål skal man som forælder og som professionel voksen tage alvorligt på linje med andre rettighedskrav i forhold til barnets tarv. Man skal ifølge religionspædagogikken ikke beskæftige sig med religiøs opdragelse for samfundets, familiens eller kirkens medlemstals skyld, men fordi barnet har brug for det, hvis det skal vokse op som psykisk robust og livsdueligt menneske. Det er en meget anderledes og tankevækkende vejledning til skole og forældre i formidlingen af religion for børn, som jeg selv har haft stor glæde af at læse. Jeg vil virkelig håbe, at bogen vil blive læst af politikerne og skolens ledere, da den store fokusering på kanon og fag-faglighed måske forsømmer selve (ånds-)livet.