Hvis man stikker næsen for langt frem, risikerer man at få et hak i tuden.

Det gælder åbenbart mig, og det må vel så retfærdigvis også gælde dig, Jo Holst fra Jystrup, når vi angrebne går til modangreb.

Hvem er du egentlig, Jo Holst, der ved så meget om Folkeskolens ry, og som kender læsernes reaktion på debatsidernes indhold?

Du ved med sikkerhed, at læserne (100 procent eller 10 procent) opfatter mig som misbruger af debatsiderne, at jeg kun opfylder mit eget udtryksbehov, at jeg tager friheden fra de mange(?), at de kender mine holdninger og mærkesager til hudløshed(!), at jeg lider af skrivekløe, og at jeg burde gå på nedtrapning.

Jeg blev ked af det, endda meget ked af det, da jeg læste dit indlæg med læsernes mening om mig. Men mens jeg spekulerede på, om jeg skulle tage dig på ordet og svigte de pensionister, der har valgt mig til at tale deres sag, ringede telefonen, og en kvindelig pensionist fra Fyn præsenterede sig. Hun roste mine indlæg, som hun syntes ramte plet, og fortalte om sin egen situation.

Da jeg afbrød hende og fortalte om dit indlæg, Jo Holst, gav hun udtryk for, at du ramte helt ved siden af. Hun ville gerne selv tage aktivt del i arbejdet, men hendes kræfter rakte ikke. Hun håbede, at jeg fortsat havde overskud til at give udtryk for pensionisters synspunkter.

Hvad gør jeg så?

Hvis du, Jo Holst, har ret i din karakteristik af mig, bør jeg nok springe af debatvognen.

Hvis derimod min telefonveninde (og mange andre, der har ringet mig op) har ret i, at der er hårdt brug for mig og mine meninger i debatten, kan jeg da ikke svigte.

Jeg må foretage en afvejning.

Hvad er værst: At pensionisterne skal lade sig usynliggøre, eller at du, Jo Holst, skal springe nogle indlæg over?

Jeg lader svaret blæse i vinden. Kommende numre af Folkeskolen vil afsløre resultatet af mine overvejelser.

Men altså: Mit humør er i dag i kulkælderen.

Finn Andersen

Herlev