Samarbejdet bygger på tillid

Skolen skal have tillid til tv-holdet. Når den er opbygget, kan man filme det umiddelbare

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Steffen Bjergved fik ideen til »Den sorte skole« for to år siden. Hans kone er lærer og var tidligere ansat på Rådmandsgades Skole. Derfor vidste han, at en ny overbygningsskole var på vej, og han opsøgte skolelederen, der allerede var ansat.

»Det lød som et spændende sted. Vi havde lyst til at være med fra starten og følge skolen det første år. Jeg var ude på skolen med et kamera en måned for at kunne dokumentere, at der var en historie«, fortæller han.

Steffen Bjergved og Sune Roland Jensen arbejder på Fjernsynsfabrikken, der sammen med Bastard Film har produceret udsendelserne for Danmarks Radio.

Projektet blev forsinket et år og ændrede karakter undervejs. Danmarks Radio ønskede ikke at få et undervisningsprogram om skolens pædagogik, men bad om mere fokus på enkeltpersoner. Og sådan blev det.

»Vi lavede en casting, hvor vi valgte forskellige typer af elever. Vi valgte ud fra, hvilke personer vi regnede med ville gennemløbe en udvikling i nærmeste fremtid, og hvem der brændte igennem på tv. Vi valgte elever, der kunne sige noget og reflektere. Da vi først havde valgt personerne, har vi blot fulgt dem og været styret af deres oplevelser«, fortæller journalisterne.

De er begge uddannet som cand. mag. i filmvidenskab, og tv-holdet har kun be­stået af de to.

»Det handler om tillid, når man skal lave sådan en udsendelse. Skolen har været super samarbejdsvillig, og det betyder, at vi kan vise det umiddelbare. Det er styrken, når tilliden er opbygget«, siger Steffen Bjergved.

»Vi har interviewet eleverne meget, men vi har næsten ikke brugt det i udsendelserne, for de unge lever ikke i interviewet. De lever i reportagen«, siger Sune Roland Jensen.

Kun enkelte elever har bedt om at få klippet noget væk især af hensyn til deres forældre.

Et reelt billede

Formålet med »Den sorte skole« har været at tegne et portræt af nogle unge med indvandrerbaggrund på en ny type folkeskole.

»Det handler om at give denne gruppe unge et ansigt, og så har det været fascinerende at opleve en skole, som giver så meget, men som samtidig er på så stor en opgave«, siger Sune Roland Jensen.

Journalisterne havde udvalgt flere unge, så der var plads til, at nogle sprang fra. Det skete også. For eksempel rejste en elev til Libanon og blev gift.

Journalisterne mener, at de giver et reelt billede af de unge og skolen. Det kan man godt, selv om man indgår aftaler med de medvirkende.

»Vi fortæller dét, vi har oplevet på HGO. Vi gør det hverken mere positivt eller mere negativt, end det var. Vi forsøger at gengive ånden på skolen. Vi har en forpligtelse over for de enkelte til at vise dem, som vi opfatter dem, og vi håber, at de også opfatter sig selv, som vi viser dem«, siger Steffen Bjergved.

»Vores eneste dogme har været, at ingen må fremstå som skurke. Det ville udsendelsen heller ikke blive bedre af«.

»Vi håber og tror, at vi er professionelle nok til at stå inde for det, vi laver, og at vi opfatter vores udsendelse som mere vigtig end det at være gode venner med alle på HGO bagefter. Men fra begyndelsen fik vi jo også at vide, at de ikke mente, at de havde noget at skjule, så vi havde meget frie hænder«, siger Sune Roland Jensen.

hlauritsen@dlf.org