Ny lov med perspektiver

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I Folketinget forventes den nye ligestillingslov vedtaget i løbet af maj måned. Jeg synes derfor, det er vigtigt at fremhæve nogle af de centrale punkter i den nye lovgivning, fordi loven på flere områder er udtryk for en ny strategi i Danmark.

Ligestilling får en mere fremtrædende rolle i det politiske landskab. Statsministerens udnævnelse af Jytte Andersen som ligestillingsminister er et klart signal herom.

Men endnu mere væsentligt er det, at den nye ligestillingslov pålægger alle 20 ministre at arbejde med ligestilling ud fra mainstreamingstankegangen. Det betyder på jævnt dansk, at der i alle dele af den danske lovgivning og administration skal arbejdes aktivt med ligestilling.

Undervisningsministeriet skal ligesom de øvrige ministerier udarbejde en ligestillingsredegørelse hvert andet år til ligestillingsministeren. Den nye ligestillingslov indebærer ligeledes, at undervisningsministeren i lighed med de øvrige ministre skal medtænke ligestillingselementet, når hun påtænker nye initiativer. Det vil stille store krav til en lang række personer, idet størstedelen formentlig ikke tidligere har beskæftiget sig med ligestilling. Ligestillingsarbejdet skal nå ud over bureaukratiets egne rækker, hvor ligestilling ofte blot er en masse statistik om, hvor mange kvindelige ledere der er på bestemte løntrin.

Ligestilling skal være nærværende for alle - og helst iboende alle tiltag overalt i samfundet. Det handler om det enkelte menneskes muligheder, således at alle får mulighed for at udnytte egne evner bedst muligt uden at være bundet af snævre kønsstereotyper og fordomme. Lærere har således et stort ansvar over for eleverne, både drenge og piger.

I forbindelse med formidling er viden et meget centralt punkt. Derfor bliver denne del ligeledes styrket med den nye ligestillingslov. Der oprettes et Videncenter for Ligestilling, der skal igangsætte forskning, være debatskabende samt videreformidle viden til den brede offentlighed. Videncenteret vil derfor være en nyttig institution for lærere, elever og studerende på alle niveauer.

Videncenteret bliver en uafhængig institution og vil derfor i høj grad forventes at kunne forholde sig kritisk til de ligestillingspolitiske tiltag.

I tilknytning til videncenteret oprettes et debatforum. Debatforumet skal fungere som inspirationskilde for videncenteret. Der vil derfor ikke blive tale om faste medlemmer af dette forum, fordi det vil variere, afhængigt af hvilke emner der bliver diskuteret. Desuden er det meget vigtigt at understrege, at man absolut ikke skal være ekspert for at sidde i debatforumet, idet formålet netop er at få en så mangfoldig debat som muligt.

Ud over udpegning af ligestillingsministeren og oprettelsen af et videncenter med tilhørende debatforum rummer den nye ligestillingslov endnu en nyskabelse. Der bliver i en forsøgsperiode på to år oprettet et ligestillingsnævn, som skal tage sig af de sager om kønsdiskrimination på arbejdsmarkedet, som ikke kan behandles i det fagretlige system. Desuden vil nævnets sekretariat kunne rådgive borgere, organisationer og virksomheder om, hvordan en sag om forskelsbehandling kan indbringes, ligesom nu i Ligestillingsrådet.

Alt i alt er der således tale om en styrkelse af ligestillingsarbejdet på en lang række punkter. Dette understreges også af, at der hvad angår både personale og budget er tale om næsten en tredobling i forhold til Ligestillingsrådet, således at der samlet bevilges omkring 20 millioner kroner til ligestillingsarbejdet i Danmark om året. Det er ikke så ringe endda.

Ingrid Rasmussen er formand for Ligestillingsrådet

Powered by Labrador CMS