Debat

Atuarfitsialak er i støbeskeen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

'Atuarfitsialak', rapper de grønlandske unge! 'Den gode skole' kalder vi den også. Om bare et år, den 1. august 2002 får vi en ny folkeskolelov i Grønland, og når den efter nogle år er gennemført i hele skoleforløbet, vil meget se anderledes ud! Tværfaglighed, projektarbejde, fleksibel planlægning, masser af sprog - grønlandsk-dansk og engelsk først og fremmest - naturfag, filosofi - alt sammen med udgangspunkt i, at skolen skal møde børnene, der hvor de er, og være med til at udvikle dem til helstøbte mennesker. Et ambitiøst og spændende projekt, en grønlandsk folkeskole, men også med et internationalt tilsnit, inspireret fra Canada, USA og naturligvis Danmark.Hvis du har lyst til at vide mere om tankerne i Atuarfitsialak, er du velkommen til at ringe til vores pædagogiske center, Inerisaavik (telefon 00 299 32 15 02), og bede om at få tilsendt hæftet 'På vej til Atuarfitsialak'.

Der er positiv fokus på skolen i Grønland. Kommunerne har lige overtaget lærerne og er optaget af at tiltrække kvalificerede medarbejdere. Der er indgået aftaler mellem lærerforeningen og kommunerne om samarbejdsudvalg og om forskellige personalepolitiske tiltag. Som landsstyremedlem glæder jeg mig over det positive og velkvalificerede med- og modspil, vi får i samarbejdet med lærerne. Et samarbejde som nu - efter den veloverståede konflikt - er sat på skinner igen. Folkeskolen har dog også nogle problemer. Mange steder er bygningerne ikke, som man kunne ønske sig, de kan være for små, eller for dårligt indrettet. Der er planer for en renovering, men det sker ikke på en gang alle steder. Kommer du ud et mindre sted, skal du være forberedt på, at ikke alle børnene er lige gode til at forstå, hvad du siger på dansk. Og så har mange lærere alt for mange overtimer. Disse og andre problemer gør kommunerne og vi i hjemmestyret, hvad vi kan, for at løse med de midler vi har, og først og fremmest har vi brug for flere uddannede lærere.

Vi har mange dygtige lærere, både grønlandske og danske, men vi har brug for mange flere! Så hvis du er ung og energisk, ældre og erfaren, eller midt imellem, og du i kortere eller længere tid har lyst til at være med til at deltage i arbejdet med udviklingen af 'Den gode skole', så glæder vi os til at byde dig velkommen til et spændende og udfordrende job med indbyggede oplevelser, både i naturen og sammen med befolkningen.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Lise Lennert

landsstyremedlem for Kultur, Uddannelse, Forskning og Kirke