Debat

Professorens 80 procent

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg deltog den 8. og 9. februar i Kommunernes Landsforenings såkaldte 'Skolerigsdag'. Et ganske godt arrangement med deltagelse af en bred skare af skolefolk fra det meste af landet spændende fra undervisningsminister, folketingsmedlemmer, kommunalbestyrelsesmedlemmer og så videre til os lærere/skoleledelser, der har følingen med det, det hele drejer sig om - den daglige undervisning af eleverne.

For os på gulvet var det en god mulighed for at høre, hvordan dagens folkeskole blev opfattet af politikere og andre med indflydelse på udformningen af folkeskolen. Det gav os mulighed for at pejle os ind på, hvor langt vi hver især var kommet med hensyn til 'ny' folkeskolelov/'Folkeskolen år 2000'. Her kommer vi så til årsagen til mit indlæg. Et af indlæggene kom fra en professor ved det, der burde være vores pædagogiske foregangssted - stedet med fingeren på pulsen - Danmarks Lærerhøjskole. Professor Niels Egelund udtalte, at i dagens folkeskole foregår 80 procent af al undervisning ved, at læreren står og taler ud i klassen eller taler til en enkelt elev (underforstået at de øvrige er inaktive imens?). Den erfaring og det kendskab, jeg har til dagens folkeskole, passer ikke ind i dette mønster, og mange af dem, jeg efterfølgende talte med på 'Skolerigsdagen', var af samme opfattelse. Rent faktisk har mange taget den 'ny' folkeskolelov ganske alvorligt og arbejder med at udforme mål og principper for en undervisning, der kan leve op til disse krav, ligesom man bevidst arbejder på at udforme undervisningen, så den enkelte elev tilgodeses bedst muligt. Dette arbejde føres ikke ud i livet, ved at læreren står og taler i 80 procent af undervisningstiden, men ved at lærerne i de enkelte team bruger en betragtelig mængde tid på fælles forberedelse og tilrettelæggelse af en emneorienteret undervisning eller arbejde med projekter, hvor læreren snarere 'taler' 80 procent af tiden med enkeltelever - undervisningsdifferentiering.

Niels Egelund og jeg kan godt blive enige om, at meget stadig kan gøres bedre, men de fleste af os begynder generelt nedefra og lader så udviklingen af undervisningen følge børnene op gennem skolesystemet.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Det, der har irriteret mig mest ved Egelunds udtalelser, var en artikel fra Jyllands-Posten, en af mine kolleger stak mig i hånden efter hjemkomsten fra 'Skolerigsdagen' - en artikel med overskriften: 'Folkeskolen spilder undervisningstid'. En artikel skrevet med udgangspunkt i Egelunds indlæg, der slår fast, at eleverne i den danske folkeskole i dag generelt får auditorieundervisning. Niels Egelund foreslår så, at man i stedet benytter sig af gruppearbejde i langt højere grad for derved bedre at kunne tilgodese de enkelte elever.

Desværre må jeg give journalisten ret i, at dette var, hvad man kunne uddrage af Egelunds indlæg, men jeg oplevede da heldigvis en del på 'Skolerigsdagen', der mente, at Egelunds synspunkter var udtryk for manglende opdatering omkring det virkelige liv i dagens folkeskole, hvor der mange steder foregår et seriøst udviklingsarbejde.

Thorkild Christensen

Bramsnæs