Derfor har Maria sagt farvel til sin identitet som folkeskolelærer

For et år siden tog Maria Roneklindt og hendes mand et valg, der satte en masse tanker i gang. Et valg om at skrive deres datter op til den lokale friskole i Flakkebjerg på Vestsjælland.

Selv så hun sig ellers ikke bare som lærer, men som folkeskolelærer med stort F. Og i tæt på 10 år har hun desuden været en af fagbladet Folkeskolens faste lærerskribenter.

Men da hun skulle vælge skole til sin egen datter, kunne hun ikke få sig til at sende datteren på en folkeskole af frygt for, at hun kunne ende som en af dem, der bliver overset.

For som mangeårig lærer i folkeskolen vidste hun, at det ville være en reel risiko. For som lærer har hun selv gjort det. Faktisk har hun ikke overblik over, hvor mange gange hun er gået fra sin undervisning med en dårlig følelse af slet ikke at være nået omkring alle sine elever.  

Så da hun lige inden sommerferien i år blev opfordret af en tidligere kollega på selvsamme friskole til at komme forbi til en samtale, gik det pludselig hurtigt.

”Jeg havde egentlig ikke tænkt, at der skulle komme noget ud af samtalen. Men kemien var der bare, og da friskolen som noget nyt også har fået en udskolingsafdeling, var det pludselig for lokkende til, at jeg kunne takke nej,” fortæller Maria Roneklindt.

Tilbage på fuld tid

Det er ikke uvant for den 45-årige lærer at starte nyt job. Friskolen er hendes femte arbejdsplads som lærer, men denne gang føles det helt anderledes.

Kontrasten er da også til at tage at føle på.

For hvor hun har sagt farvel til en femsporet byskole, er friskolen en landsbyskole med omkring kun en tiendedel så mange elever. For tre år siden lukkede Flakkebjerg Skole som folkeskole, men lokale kræfter sikrede, at den allerede sommerferien efter kunne genåbne som friskole.

”I min 7.-klasse er der 12 elever, og i min 4.-klasse er der ni. Det gør en enorm forskel for mit overskud. Og selv hvis der kommer flere elever på skolen, har skolebestyrelsen valgt, at der maksimalt må være 20 elever i klasserne,” siger Maria Roneklindt.

Som noget nyt er hun også for første gang i fire år tilbage på fuld tid. Og selvom det stadig er nyt, har hun faktisk mere overskud nu, selvom hun ikke længere har en ugentlig fridag.

”Den helt store forskel er, at jeg ikke længere skal være på overarbejde i timerne, som jeg har været vant, når jeg nogle gange har jongleret med 27 elevers forskellige behov. Jeg er vant til at føle, at jeg ikke kunne være der for alle mine elever og få at vide, at jeg skulle sænke mine ambitioner for at kunne være i det. Det er bare svært, når det handler om børn og unge, man kan se, der syner hen, fordi de ikke får den hjælp, de har brug for. Nogle gange brugte jeg mine huller i skemaet til at prøve at følge op på nogle elever. Men det blev aldrig helt godt. Tiden og overskuddet var der ikke,” fortæller hun.

Skolen er ”helt anderledes og rolig”

Men den største forskel, hun har lagt mærke til her kort inde i skoleåret, er stemningen på skolen. 

”Den er helt anderledes og rolig. Alle kender hinanden, giver knuckles og siger ’god dag, vi ses’. Skolen har også meget fokus på trivsel og fællesskab. Hver dag har alle elever en halv times aktivitetsbånd sammen, hvor eleverne leger forskellige lege udenfor i alt slags vejr.”

Foto: Klaus Bech

Foto: Klaus Bech

”Og onsdag er altid fagdag, hvor alle arbejder på kryds og tværs inden for et bestemt tema, vi har valgt for dagen. Så der er ikke nogen, der ikke kender hinanden.”

Det er ikke kun stemningen på gangen, der er anderledes. Elevernes gode forhold til hinanden skinner også igennem i hendes engelskundervisning, oplever Maria Roneklindt.

”I min 7.-klasse har de ingen problemer med at fremlægge eller generelt at stille sig op og snakke på engelsk. Det har jeg ikke oplevet på de andre skoler, jeg har været på. Så snart eleverne fik at vide, at der skulle fremlægges, begyndte de at spørge, om de kunne gøre det alene kun med mig, eller om de max måtte fremlægge foran få andre”.

Hvad med Aula? Havde du glædet dig til at slippe for det?

”Det gør ikke den store forskel. Vi har et system, der minder om, som bare hedder ViGGO,” siger hun og fortæller, at der alligevel er en ret stor forskel.

”Den store forskel er, at skolen har en politik om, at vi ikke bombarderer forældrene med opslag. Der kommer ét nyhedsbrev hvert halve år, hvor de fleste informationer samles. Hvis forældrene vil vide noget specifikt, må de skrive og spørge. Vi bruger heller ikke meget krudt på at beskrive de forløb, eleverne skal igennem. Her nøjes vi med at informere forældrene i overskriftsform”.

Farvel til læringsplatform

Til gengæld kan hun nu allerede mærke, at det er en stor forskel, at hun ikke længere har adgang til en læringsplatform.

”Jeg var på en virkelig stor folkeskole med fem spor, hvor det var kulturen, at vi brugte de samme forløb på tværs af klasserne, og det var tit portalforløb, som jeg egentligt ikke syntes var superspændende.”

Konsekvensen var, at hun følte en større og større distance til det, hun stod og underviste i. 

”Jeg følte ikke, jeg havde ejerskab over det, og jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne være i det, fordi den lærer, som jeg gerne ville være, var forsvundet.”

Hun understreger, at det ikke er, fordi hun ikke måtte gøre tingene på sin egen måde. 

Foto: Klaus Bech

Foto: Klaus Bech

”Det havde ledelsen givet mig deres velsignelse til at gøre, men det var bare blevet kulturen lige på den skole. Faktisk så meget at eleverne indimellem stillede spørgsmålstegn, hvis jeg lavede noget andet end parallelklassen.”

Men selvom hun nu føler sig mere frigjort og glad, kan hun også godt se, at der også var fordele ved at have adgang til en læringsplatform.

”Det gjorde jo forberedelsestiden kortere. Så der er fordele og ulemper ved det hele.”

Takker af som faglig rådgiver

Maria Roneklindts nye titel som friskolelærer betyder også, at hun må takke af som Folkeskolens faglige rådgiver i engelsk.

I 2017 blev hun sammen med fem andre lærere redaktionens første faglige rådgivere, der siden har lavet faste indlæg om deres fag og oplevelser fra lærerhverdagen.

”Jeg har fået sindssygt meget ud af at have den rolle, fordi jeg har lært så meget om mig selv og min måde at være lærer på. Jeg er blevet tvunget til at reflektere og sætte ord på min undervisning, og det har ofte ligget i baghovedet, om en episode fra min undervisning kunne bruges i et indlæg.”

Igennem årene har der været indlæg, hun frygtede ville medføre negative reaktioner fra elever, forældre eller kolleger. Men tilbagemeldingerne har stort kun været positive.

Faktisk har hun mest oplevet, at indlæggene har været med til at skabe et ekstra særligt bånd til eleverne og deres forældre, fordi de har fået indblik i tingene fra lærerens øjne.

”Der har heller ikke været nogen, der har været sure, hvis de godt har kunnet genkende sig selv i et indlæg. Faktisk har det ofte været sådan ’Ej, det var dig, der sagde det der. Det var fedt’. Min største oplevelse var nok, da en af mine elever kom til mig og sagde ’Jeg ser helt anderledes på jer lærere, efter jeg har læst dit indlæg’. Det rørte mig virkelig.”  

Selv mødet med kommentarsporet på Facebook har generelt været en god oplevelse.

”Der har været meget få negative kommentarer, og de har ikke fyldt noget for mig. For mig har de positive til gengæld fyldt rigtigt meget,” siger hun.

Til gengæld var der en periode, hvor hun søgte nye græsgange, hvor hun undrede sig over at blive forbigået.

”Jeg fik svar fra en del, men jeg blev sorteret fra efter samtalen. De sagde aldrig hvorfor, men jeg fik en fornemmelse af, at de efterfølgende havde googlet mig og måske blev lidt nervøse for, hvad jeg kunne finde på at skrive om.”

”Ej, det er dig”

Men hun kan også huske den velkomst, hun fik fra flere af lærerne, da hun startede nyt job på en folkeskole i Ringsted Kommune.

Foto: Klaus Bech

Foto: Klaus Bech

Som faglig rådgiver har Maria Roneklindt lukket omverdenen helt tæt på sine personlige frustrationer og nogle gange også usikkerheder.

Hun har blandt andet fortalt om en episode, hvor hun nærmest brændte sammen i undervisningen af raseri. Om at hun blev skræmt over at blive kaldt til samtale for at have 3,5 sygedage på et halvt år, og at hun som engelsklærer ikke altid kan svare på alle elevernes spørgsmål om, hvordan man udtaler eller staver et bestemt ord.

Har du undervejs været i tvivl om, hvor tæt på du ville lade læserne komme på dig?

”Ikke så meget faktisk,” siger hun.

”Jeg har aldrig følt, at det var et tabu at sige, at der var noget, man har svært ved. Det skal vi kunne tale højt om. Vi har alle oplevet en lærer, der er gået grædende fra en time, og jeg tror, at man lyver, hvis man siger, at man ikke selv har haft det svært.”

Rollen som faglig rådgiver har også gjort Maria Roneklindt til en kendt lærerstemme i den brede offentlighed. I seks år har hun siddet med i Undervisningsministeriets faggruppe for engelsk. Og lige nu er hun eneste lærer i ekspertgruppen, der skal komme med anbefalinger til ændringer af afgangsprøverne.

Og hun er ofte blevet kontaktet af både Folkeskolens journalister og journalister fra andre medier.

”Jeg kan huske første gang, jeg skulle i tv. Dér var jeg godt nok nervøs. Men man vænner sig til det. Dog har jeg skåret meget ned på det, efter jeg blev mor. For det tager tid og overskud, at de skal ud på skolen og filme. Så siden har jeg holdt mig til at være med i Go’ morgen Danmark og Go’ Aften via videoopkald,” siger hun og fortæller, at hun heller ikke har haft svært ved at takke nej en gang imellem.

Det gjorde hun blandt andet, da hun blev inviteret ind i Debatten på DR2 for at diskutere lærernes arbejdstid.

”Det var alligevel lidt for voldsomt for mig. Jeg følte mig ikke ligefrem klar til at stå på tv og diskutere med politikere,” siger hun.

Og blev hun også lidt bekymret, da hun kort efter, at en fransk lærer var blevet halshugget for at have vist sine eleverne en muhammedtegning, fortalte på Facebook, at hun viser tegningerne, hvis eleverne efterspørger at se dem.

”Dér tænkte jeg lige ’shit, var det dumt’. Men jeg oplevede slet ikke noget negativt,” siger hun.

Vil ikke tale dårligt om forældrene

Og så har hun generelt haft en holdning til, at hun ikke taler dårligt om forældre.

”Journalister har indimellem forsøgt at få mig til at give forældrene en del af skylden for børnenes mistrivsel i skolen, men den hopper jeg ikke på. Forældre gør det så godt, de kan. Det vil altid være mit perspektiv.”

Og skal Maria Roneklindt pege på, hvad hun er allermest stolt af, så er det, at hun flere omgange er blevet udvalgt af ministeriet til at sidde med i ekspertgrupper.

”Det er så vildt. Nogle gange kan jeg godt nive mig i armen over, at det er mig, der sidder dér. For jeg synes, at der er så mange andre, som er dygtige og vidende.”