”Shut the fuck up!”
Ordene blev ikke råbt. De blev skreget ud. Mine knoer var hvide, og jeg dirrede af raseri. Jeg kiggede rundt i klassen for at finde ud af, hvor vreden kom fra, men jeg vidste det jo godt. Den kom fra mig.
Eleverne sad som forstenede. Afventende. De var klart mindre overraskede, end jeg havde forestillet mig. Jeg var nok selv den, der var mest overrasket.
Her gik det galt
Engelsklektion var faktisk startet ganske fint. Det var over frokost, og efter noget lidt tungt Meebook-arbejde havde jeg planlagt en bevægelsesaktivitet. Bagefter skulle de tilbage i klassen og lave en Kahoot om emnet.
Da eleverne efter 20 minutter rundt på skolen kom tilbage til klassen, gik det galt. De loggede ind på Kahoot’en med dumme navne, slukkede hinandens computere, og støjniveauet eksploderede.
Til sidst brændte jeg sammen
Maria Roneklindt Lærer og engelskrådgiver
Jeg stod ved skærmen og var klassens klovn, fordi jeg konstant slettede navne, der ikke var i orden. Jeg havde mest lyst til at afbryde Kahoot’en, men jeg havde også 18 andre elever, der sad og ventede på at komme i gang med at spille. Jeg blev mere og mere frustreret – og til sidst brændte jeg sammen. Jeg spændte i hele kroppen, og så brølede jeg: ”Shut the fuck up!”.
Bagefter fulgte en længere skideballe med mange bandeord og flere trusler. Jeg ved ikke, hvor det kom fra. Ordene flød bare ud af min mund, og jeg følte mig som en iagttager af noget, jeg selv normalt tager afstand fra. Eleverne var stille. Måske lyttede de, eller måske ventede de bare på, at jeg var færdig?
Bagefter spillede vi Kahoot’en. Så ryddede vi op. Og så gik de til valgfag. Jeg rystede stadig lidt, da jeg satte mig ud i bilen en halv times tid senere. Det sang for mine ører, og jeg slukkede radioen og kørte hjem i stilhed. Jeg var helt mast - både på grund af elevernes adfærd og støjniveauet, men allermest på grund af min egen reaktion.
”Hvad siger man lige?”
Da jeg næste morgen stod i samme klasse, var jeg lidt ved siden af mig selv. For jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle komme igen. Hvad siger man lige?
Det er fint, Maria, jeg tror, vi havde fortjent det
Elev til Maria Roneklindt
”Jeg er ked af, at jeg blev så vred i går. Det ligner mig faktisk ikke. Jeg synes ikke, det var okay, at I opførte jer, som I gjorde, men jeg skulle ikke have skældt ud på den måde,” sagde jeg prøvende.
De kiggede spørgende på mig. En af dem sagde: ”Det er fint, Maria, jeg tror, vi havde fortjent det.” Flere nikkede samtykkende. Og så gik de i gang med skolearbejdet.
Jeg kiggede måbende rundt i klassen. Det var fint? Jeg syntes, det var alt andet end fint, og jeg skammede mig stadig over min reaktion, som jeg syntes var enormt upædagogisk. Jeg havde lyst til at sige mere, men eleverne var tydeligvis allerede videre.
Efterfølgende har episoden fyldt hos mig. Er det virkelig der, vi er kommet til i folkeskolen anno 2026? Skal vi tilbage til brølende lærere, der bander og svovler og truer med bål og brand?
Jeg håber det ikke. For når jeg genspiller episoden i mit indre, er det ikke mig, der brølende står og truer, mens hele min krop sitrer i vrede. Det er en, jeg ikke kender. Og en, som jeg bestemt ikke ønsker skal varetage min lærergerning eller være en del af folkeskolen.
Lærer: Til sidst brændte jeg sammen og skreg ud i klassen – Eleverne sad som forstenede
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.