Jeg har fået nyt job. På en friskole. Og selvom jeg er fyldt op af spænding og gode følelser omkring alt det nye, så var det ikke uden vemod, at jeg afleverede mine nøgler på min gamle arbejdsplads inden sommerferien.
For et år siden skrev min mand og jeg vores datter op til Flakkebjerg Friskole. En lille, nystartet friskole her i den landsby, hvor vi bor. Det var på mange måder en nem beslutning, men den gav alligevel anledning til nogle tanker. For var vi i virkeligheden illoyale mod os selv og vores overbevisning?
Min mand og jeg var på daværende tidspunkt begge lærere i folkeskolen, og særligt jeg havde i årevis været fortaler for folkeskolen. Jeg havde i over 20 år følt mig forbundet med folkeskolen på en måde, der er svær at beskrive. Jeg var ikke bare lærer, jeg var folkeskolelærer.
Folkeskolen – og mit arbejde i den – har været med mig i over 20 år. Gennem livets op- og nedture. Jeg har gennemlevet prikkerunder, sparerunder og utallige pædagogiske tiltag. Og jeg har talt om det, skrevet om det og været sur og rasende – altid fordi jeg ønskede at give børnene og de unge de bedste forudsætninger for at trives og lære. Jeg har været på fire forskellige folkeskoler med fire forskellige profiler, og hvert sted har en særlig plads i mit hjerte. Hver skole har været med til at skabe den lærer, jeg er i dag.
En weekend ændrede alting
Jeg er startet på Flakkebjerg Friskole her efter sommerferien. ”Tid til forandring”, har jeg hørt mig selv sige. Men det handler ikke kun om det. Folkeskolen strammede til sidst sit greb om mig på en måde, hvor jeg ikke kunne trække vejret. Jeg følte mig begrænset og kvalt, og jeg kunne ikke selv mærke det tydeligt nok. Det kunne andre heldigvis. Nogen så åbenbart før mig, at jeg havde brug for noget andet. Jeg sagde på gensyn til mine elever fredag før sommerferien, intetanende om at jeg så ind i en weekend, der skulle ændre alting. Mandag morgen sagde jeg op.
Jeg har sagt farvel til én måde at være lærer på. Og goddag til en ny. Jeg er kommet på fuld tid for første gang i fire år. Jeg har travlt, men jeg kan mærke mig selv igen. Det er jeg taknemmelig for.
Med mit farvel til folkeskolen siger jeg også farvel til mit hverv som faglig rådgiver her på folkeskolen.dk. Det er vemodigt, men også rigtigt. Jeg har skrevet indlæg månedligt – ja, i starten faktisk ugentligt – om at være engelsklærer og om lærerlivet generelt siden 2017. Det har været helt fantastisk at få lov til at dele ud af både erfaringer, frustrationer og begejstring – og at have et sted, hvor andre faktisk forstod. Jeg er blevet grebet mange gange af jer, senest da jeg skrev om at miste mig selv i et raserianfald over for en 8. klasse. Tak for det!
Jeg kan nok ikke lade være med at følge med herinde. Jeg føler stadig, vi er ligesindede. Jeg underviser stadig børn og unge i de fag, jeg brænder for, og selvom min platform nu hedder Viggo og ikke Aula, så er vi stadig i samme båd på mange måder.
Så dette er et farvel til folkeskolen.dk og til det at være folkeskolelærer. Men ikke til lærergerningen. Den tager jeg med mig. Og måske er det i virkeligheden det, jeg har opdaget: At jeg godt kan forlade folkeskolen uden at forlade alt det, den har givet mig.
Engelskrådgiveren siger farvel: Jeg har forladt folkeskolen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.