Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Debat

Jeg blev skræmt, da der landede et brev i e-Boks efter 3,5 sygedage

Handler omsorgssamtaler egentlig om omsorg eller mistillid, spørger lærer Maria Roneklindt.

Maria Roneklindt
Maria Roneklindt Lærer og Folkeskolens engelskrådgiver
5 kommentarer
5. december 2025, kl. 05:00
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.
5 kommentarer

I sidste uge var jeg til omsorgssamtale. Samtalen var jeg blevet indkaldt til i e-Boks, og jeg blev både overrasket og en smule skræmt, da jeg så brevet. Udgangspunktet for min samtale var mine 3,5 sygedage siden skoleopstart i august. 

Samtalen gik fint. Jeg skrev under på et referat, der i korte træk forklarede årsagen til mit fravær. Min leder var både venlig og professionel, og vi fik sågar vendt løst og fast.

Sidenhen har jeg spekuleret. Og undret mig. 3,5 sygedage siden starten af august er ikke ret meget i min optik. Men nok til en omsorgssamtale, fordi fraværet var spredt ud. Og fordi man gerne vil sikre sig, at sygdommen ikke er arbejdsrelateret. 

Uanset intentionen opleves omsorgssamtaler forskelligt af os lærere

Maria Roneklindt Lærer og Folkeskolens Engelskrådgiver

Omsorg er at tage sig af nogen på en måde, der viser omtanke, ansvarlighed og venlighed. Det handler om at hjælpe, støtte eller beskytte andre. 

Men er omsorgssamtaler egentlig udtryk for reel omsorg? På nogle skoler bruges de som første step i en fyringsrunde, har jeg ladet mig fortælle. På andre skoler er de ment som en løftet pegefinger a la “Big brother is watching you”. Og hos os er de allermest et forsøg på at dokumentere en form for indsats i tilfælde af en senere stresssygemelding. 

Mistillid eller omsorg?

Uanset intentionen opleves omsorgssamtaler forskelligt af os lærere, og jeg synes, det er værd at tale om, hvad det gør ved os at blive indkaldt. For nogle bliver det opfattet som mistillid. Hvor syg var du egentligt, da du sygemeldte dig? Syg nok? Eller ville du reelt kunne være kommet på arbejde (og måske bare have ydet lidt ringere)?

For andre skaber det en unødig angst for at blive syg igen. For hvis 3,5 fraværsdage på fire måneder fører til en indkaldelse i e-Boks og en samtale med skolelederen, så begynder jeg at bede til, at mine migrænedage falder i ferier og weekender. For jeg kan vel ikke være andet bekendt? 

Man bør ikke skulle forsvare sig selv og sine sygedage

Maria Roneklindt Lærer og Folkeskolens Engelskrådgiver

Jeg tror, det er de færreste ledere, der har den intention at skabe utryghed eller angst hos medarbejderen. Men jeg tror, at det ofte er det, der sker. Derfor er det vigtigt at italesætte det. For man bør ikke skulle forsvare sig selv og sine sygedage. Og ingen bør føle sig utrygge eller angste, hvis de indkaldes til en samtale grundet deres sygefravær.

Vores arbejdsforhold skaber desværre gode rammer for sygdom. Både i forhold til vira og bakterier, som vi udsættes for i stort omfang i vores omgang med eleverne, men også fordi vi arbejder under nogle helt urimelige rammer. Mange af os hænger i med fingerspidserne. Og det koster på kroppen og psyken altid at være bagud og presset til det yderste. 

De fleste af os synes, vi har verdens bedste job. Men de fleste af os synes også, at der ikke er tid nok til at udføre vores opgaver. Lad os tale om dét i stedet for at sætte det systematisk op med breve i e-Boks og mulighed for bisidder og underskrifter på referater. Det tror jeg faktisk i sidste ende vil gavne mere på sygefraværet hos lærerne.

5 kommentarer

Læs også

  • Kvindelig lærer, der er syg.
    Fravær

    Lærernes sygefravær er vokset markant på 10 år: Især i folkeskolen er der blevet flere sygedage

  • Morten Korsbakke, lærer og matematikvejleder
    Blog

    Hvad er takt og tone, når en kollega sygemeldes

    Morten Korsbakke Lærer
  • 12 lærere: Vi holder mund - både i medierne og på lærerværelset
    Debat

    12 lærere: Vi holder mund - både i medierne og på lærerværelset

    12 lærere og debatambassadører hos fagbladet Folkeskolen
3 relaterede artikler
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Jeg blev skræmt, da der landede et brev i e-Boks efter 3,5 sygedage

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS