Jeg blev skræmt, da der landede et brev i e-Boks efter 3,5 sygedage

I sidste uge var jeg til omsorgssamtale. Samtalen var jeg blevet indkaldt til i e-Boks, og jeg blev både overrasket og en smule skræmt, da jeg så brevet. Udgangspunktet for min samtale var mine 3,5 sygedage siden skoleopstart i august. 

Samtalen gik fint. Jeg skrev under på et referat, der i korte træk forklarede årsagen til mit fravær. Min leder var både venlig og professionel, og vi fik sågar vendt løst og fast.

Sidenhen har jeg spekuleret. Og undret mig. 3,5 sygedage siden starten af august er ikke ret meget i min optik. Men nok til en omsorgssamtale, fordi fraværet var spredt ud. Og fordi man gerne vil sikre sig, at sygdommen ikke er arbejdsrelateret. 

Omsorg er at tage sig af nogen på en måde, der viser omtanke, ansvarlighed og venlighed. Det handler om at hjælpe, støtte eller beskytte andre. 

Men er omsorgssamtaler egentlig udtryk for reel omsorg? På nogle skoler bruges de som første step i en fyringsrunde, har jeg ladet mig fortælle. På andre skoler er de ment som en løftet pegefinger a la “Big brother is watching you”. Og hos os er de allermest et forsøg på at dokumentere en form for indsats i tilfælde af en senere stresssygemelding. 

Mistillid eller omsorg?

Uanset intentionen opleves omsorgssamtaler forskelligt af os lærere, og jeg synes, det er værd at tale om, hvad det gør ved os at blive indkaldt. For nogle bliver det opfattet som mistillid. Hvor syg var du egentligt, da du sygemeldte dig? Syg nok? Eller ville du reelt kunne være kommet på arbejde (og måske bare have ydet lidt ringere)?

For andre skaber det en unødig angst for at blive syg igen. For hvis 3,5 fraværsdage på fire måneder fører til en indkaldelse i e-Boks og en samtale med skolelederen, så begynder jeg at bede til, at mine migrænedage falder i ferier og weekender. For jeg kan vel ikke være andet bekendt? 

Jeg tror, det er de færreste ledere, der har den intention at skabe utryghed eller angst hos medarbejderen. Men jeg tror, at det ofte er det, der sker. Derfor er det vigtigt at italesætte det. For man bør ikke skulle forsvare sig selv og sine sygedage. Og ingen bør føle sig utrygge eller angste, hvis de indkaldes til en samtale grundet deres sygefravær.

Vores arbejdsforhold skaber desværre gode rammer for sygdom. Både i forhold til vira og bakterier, som vi udsættes for i stort omfang i vores omgang med eleverne, men også fordi vi arbejder under nogle helt urimelige rammer. Mange af os hænger i med fingerspidserne. Og det koster på kroppen og psyken altid at være bagud og presset til det yderste. 

De fleste af os synes, vi har verdens bedste job. Men de fleste af os synes også, at der ikke er tid nok til at udføre vores opgaver. Lad os tale om dét i stedet for at sætte det systematisk op med breve i e-Boks og mulighed for bisidder og underskrifter på referater. Det tror jeg faktisk i sidste ende vil gavne mere på sygefraværet hos lærerne.