Debat

DLF mener:  Ambitioner og virkelighed skal hænge sammen

Publiceret

Alle lærere kender problemet. Der er så mange opgaver, vi gerne vil nå, for at skabe en god skole og for at skabe god undervisning. 

Ambitionerne på skolen er store, ledelsen sætter barren højt, og kollegerne bidrager og bakker op – men når læreren kigger på opgaveoversigten, så er det svært at genkende virkeligheden. Ambitionerne er der stadig, opgaven er udtalt, men nu ligger opgaven ligesom mellem linjerne på opgaveoversigten, og praksis bliver, at opgaverne og ansvaret skubbes rundt. 

På samme måde kan man som lærer undre sig, når man åbner avisen eller hører politikere på Christiansborg tale om folkeskolen. Ambitionerne er store, og skolen skal både være mere praksisnær, have nye valgfag, hjælpe flere unge i uddannelse og tage bedre hånd om de mange elever med særlige behov.

Men pengene til at indfri ambitionerne? De følger ikke med. 

Når regeringens nye udspil skal finansieres, er det med penge, der allerede er brugt. Og selv om Finansministeriet gang på gang finder nye milliarder i en efter sigende “bomstærk” økonomi, er der ikke nye penge til folkeskolen.

Somme tider tænker jeg, at flere af vores politikere ligesom Mattias Tesfaye, der har været på mange skolebesøg, kunne have godt af at komme i praktik på en helt almindelig folkeskole. For ude i virkeligheden er det svært at se, hvordan man skal nå i mål med ambitionerne. 

Ude i virkeligheden skal godt halvdelen af kommunerne spare på folkeskolen næste år, og lærerne har løbet stærkt – for stærkt – i årevis. 

Men hvordan undgår vi, at ansvaret for skolen ikke blot skubbes rundt ligesom opgaverne på opgaveoversigten? Og hvordan sikrer vi, at vi har et fælles billede af virkeligheden i folkeskolen? 

Der findes ikke et enkelt svar. Men i Danmarks Lærerforening bruger vi alle de veje til indflydelse, vi har. Både lokalt og nationalt, på den enkelte skole og i samarbejdet mellem kreds og kommune. I Sammen om skolen-partnerskabet og ved forhandlingsbordet til Overenskomst 24.

Skal vi lykkes med at sikre en bedre sammenhæng mellem ambitionerne og virkeligheden i skolen, kræver det, at alle parter fortsat har ambitioner om at skabe fælles billeder af folkeskolens udfordringer. Derfra handler det om at skabe handling og finde løsninger, der gør en positiv forskel for medlemmerne helt ude på den enkelte skole.