Inklusion er fortællingen om begejstrede embedsmænd og resignerede lærere

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

I begyndelsen af 10'erne efterlod den skønne forening af skolereform, lov 409 og inklusionslov mange lærere modløse. Derfor gik der et slags lettelsens suk gennem mange lærerværelser, da måltallet for inklusion af 96 procent af eleverne i folkeskolen omsider blev droppet i 2015.

10 år senere er inklusionsdagsordenen imidlertid tilbage i fuldt flor, og hvis jeg skal opsummere stemningen blandt de aktive lærere, jeg omgås med, vil jeg koge det ned til følgende; begejstringen er til at overse.

Et idealbillede af folkeskolen

På tværs af kommuner præsenteres nye visitationsmodeller og visioner om en mere inkluderende folkeskole. Aalborg Kommunes udgave ”Sammen om stærkere fællesskaber” tegner et idealbillede af en folkeskole, som med fleksible løsninger i nærmiljøet evner at rumme en bredere elevgruppe i almenskolen.

Projektet, der nu politisk er vedtaget, er med stor overbevisning blevet præsenteret overalt i skolesystemet, ligesom alle relevante aktører, herunder de faglige organisationer, er blevet rettidigt inddraget. Den processuelle omhu til trods får jeg øje på potentielt afgørende misforhold: Diskrepansen mellem embedsmændenes begejstring på den ene side og lærernes resignation på den anden.

John Kotter, som er professor ved Harvard Business School og ekspert i forandringsledelse, har udarbejdet en 8-trins-model, der beskriver, hvordan ledere bedst muligt kan skabe forandringer i organisationer. På modellens første trin anbefaler Kotter, at lederen etablerer en oplevelse hos medarbejderne af, at den forestående forandring er nødvendig og uundgåelig; også kendt som den brændende platform.

I Aalborg, såvel som i andre kommuner, er den brændende platform velbeskrevet; stigende udgifter til specialområdet udhuler økonomien til almenområdet, hvorfor forandring er uundgåelig. 1. trin i Kotters model er vinget af. Den kompetente aalborgensiske forvaltningsledelse har i deres procesplanlægning på overbevisende vis inddraget modellens efterfølgende trin, som blandt andet anbefaler oprettelse af en styrende koalition, udvikling af vision og strategi samt formidling af forandringsvisionen. Tjek, tjek og tjek. Kotter ville være stolt.

Lærere bøvler med motivationen

Når den vigtigste aktør i projektet, lærerne, alligevel bøvler med motivationen, kunne man som udenforstående få den tanke, at årsagen må være, at vi som faggruppe er forandringsresistente, hvilket dog i min optik er en fejlslutning. Jeg tror faktisk på, at mine lærerkollegaer enormt gerne vil lykkes med inklusionsopgaven. De er bare mærket af virkeligheden. Lærerne er - foruden eleverne selvfølgelig - de eneste, som kontinuerligt opholder sig i klasseværelset og dermed mærker inklusionens ofre.

Lærerne påvirkes både på et menneskeligt plan af de ramte skæbner, som de nødtvungent må negligere i klasserne, og samtidig lider den faglige stolthed, når den undervisning, som kan lade sig gøre, er utilfredsstillende.

Forklaringen på lærernes delte engagement i inklusionsprojektet ligger således ikke i en fejlslagen facilitering af forandringsprocessen, som det hedder på managementsprog, men derimod i den virkelighed, som Danmarks Lærerforenings inklusionsundersøgelse fra februar 2025 skitserer.

Mere inklusion kan for mange lærere betyde udsigt til flere nedprioriterede elevbehov samt endnu sværere betingelser for at levere undervisning, som lever op til ens egen faglige standard.

”De netop offentliggjorte tal fra Danmarks Lærerforening viser, at lærere vurderer, at der sidder elever i almenmiljøet, som ikke får den nødvendige støtte”, udtalte Mattias Tesfaye efter offentliggørelsen af DLF´s undersøgelse.

Måske er det min bias, der foranlediger mig til at tro, at der i formuleringen ligger en slet skjult underkendelse af lærernes vurdering, hvilket jeg vil advare imod. Trods undersøgelsens diskutable empiriske validitet giver den en afgørende indikation, som bør tages til efterretning: Fra et lærerperspektiv er yderligere inklusion svær at overskue.