Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job

Pensioneret lærer i Aalborg: Faglige Seniorer gør en forskel

70-årige Doris Stengaard Villumsen er en af flere pensionerede lærere, der er gået aktivt ind i arbejdet i de lokale grupper af Faglige Seniorer. I Aalborg forsøger de at påvirke lokalpolitik og står bag en lang række arrangementer målrettet faglige seniorer.

Som pensioneret medlem af DLF er man automatisk medlem af Faglige Seniorer – et fællesskab for mere end 265.000 faglige seniorer fra 24 forskellige fagforbund.

Foto: Søren Zeuth.
Dorthe Kirkgaard Nielsen
Dorthe Kirkgaard Nielsen Freelancejournalist
Start debatten
9. maj 2025, kl. 09:45
Start debatten

Nytårstræf med borgmesteren, årligt møde med rådmanden på ældreområdet og et møde med byrådspolitikere op til de årlige budgetforhandlinger.

Sådan lyder tre af i alt 14 arrangementer, som Faglige Seniorer i Aalborg har haft på plakaten det seneste år. De første to som alene-arrangør. Det sidste i selskab med den lokale afdeling af Ældre Sagen og kommunens ældreråd.

Siden den 1. januar 2022 har samtlige medlemmer af fraktion 4 – pensionisterne i Danmarks Lærerforening været medlem af paraplyorganisationen Faglige Seniorer som en del af deres medlemskab i DLF.

Flere steder rundt i landet har kongresdelegerede fra netop fraktion 4 været aktive i at bygge helt nye kommunegrupper af Faglige Seniorer op fra bunden, men i Aalborg er kongresdelegeret og formand for fraktion 4 i Aalborg Doris Stengaard Villumsen trådt ind i en kommunegruppe med mere end 40 år på bagen.

”Her i Aalborg har der siden 1980 været en kommunegruppe af Faglige Seniorer, så hvor flere af mine kolleger i fraktion 4 kæmper med at få lokale grupper op at stå, så er gruppen i Aalborg veletableret. Det er en befrielse, at vi har en masse erfaringer og et stort lokalt netværk at trække på, så vi kan være effektive i vores arbejde”, fortæller Doris Stengaard Villumsen.

Det lokale seniorliv

Fra centralt hold kæmper Faglige Seniorer for, at seniorer får et rigt og varieret seniorliv, og som et fælles talerør for faglige seniorer varetager organisationen seniorernes interesser over for Christiansborg, regioner og kommuner i spørgsmål om alt fra pensionsalder, ældrepleje, sundhed til folkepension og et fleksibelt seniorarbejdsmarked.

Doris Stengaard Villumsen er formand i fraktion 4 i Aalborg, og så sidder hun i bestyrelsen i Faglige Seniorer i Aalborg. Privat.

Til gengæld er arbejdet med ældrepolitik og seniorliv med et lokalt udgangspunkt lagt ud til de 48 kommunegrupper/lokalforeninger.

Kommunegrupperne har fokus på blandt andet kvaliteten af hjemmehjælp, transport, madordning og andre aktuelle emner. Grupperne læner sig op ad de mærkesager, som Faglige Seniorer arbejder med på landsplan.

”Siden den seneste kongres i 2022 er der også kommet meget fokus på ensomhed og frivillighed i vores tilbud”, fortæller Doris Stengaard Villumsen.

Fællesspisning og digital svindel

Efter sommerferien starter Faglige Seniorer i Aalborg et nyt tilbud op med fællesspisning en gang om måneden i Vejgaardhallen, hvor et måltid mad inklusive kaffe kommer til at koste 100 kroner.

”Det handler netop om at bekæmpe ensomhed og skabe let tilgængelige sociale fællesskaber, hvor seniorer kan møde og kommunikere med andre”, fortæller Doris Stengaard Villumsen.

Hvor gruppen tidligere i år havde en pensioneret gymnasielærer – aktiv i Beredskabsstyrelsen - ude og fortælle om kriseberedskab, har de i næste måned inviteret en politimand ud for at berette om digital svindel.

Et arrangement, der lægger sig godt op ad den digitale portal SeniorTryg.dk, som Faglige Seniorer netop har lanceret, hvor seniorer blandt andet kan læse om aktuelle svindelmetoder og læse artikler med ældre, der deler deres erfaringer.

Et fællesskab af faglige seniorer

Som medlem af Faglige Seniorer træder man ind i et fællesskab sammen med mere end 265.000 andre faglige seniorer fra forskellige fagforbund som 3F, HK, Dansk Metal og Dansk Sygeplejeråd.

I Aalborg Kommune er der i alt 11.500 medlemmer af Faglige Seniorer – fordelt på 20 fagforbund. De største grupper er 3F med 3.201 medlemmer, FOA med 1.347 medlemmer og DLF med 640 medlemmer.

1. Nye muligheder hele livet.
2. Overgang fra arbejde til pensionist skal styrkes.
3. Flere seniorer i arbejde.
4. Flere boliger til seniorer.
5. Et robust og bæredygtigt pensionssystem.
6. Det nære sundhedsvæsen skal hjælpe de ældre.
7. Større tryghed i ældreplejen.
8. Seniorer skal inddrages i demokrati og samfund.
9. Seniorer har brug for en bedre kollektiv trafik.

Kilde: Faglige Seniorer.

Den lokale gruppe ledes af en bestyrelse på syv medlemmer plus to suppleanter, og Doris Stengaard Villumsen er menigt bestyrelsesmedlem.

Der afholdes seks årlige bestyrelsesmøder. Resten af opgaverne fordeles ad hoc efter behov.

Hvor de fleste arrangementer er for alle medlemmer af Faglige Seniorer i Aalborg, så var der i denne uge et arrangement – udelukkende for bestyrelsesmedlemmer i Faglige Seniorer i lokalgrupper i Region Nordjylland. Onsdag var de på besøg på det kommende Aalborg Universitetshospital.

Her var fokus, om det kommende hospital bliver et godt sted for ældre borgere.

Godt supplement til DLF

Det absolut største arrangement i Faglige Seniorer i Aalborg er uddeling af Seniorhåndbogen. Hvert år udgiver Faglige Seniorer en ny udgave af Seniorhåndbogen med opdaterede rettigheder, regler og muligheder for pensionister, efterlønnere og seniorer.

”Der blev holdt et arrangement med uddeling i Hals, et i Nibe og tre i Aalborg”, fortæller Doris Stengaard Villumsen.

De mange arrangementer i Aalborg holdes normalt i lånte lokaler hos HK og 3F.

Stiftet i 1980 af en række LO-fagforbund, som en paraplyorganisation for forbundenes mange seniorklubber.
Har godt 265.000 medlemmer.
Har pt. 24 medlemsorganisationer, hvor de største er 3F og HK. Danmarks Lærerforening trådte ind i organisationen pr. 1. januar 2022.
Medlemskabet af Faglige Seniorer er en del af dit medlemskab hos DLF.

Hvor de lokale afdelinger af fraktion 4 i Danmarks Lærerforening primært holder sociale og kulturelle arrangementer, har Faglige Seniorer altså et helt andet fokus, og netop dét tiltaler Doris Stengaard Villumsen.

”De to supplerer hinanden vældig godt, så det giver rigtig god mening at være medlem begge steder. I Faglige Seniorer handler det om ældrepolitik og vilkår for ældre og seniorer på en helt anden måde”, siger hun.

Selvom nogle måske vil mene, at den opgave klarer Ældre Sagen så ganske udmærket, så mener Doris Stengaard Villumsen, at det gør en forskel, at det netop er faglige seniorer, hvor de faglige organisationer står sammen.

Ligesom mange andre aktive i fraktion 4 så har 70-årige Doris Stengaard Villumsen også været fagligt aktiv i sit job som lærer.

Før hun gik på pension i 2016, arbejdede hun 36 år som lærer på den nu lukkede Byplanvejens Skole i Aalborg – i 20 af dem var hun tillidsrepræsentant.

Start debatten
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Pensioneret lærer i Aalborg: Faglige Seniorer gør en forskel

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS