888 millioner kroner om året i 2025, 2026 og 2027.
Så mange penge har Folketinget afsat til at løfte folkeskolens faglokaler i forbindelse med den store politiske aftale med titlen folkeskolens kvalitetsprogram. KL har undersøgt, hvor mange af pengene kommunerne foreløbig har planlagt.
Den viser, at der indtil videre er planlagt forbedringer af faglokaler for over 1,4 milliarder frem mod 2026. Med andre ord fremgår det, at kommunerne forventer at bruge ca. 700 millioner kroner i både 2025 og 2026.
Det glæder undervisningsministeren.
”Fra næste skoleår bliver folkeskolen mere praktisk. For at hjælpe denne udvikling på vej er der brug for flere, bedre og mere moderne faglokaler. Vi afsatte sidste år et større beløb til netop dette. Og jeg er glad for at kommunerne allerede er godt i gang”, siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) i en nyhed på ministeriets hjemmeside.
Formand for KL’s børne- og undervisningsudvalg glæder sig over, at ”kommunerne har grebet muligheden”.
”Børn og unge fortjener en skoledag, hvor de ikke kun lærer at læse og regne, men også at bygge i træ, printe i 3D, spille musik, male, lave mad og alt muligt andet, der gør skoledagen sjov, aktiv og afvekslende. Mange af vores skoler har imidlertid en del år på bagen og er bygget i en tid, hvor fokus var på stillesiddende tavleundervisning”, siger Christina Krzyrosiak Hansen (S).
Opgørelse: Så mange af de nye penge til faglokaler er foreløbig planlagt
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.