Tillykke til jer, der er nede på 22 undervisnings­timer. Hos os er 27-28 helt almindeligt

I København forsøger flere skoler nu at gå ned i timetal, til 22 eller 23 lektioner om ugen.

Det svarer til standarden for lærernes undervisningstimer for 20-25 år siden i Danmark, hvor undervisningsopgaven var langt mindre kompleks. Det er rigtig fornuftigt, og jeg vil rigtig gerne ønske tillykke til jer, der kommer til at opleve det.

Samtidig har man i Sverige vedtaget et loft over lærernes undervisningstimetal, der svarer til 24 af de ”gammeldags” lektioner.

Til sammenligning med Sverige og københavnerskolerne har vi i Ringsted 27 lektioner om ugen, og i Sorø er der slet ikke et maksimum. Her er 27–28 lektioner almindeligt. Dette undervisningstimetal er under pres hvert evigt eneste år, når det kommunale budget skal forhandles.

Store forskelle i et lille land

Vi ved godt, at vores arbejdsgivere vil være med til at lave god skole. Men år efter år mangler kommunen penge til at løfte opgaven, og så ender vi med forslaget: At lærerne skal undervise mere, løbe stærkere og have mindre tid til at forberede den gode undervisning, de brænder for.

Når vi begynder at se forskelle på 5-6 ugentlige undervisningslektioner i forskellige dele af landet, bliver det tydeligt, at det bliver mere og mere vanskeligt at levere den samme kvalitet rundt omkring på folkeskolerne.

Kravene til skolen er formelt det samme over hele landet, og i min optik har alle forældre og elever krav på en god skole. Hvis man kigger på statistikken for udgifter per folkeskoleelev 6-16 år (fraregnet de små ø-samfund) bruger nogle kommuner over dobbelt så mange penge som andre på at lave skole.

Derfor bliver jeg nødt til at spørge: Kan vi i et samfund som vores holde til det, at der er så store forskelle i serviceniveauet i folkeskolen? Mit eget svar er nej. Jeg tror, det svækker sammenhængskraften i vores lille land.

Slagt den hellige ko

Spørgsmålet er, om de uens vilkår også svækker sammenhængskraften i vores fagforening? Jeg har igennem mange år haft fornøjelsen af at være en del af de politiske diskussioner i vores fælles forening, og jeg oplever, at udgangspunkterne for vores snakke er blevet mere og mere forskellige. Forskellige, fordi vi taler ud fra de erfaringer, vi hver især har gjort os. De erfaringer vidner efterhånden om mere og mere forskellig virkelighed.

Vores nye undervisningsminister synes, det lyder som en god idé at kigge til Sverige, når det gælder undervisningstimetallet. Det er vi helt enige om. For vi ved, at det virker. Hvis man skal lykkes med at få alle børn til at trives i skolen, kræver det stort fokus på undervisningsdifferentiering, øget samarbejde med forældre og meget mere. Skal det være muligt, er der behov for at sænke undervisningstimetallet.

I virkelig mange år har det kommunale selvstyre været en ”hellig ko” for kommunerne. Men de store kommunale forskelle viser mig bare, at vi trænger til en fælles, national diskussion om muligheden for at nå i mål med vores fælles visioner om en god folkeskole for alle.

For med de store økonomiske forskelle, vi ser på mulighederne for at lave en god skole, må jeg konstatere, at vi ikke kan klare det alene i kommunerne. Også selvom vi gør, hvad vi kan.