Hvis KL ikke vil drøfte et maksimalt undervisnings­timetal, må de også være ærlige om konsekvenserne

Folkeskolens største udfordring er ikke lærernes arbejdstid i sig selv.

Udfordringen er, at eleverne betaler prisen, når lærerne ikke får tid til at løse opgaven ordentligt.

Derfor må Folketinget tage ansvar for at sikre nationale minimumsrammer for lærernes undervisningsopgave, sådan som man har valgt at gøre i Sverige.

Den tyske forsker Dr. Thomas Hardwig har lavet nogle undersøgelser, som peger på, at lærere typisk reagerer på manglende ressourcer ved at arbejde mere, ikke ved at sænke kvaliteten. Det er netop derfor, mange ender med stress, udmattelse eller forlader professionen.

Lærerne har i årevis kompenseret for manglende ressourcer ved at løbe hurtigere. Men der er en grænse for, hvor længe man kan løse et strukturelt problem med personlig idealisme.

Den afgørende uenighed

KL har afvist tanken om et undervisningsloft i Danmark. Formanden for KL's Løn- og Personaleudvalg, Michael Ziegler, har for nylig udtalt: ”Det er en dårlig idé”, og han understreger, at ”det skal være op til den enkelte skole, hvor meget deres lærere skal undervise”.

Ved forårets overenskomstforhandlinger afviste KL samtidig at ændre de grundlæggende rammer for lærernes arbejdstid trods en række forslag fra Danmarks Lærerforening.

Netop her står den afgørende uenighed. For hvis der ikke findes en national grænse eller et fælles værn mod en stadig voksende undervisningsopgave, bliver det i praksis den enkelte skoleledelse og den enkelte kommunes økonomi, der afgør, hvor meget tid læreren har til forberedelse, feedback, relationsarbejde, skoleudvikling og samarbejde med forældre.

Resultatet er ikke større frihed. Resultatet er større ulighed. Ikke blot mellem lærerne, men også mellem eleverne. Nogle elever møder lærere med tid til opgaven. Andre møder lærere, der hver uge skal forsøge at presse flere opgaver ind i den samme arbejdstid.

KL's position efterlader derfor et nødvendigt spørgsmål: Hvad er alternativet?

Hvis KL ikke ønsker at drøfte et maksimalt undervisningstimetal, må de også være ærlige om konsekvenserne. Man kan ikke blive ved med at kræve højere faglige ambitioner for kvaliteten af undervisningen, bedre trivsel, stærkere inklusion, mere dokumentation og tættere forældresamarbejde uden samtidig at afsætte den reelle tid til opgaven.

Omkring 40.000 uddannede lærere har allerede valgt en arbejdsplads uden for folkeskolen. De ønskede ikke længere at kompensere for manglende ressourcer gennem idealisme og gratis overarbejde. Det er svært at bebrejde dem.

Derfor handler debatten ikke først og fremmest om lærernes arbejdstid. Den handler om elevernes muligheder for at lykkes. Gode skoler kræver lærere, som har tid, energi og overskud til at udføre deres arbejde ordentligt.

Derfor står vi ved et valg. Enten skaber vi rammer, der gør det muligt for lærerne at lykkes med opgaven. Eller også må ambitionerne sænkes til det, der faktisk er tid til. Hvis ingen af delene sker, vil endnu flere lærere forlade folkeskolen.

Det er ikke først og fremmest et problem for lærerne. Det er et problem for eleverne.

Og det er et politisk ansvar.