Nu taler Gordon Ørskov om et undervisningsloft. Undskyld, hvor var de toner henne under OK-forhandlingerne?

Vores formand, Gordon Ørskov Madsen, siger nu, at vi også skal arbejde for et loft på undervisningslektioner, som man har fået i Sverige. Undskyld, hvor var de toner henne under overenskomstforhandlingerne? Der ville man ikke konflikte, selv om KL afviste at snakke om arbejdstiden.

Vi bliver nødt til at gøre op med den konfliktsky holdning om, at konflikt ikke gør noget godt. Når man kigger på sidste overenskomst, kan man tydeligt se, at forhandling alene ikke er vejen frem. KL kan nægte at snakke arbejdstid — medmindre det selvfølgelig handler om at hæve den individuelle tid.

Vi bliver nødt til at stoppe med at fremsætte så vage krav, fordi konkrete krav kan skabe konflikt. Hvis fagforeningen bliver bange for konflikt, forsvinder vores magt. Hvis KL gang på gang kan spise os af med krummer, uden at hverken medlemmer eller hovedstyrelse siger fra, så er behovet for foreningen dødt, og folk som Preben Møller Hansen ville vende sig i graven.

Vi bliver nødt til at være klar til at stå op og forsvare vores ret til nødvendige forbedringer af arbejdsvilkårene, hvis der skal blive ved med at være lærere i folkeskolen.

Træt af lønsnak

Jeg er træt af, at der kun bliver snakket løn. Det er ikke kun lønnen, der holder på os. Selvfølgelig betyder løn noget, især efter flere år uden reallønsfremgang. Men hvis løn var det eneste, der betød noget, ville folk ikke forlade lærerfaget til stillinger med markant lavere løn. Det sker hele tiden. Lærerne forlader skolen, fordi arbejdsvilkårene er blevet presset for hårdt.

Derfor handler det her ikke kun om kroner og øre. Det handler om tid, belastning og muligheden for faktisk at kunne holde til et arbejdsliv i folkeskolen. Hvis vi ikke tør kæmpe for de vilkår, kommer der heller ikke til at være lærere nok i fremtiden.

Desværre er der folk i vores fag, som på grund af manglende reallønsfremgang de seneste år er så pressede, at de føler sig tvunget til at acceptere en aftale, der løser deres pressede økonomi, men kun giver krummer til arbejdsvilkårene.

“Men vi skal jo bare forhandle lokalt,” lyder argumentet. Sandt, derfor er der langt bedre vilkår i nogle lærerkredse, hvor der blandt andet er maksimum på undervisning. Men har vi så overhovedet brug for en fagforening? Hvis alt bliver forhandlet lokalt, så er jeg lidt i tvivl om, hvorfor jeg ikke bare kan gøre det selv med min leder.

Et solidarisk projekt

En fagforening bør være et solidarisk projekt, der arbejder for alles rettigheder, således at ingen har dårligere vilkår end andre.

Vi bliver derfor nødt til at gå til forhandlingerne med et mål om at udfordre KL’s præmis om, at OK kun handler om løn, når vi forhandler fagspecifikt. Vi bliver nødt til at gøre op med tanken om — som blandt andet kommer fra CEPOS — at alt kan sættes ind i et regneark.

Nu er jeg jo lærer, så derfor kan jeg selvfølgelig ikke sige det. Men hvis jeg sad i en anden fagforening, ville jeg nok tænke: “DLF er godt nok blevet en tandløs forening, som taler store ord, men ingen handling.” Men nu er jeg jo lærer, så det siger jeg selvfølgelig ikke.