Anmeldelse

Tekst efter tekst

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvor mange historier findes der i verden? Listen kan formentlig reduceres til forbløffende få, resten er variationer over de samme urfortællinger. Forfattere har nemlig til alle tider skrevet stående på forgængeres skuldre og fortalt netop deres version af en eviggyldig fortælling om menneskers omgang med hinanden. Men de har gjort det på højst forskellig måde.

Dette fortrinlige materiale påviser, hvordan det er gjort, og hvordan man kan arbejde med intertekstualitet som tilgang til litteraturundervisningen. Elevens bog er en fantastisk tekstsamling forsynet med gennemtænkte arbejdsspørgsmål til hver enkelt tekst, der kan sættes i relation til hinanden. H.C. Andersens "Den grimme ælling" og Pontoppidans "Ørneflugt" er det klassiske eksempel, men hvorfor stoppe her, når både Rune T. Kidde, Jannik Hastrup, Peter Fogtdal, Poul Borum og Asger Jorn har skrevet, tegnet og filmet med afsæt i det kanøflede fjerkræ? Eller når Jan Guillou har ladet sin fiktive ridder Arn møde sin lige så fiktive kollega Ivanhoe i Jerusalem?

Parodi, pastiche, metafiktion, genrekonvention og citater er de centrale fagtermer. Dem gennemgår forfatterne på en facon, som eleverne let vil kunne tilegne sig, og undervejs er der værd at vide-bokse, der sætter teksterne i relief.

Begreberne bliver udbygget i lærerens bog, der også sætter arbejdet med intertekstualitet i relation til Fælles Mål, leverer en gennemarbejdet arbejdsplan samt bidrag til fortolkning af teksterne.

Fantastisk materiale til brug i de ældste klasser.