Anmeldelse

Tom Kristensen

Tom Kristensen

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Tom Kristensen - En kanonforfatter" er den fjerde bog fra Dansklærerforeningen om kanonforfattere. Tidligere er udkommet bøger om Holberg, Oehlenschläger og Seeberg. Bøgerne præsenterer forfatterne - deres liv og den litteratur, som de har skrevet. Serien bliver skrevet af Thorkild Borup Jensen.

Fakta:

Titel: Tom Kristensen

Forfatter: Thorkild Borup-Jensen

Pris: 125 kroner

Sider: 72 sider

Serie: Kanonforfattere

Type: Bog

Forlag: Dansklærerforeningen

Jeg er helt vild med det layout og den materialetilrettelæggelse, som Dansklærerforeningen har valgt til sin serie om kanonforfatterne, for det fremmer læsbarheden af materialet. Netop læsbarheden er et væsentligt omdrejningspunkt, når eleverne skal arbejde med bøgerne, for serien er meget ambitiøs og fremadstræbende tænkt.

At skrive en biografi er en vanskelig opgave. Hvordan formidles en kunstnerisk personlighed - en forfatter - på en måde, så den viden, eleverne får, er relevant? Borup Jensen har valgt at skrive en litterær biografi, hvor fokus er på Tom Kristensen som skønlitterær forfatter, som journalist og som rejsebogsskribent. Det er et godt valg set i forhold til materialets holdbarhed, for med den vinkel bliver materialet et, der vil kunne bruges og genbruges i det uendelige.

Som voksenlæser falder jeg bagover i begejstring over materialet, og når man først er gået i gang med at læse, så lægger man det ikke fra sig. Jeg tvivler desværre på, at eleverne har det på samme måde. Derfor bør læreren tænke materialets anvendelighed nøje igennem, inden det bruges i undervisningen.

Læreren bør arbejde meget med forforståelse - hvad er en kanonforfatter? Hvad er en biografi? Hvilke oplysninger er der at få i en biografi, og hvilken læsestrategi skal anvendes? Materialet kræver derfor, at læreren meget nøje overvejer dets placering i et undervisningsforløb, men anbefales kan det - også som "frilæsning" til læreren.