Der har gennem de sidste mange år udspillet sig en faglig kamp mellem BUPL og DLF. En krig på ord, faglighed, arbejdsdeling og kompetencer. Det har ikke altid været lige kønt, og som med alle andre konflikter er der snarere to tabere end én vinder. Eller måske endda tre tabere, for børnene har ikke været tjent med, at de to faggrupper, som de har tilbragt meget af deres opvækst med, i tide og utide har haft samarbejdsvanskeligheder. Mis­tillid og myter opstår i kølvandet på de faglige kampe og konflikter, som ikke mindst er foregået i toppen af de to fagforeninger.

Men hvorfor ikke skabe tre vindere i stedet for. Pæda­go­gerne og lærerne har så mange fælles interesser inden for både faglighed, organisation og arbejdsforhold at vi som fagforeninger bør nærme os hinanden frem for at fjerne os fra hinanden. Rundt om i landet er der mange gode eksempler på lokale aftaler, hvor pædagoger og lærere arbejder rigtigt godt sammen. Vi forstår godt, hvis disse lærere og pædagoger har været trætte af de rigide konflikter, som fagforeningerne regionalt og nationalt har brugt tid og kræfter på. Der har været tilfælde, hvor BUPL på papiret kan have formuleret sig, som om målet var at snuppe lærernes undervisning. Omvendt har lærerne til tider haft paraderne oppe, har nærlæst hver en formulering og frygtet, at en bestemt ordlyd kunne misbruges. Alt sammen benzin på et bål, der ødelægger en fælles sag i stedet for at bygge den op. Set i bak­spejlet har BUPL og DLF på den måde blokeret for nogle lokale aftaler, selv om man lokalt gerne ville samarbejde.

Derfor har det været glædeligt, at vi centralt i DLF og BUPL siden september sidste år har kunnet tage initiativ til at løse op for den fastlåste situation. Vi har haft en god, konstruktiv dialog om samarbejdet i og omkring skolen samt en række andre temaer som for eksempel lønmodeller og målsætninger for forhandlingssystemets udvikling. Det bemærkelsesværdige ved vores møder har været, at vi ikke ét sted har været uenige. Vi har anerkendt, at vi har hver vores opgave og faglighed. Vi har hver vores grundarbejde. Vi har populært sagt fået slået fast, at vi hver især ikke har nogen intentioner om at tage »røven« på hinanden.

Møderne mellem DLF og BUPL har vist, at vi kan have stor gavn af hinandens hjælp eksempelvis på områder som rummelighed og integration. Nogle lærere har kolossale udfordringer på de områder, og her kan pædagogerne træde til og hjælpe. Fokus må være, at vi i et kvalificeret fællesskab kan gøre det bedre for eleven i skolen.

Fælles erklæring på vej

Der er to helt afgørende faktorer i denne nye dialog mellem BUPL og DLF. Dels vores åbenhjertige samtaler, hvor vi er gået meget direkte til hinanden for at finde ud af, hvor tingene er svære. Dels er det vigtigt, at vi har opbakning fra medlemmerne.

Vi har arbejdet på og arbejder fortsat med en fælles er­klæring fra BUPL og DLF, der skal skitsere, på hvilke områder vi kan samarbejde i skolen i gensidig respekt for vores fag­lige og pædagogiske kompetencer. Når den fælles erklæ­ring er på plads, vil alle også være mere motiverede til at løfte opgaven om mere og bedre samarbejde. Medlem­merne skal være sikre på, hvad vi vil. Tryghed hos medlemmerne er altafgørende for, at det, vi beslutter på centralt plan, kan sprede sig som ringe i vandet.

Den fælles erklæring må ikke blive hast­værk. Vi skal skynde os langsomt, og det er vigtigt, at vi har fuld forståelse for hinandens synspunkter. Erklæ­ringen skal være vores fælles gods, og derfor er ingen interesseret i et snævert flertal i BUPLs hovedbestyrelse eller DLFs hovedstyrelse.

Der er ingen tvivl om, at det bliver en svær opgave men resultatet gavner alle. Når vi eksempelvis i fællesskab kan forberede os til næste overenskomst og lægge vores energi sammen, så står vi stærkere i forhold til modparten. Ar­bejds­giverne har for længe lukreret på, at BUPL og DLF har været uvenner. Derfor går vi sammen om en fælles markering den 15. maj, hvor et netværk af tillidsmænd og fagforeninger arrangerer Fagligt Ansvar. En dag, hvor vi i fagbevægelsen markerer vores utilfredshed med regeringens skattestop og den hårde kurs over for kommunerne i de økonomiske forhandlinger. En politik, der medfører nedprioriteringer af de klassiske velfærdsydelser som sundhed, social sikkerhed og ud­dan­nelse. Den 15. maj kan BUPL og DLF sammen gøre opmærksom på, at vi må have en økonomisk aftale, hvor vi ikke må slås om smulerne til sidst. Vi er enige om, at lønsystemet skal laves om. Det er alt for bureaukratisk, og den nu­værende individualisering af lønnen er helt uacceptabel for begge parter i det kollektiv, som både pædagoger og lærere arbejder i. Det handler heller ikke om at gå tilbage til det gamle lønsystem. Det handler om, at strukturen i lønsystemet grundlæggende er forkert.

Vores fælles erkendelse af, at vi på centralt plan har været for dårlige til at samarbejde og vores kommende fælles er­klæring skal være en katalysator for det fælles fremtidige samarbejde. Det er et stort ønske fra os. Og vi fornemmer, at det er et stort ønske fra vores medlemmer. Mange af dem har jo bevist, at det godt kan lade sig gøre. Realiteten er, at lærere og pædagoger skal samarbejde ude på de enkelte folkeskoler og skolefritidsordninger. Det er den virkelighed, vi skal arbejde konstruktivt ud fra.

Et samarbejde vil være en fordel for medlemmerne i beg­ge organisationer.

folkeskolen@dlf.org