Der skal sikres mere forberedelse

Hovedstyrelsen har vedtaget strategipapirer om arbejdstid

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hovedstyrelsens flertal besluttede, at arbejdet med at rette op på problemerne med arbejdstidsaftalen skal fortsætte efter de retningslinjer, som et enigt fagligt udvalg havde indstillet til hovedstyrelsesmødet i sidste uge. Men man skulle gennem mange afstemninger.

På tværs af politiske holdninger er der enighed om, at der mange steder er store problemer med arbejdstiden. Lærere med mange undervisningstimer rammes hårdt, akkordaftaler kan helt vilkårligt give urimelig lang og ubetalt ventetid og så videre. Hen over ja-nej-fronten fra overenskomstafstemningen bliver der i hovedstyrelsen udtrykt tilslutning til, at det i den aktuelle situation for alle drejer sig om at få gennemført flest mulige forbedringer, som kan rette op på skævheder og fjerne urimeligheder.

Med det afsæt har foreningens faglige udvalg og sekretariatet siden hovedstyrelsens møde i januar arbejdet på højtryk for at udarbejde strategipapirer, som kan støtter kredsenes arbejde for at udvikle og forbedre arbejdstidsaftalerne. Der er gennemført en lang række kurser for tillidsrepræsentanter, og man har travlt med at indsamle erfaringer og udvikle 'værktøjer' til de lokale forhandlinger. Alt sammen skal indgå i en samlet foreningsstrategi.

Hovedstyrelsens enighed gav sig udslag i enige indstillinger fra fagligt udvalg til mødet i sidste uge både om foreningsstrategi, om arbejdet for mere tid til forberedelse og om definitioner af, hvad man mener og skal gå efter, når der forhandles om helhedsaftaler og vilkår for selvstyrende team med mere.

Ikke godt nok

Men ligesom træerne ikke gror ind i himlen, varede enigheden ikke ved. Otte afstemninger skulle hovedstyrelsen igennem om ændringsforslag til forslag, der var enigt indstillet fra fagligt udvalg. Efterfulgt af en afstemning om helheden.

Anders Bondo Christensen åbnede ballet.

'Hovedstyrelsen tager slet ikke medlemmerne alvorligt. Frustrationerne vil ebbe ud, medlemmerne bliver trætte af at være sure. Men konsekvensen bliver apati. Det fjerner fagligt udvalgs papirer ikke', sagde han og meddelte, at han ville stemme imod helheden.

'I giver dem ikke redskaber, I fralægger jer ansvaret. Det vil jeg simpelthen ikke være med til', fortsatte Anders Bondo og gjorde opmærksom på, at han ikke var med under behandlingen i januar.

'Det er fuldstændig utilstedeligt at lægge afstand, med den begrundelse at du ikke har været til stede, den type argumentation kender jeg godt fra lærerværelset', svarede en indigneret Henrik Billehøj, som heller ikke kunne acceptere at få at vide, at han ikke tog medlemmerne alvorligt.

På samme måde understregede Vibeke Lynge, at hun 'meget nødig' vil hænges ud for ikke at tage medlemmerne alvorligt.

'Jeg betragter papirerne som nødvendige lapper på elendigheden, indtil vi kan forhandle igen', sagde hun.

'Jeg kunne da også have ønsket mig endnu fastere rammer', sagde Vivi Hansen henvendt til Anders Bondo.

'Men det er på høje tid, at vi får papirerne ud som vejledning for det lokale arbejde'.

Anders Bondo kom senere i debatten med en undskyldning og en forklarende argumentation:

'Jeg beklager, hvis jeg har sagt, at I ikke tager medlemmerne alvorligt. Jeg siger, at det ikke er godt nok, det der er foreslået. Det giver ikke konkret støtte i arbejdet. Esbjerg-kredsen har kapacitet til selv at foretage analyser, det har man ikke alle andre steder', sagde han.

Peter Hess-Nielsen var enig med Anders Bondo. Der må udarbejdes en plan, 'så der kan reddes så meget som muligt, indtil det hele kan ændres', sagde han og foreslog derfor blandt andet, at formuleringer som 'den nye overenskomst' blev erstattet med 'den nuværende overenskomst'.

Både formanden og fagligt udvalgs formand, Jon Kowalczyk, tilsluttede sig straks Peter Hess' forslag. Og Lotte Lange fandt det 'okay med Peters semantiske ændringer'.

'Men papirets helhed er udtryk for, hvor langt vi har kunnet komme i enighed', sagde hun.

Stig Andersen slog fast som en kendsgerning, at mange medlemmer er utilfredse med arbejdstiden og hårdt belastet af arbejdsbyrden, og at det nu drejer sig om at støtte de pressede medlemmer.

Tid til forberedelse

Der var bred enighed om, at det er forberedelsen, der skal fokus på, og i en afstemning fik Stig Andersen tilslutning til en præcisering af, at 'foreningen skal arbejde for, at der i gennemsnit bruges mindst 30 timer per lærer til individuel tid'. For stemte 17, ingen stemte imod. Fire stemte ikke.

Med 16 stemmer for fik Stig Andersen også præciseret, at kredsene skal udarbejde handleplaner for, hvordan der sikres ekstra individuel tid.

Papiret om 'tid til forberedelsesopgaven' blev vedtaget med 16 stemmer. Imod stemte Anders Bondo Christensen, Peter Hess-Nielsen, Per Sand Pedersen og Niels Christian Sauer.

'Vi har alle sammen et ønske om en anden basis for arbejdstiden, men det hjælper os ikke lige nu, derfor skal vi handle aktivt på alle niveauer', sagde Jon Kowalczyk.

Lotte Langes udlægning lød: 'Vi skal lægge en strategi, inden vi kan komme i forhandling, så vi er bedst muligt klædt på til den tid'.

De vedtagne papirer sendes hurtigst muligt til kredsene, og der vil løbende blive udsendt en række vejledende præciseringer til støtte for det lokale afklarings- og forhandlingsarbejde.