Tre skoler belønnes for kreativitet

I dag modtager tre skoler priser for deres projekter, som gør noget særligt for de praktiske, musiske og kunstneriske fag. Det er Undervisningsministeriet og Kulturministeriet, der for første gang uddeler Springfrøprisen.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

5. årgang på Peder Syv Skolen i Viby Sjælland har opført en musical om Peter Pan, og det sikrer skolen førsteprisen på 25.000 kroner. Anden- og tredjeprisen går til Holdbergskolen i København og Søndermarkskolen på Frederiksberg for to billedkunstprojekter.

Springfrøprisen skal uddeles hvert år frem til 2014 og går til skoler, som gør noget særligt inden for de praktiske, musiske og kunstneriske fag. Projekterne skal inspirere andre elever og lærere og leve op til Fælles Mål på nye måder.

Undervisningsminister Tina Nedergaard overrækker priserne i Undervisningsministeriet i dag.

"De projekter, der belønnes med Springfrøprisen, vidner om stor kreativitet rundt omkring på skolerne. Det er dejligt at se. Med prisen får vi sat spot på de gode eksempler inden for de praktiske, musiske og kunstneriske fag, og de gode eksempler kan forhåbentlig inspirere andre skoler", siger hun