Engang, min mor havde forvildet sig ind på et højskoleophold, var der en oplægsholder, der til stor moro udtalte sloganet: ”Længst muligt i egen krop.”  Det var en pensionisthøjskole, så min mor må vel dengang have været i tresserne. Jeg har ikke helt styr på det.

Oplægsholderen, som var læge, har jeg heller ikke helt styr på, hvem var. Men hans slogan var med sikkerhed en vinkel på et politisk slagord, det stadig gælder: Længst muligt i eget hjem. Det var et socialpolitisk dogme en overgang. Er det stadig det?

Ja, det tror jeg: Du skal leve længst muligt og være mest muligt produktiv og ikke belaste samfundsøkonomien. Hvis du bliver syg eller gammel, eller hvis du er et barn, så er du en belastning.

Hvis man altså er barn, så skal man hurtigst muligt ind i egen krop, og lade sig disciplinere af skolens rum. Og når man først er dér, så erfarer man, at skole ikke længere har den græske betydning af et sted for fri mennesker til sammen at finde ud af tingene. Man erfarer, at skolens løfte om altid at være til stede – i længere tid end nogensinde før, som det er en faktisk ambition i den såkaldte reform af skolen - faktisk ophæver selve skolens idé.

Kortest muligt tid i egen barndom

Vi har fået en lavskole. Ikke en skole for dem, der har mest brug for det, som den udmærkede inklusionsidé tilsiger. Sådan, at børnene af folket kan erfare hinandens forskelligheder, roligt, i oplevelse, nærvær og samtale og sang og i hverdagens og tingenes umærkelige tvang. Og sådan, at man kan finde ind i tingene. Skolen er snarere blevet sådan, at man skal kræve sin ret for ikke hele tiden at være indrulleret i en skole (som altså er nu er blevet en tvang hvis formål ikke længere er frihed til noget fælles og sagligt og fagligt). Man skal påberåbe sig en menneskeret til ikke hele tiden at være tilgængelig for skolens formning af krop, viden og sjæl.

Jan Bengtsson hævder, med rette, synes det, at man kan trække sig tilbage fra bordet og rejse sig fra stolen, men man kan ikke trække sig tilbage fra sin krop og heller ikke rejse sig fra den. Det er ikke svært at forestille sig, at det fængsel, som kroppen under skolens betingelser kommer i, overvejer at flygte ind i sig selv eller ud af sig selv. Og det er heller ikke svært at se: Mange elever lader som om de ikke har en krop og mange andre kan slet ikke slippe ud af den. Det er fordi, tror jeg, at for megen opmærksomhed tages ud af kroppens domæne. I skolen er din krop skolens. Men man har glemt, at kroppen er sanser, følelser, erindringer, drømme, nærvær, og – som Bengtsson påpeger – selve din eksistens.

Bengtsson hævder – igen med rette - at den franske filosof Merleau-Pontys kropsfænomenologi har fat i noget virkeligt: Kroppen er aldrig i opposition til sine omgivelser, og heller aldrig i opposition til sig selv. At kroppen er eksistens betyder nemlig, at der ikke eksisterer et dualistisk forhold mellem krop og bevidsthed og ej heller mellem krop/bevidsthed og omverden.

Når vi har fået en lavskole i dag, så er det ikke kun, fordi den har glemt disse helt basale menneskelige erfaringer, men fordi, den har gjort en dyd ud af sin glemsel, og dermed fornedrer den eksistens, det burde påskønne og endda ophøje, al den stund at ordet elev kommer at verbet 'elevere', som betyder 'at løfte op'.

Man kan derfor spørge, hvor kroppen vandrer hen, når den spaltes. Når kroppen, som er selve menneskets eksistens, ikke får betingelser til hele tiden at hele sig selv i sin tvetydighed, som er dobbelt: På den ene side både at være sig selv og ikke at være det og på den anden side både at være en del af fællesskabet og ikke at være det.

GUI

Den norske filosof Lars Løvlie interesserer sig også for skolen. Han har skrevet et – vil jeg næsten sige – uendeligt hav af artikler og bøger om pædagogik og skole. Også han arriverer ved den krop, han fik.

I artiklen Is there any body in cyberspace? (Løvlie 2005) lægger han sig i samme spor som Bengtsson, hans svenske kollega. Blot er den scene for diskussionen, han vælger, anderledes end svenskerens. Han spørger ikke om, hvordan skolen former kroppen men om, hvad kroppen gør, når den hengiver sig til sin glemsel og forglemmer sin eksistens. Scenen er internet – det vidunderligt kropsløse monstrum, der trænger ind i din drøm, ikke kun, når du sover, men også når du er vågen. Lyv ikke for dig selv, du ved, det er virkeligt!

Men, op imod forestillingerne om, at al den abstrakt-kropsløse cyberrealitet skulle gøre mennesket mindre menneskeligt, argumenterer han for, at vi konfigurerer internet i overensstemmelse med vores kropslige eksistens. Cyberspace er ikke befolket af kropsløse subjekter.

Vi er altid et sted, vi er situerede; et sted, som vi orienterer os ud fra i den rytme der udtrykker vores perceptuelle og handlende omgang med omverdenen. Vores kropseksistentielle erfaringer fra den fysiske verden trækkes med over i den virtuelle. Internet, mener Løvlie, fungerer i overensstemmelse med vores erfaringer. Internet og virtual reality ”means more of the same old ’reality’, but differently configured and differently lived.” (Løvlie 2005: 116).

Vi orienterer os efter op-ned, højre-ventre, for-bag, under-over, her udtrykt i metaforer, der henviser til vores kropslige eksistensmåde i verden. Og som altså videreføres i cyberspace. Sindbilledet herpå her er GUI (Graphic User Interphase).

Du er ikke en grænseflade

Situerethed, orientering og rytme er nøglebegreberne i Løvlies idé om Cyberbildung. Denne idé betinges imidlertid, som man kan se, af en anden idé, nemlig den, Bengtsson også favnes af.

Subjektets kropslige væren i verden - hvor skellet mellem krop og bevidsthed og mellem krop-bevidsthed og omverden er flydende og ikke fast – er også Løvlies basale erfaringsudgangspunkt. Mennesket er altid en del af en fælles verden - om end også altid på en måde udenfor denne fælles verden.

Det indebærer blandt andet at det enkelte menneske ikke kan opfattes som afsondret og autonomt subjekt. Og det indebærer samtidig, at sansning og følelse (og ikke blot fornuft og sprog) hører med som det vigtigste i menneskets dannelse.

Hvad betyder alt dette? Helt fladpandet sagt, betyder det, at hvad der eksisterer i den virkelige verden også eksisterer i den virtuelle. Det betyder, at de mennesker, der er udenfor fællesskaber, i cyberspace kan finde fællesskab med mennesker, der heller ikke er i fællesskab med andre i den virkelige verden. Det betyder således egentlig slet ikke en ny realitet men en mangfoldiggørelse af allerede eksisterende pluraliteter af realiteter.

Det betyder - som Løvlie med knastør fjeldluft i lungerne konstaterer - at den tyske sociolog Niklas Luhmanns systemteoretiske beskrivelse af samfundets samfund, passer: At subjektet deler sig mellem forskellige typer af funktionelle systemer og således ikke tilhører ét men flere af disse.

Din vilje i min lomme

Jeg gætter på, at min mor ikke drømte om internet, da bemeldte doktor ironiserede over et slogan, hun i øvrigt har realiseret, i og med, at hun stadig bebor eget hjem og egen krop.

Men det er et kvalificeret gæt. Jeg har tilbragt mange timer i alverdens skolestuer, og kan helt enkelt ikke abstrahere på et niveau, der gør det muligt for mig ikke at forestille mig den pågældende læge som en rødmosset mand på omkring 187 centimeter, med en stemme som fløde, drysset med chokolade ovenpå jordbær og et fuldskæg i samme rødbrune farver som hans affarvede mokkasiner, tæt som en myretue. Skægget, altså.

Og jeg var med garanti slet ikke til stede.

Konsekvensen af, at Luhmann hævder, at vi deler os mellem forskellige verdener, står ifølge Løvlie i kontrast til, at vi også ifølge Luhmann kun kan defineres, idet vi tilhører et sted. Det er i Luhmanns definition en person. Da moderne mennesker hører til mange steder, kan han derfor ikke opretholde en idé om en person, som er forenelig med ideen om cyberspace, eftersom cyberspace er et sted, der lægger sig oveni den virkelige verdens steder.

Hele Luhmanns filosofi om samfundet hviler på ideen om grænsen, forskellen, mellem jeg’et og omverdenen. Der er altså i en vis forstand slet ikke noget menneske, nogen person. Der er kun en grænseflade. Men det er netop ikke i den betydning, som Løvlie knæsætter: Som en forlængelse af kroppen. Det er i et radikalt brud med den. Derfor bliver Luhmanns grænseflade i Løvlies forståelse til, ”that one cannot any longer claim that society consists of persons” (Løvlie 2005: 128; citeret efter Luhmann 1997: 744).

Løvlie konkluderer derfor om Luhmann:

”In his vocabulary the idea of a Cyberbildung turns out to be a contradiction in terms, because the idea of an educated person is lost when there are no persons to educate.” (Løvlie 2005: 129).

En skole kommer ikke af, at vi opløser eller ikke opløser paradokser. Den kommer af dårlig ånde, svedige hænder, ivrige blikke, solstråler, sange og ubøjelige verber, og af, at tingene har det med at gribe ind i kærligheden, som er dens uregerlige alkymi, dens tvang og dens frihed. Skolens problem består, medmindre grænsefladens tyranni udsletter den. Sker det, vil der i fremtiden ikke vokse et barn op i vores kultur, der kan leve i dets eget mysterium, men kun små gådeløsende spaltninger, der vil kunne forblive i sig selv for evigt.

Kilder:

Bengtsson, Jan (2013): Krop og viden i skolen. Studier i pædagogisk filosofi, årgang 2, nr.2

Løvlie, Lars (2005): Is there any body in cyberspace? Utbildning & Demokrati. Vol. 14, Nr 1, 115–130. Tema: Estetik och utbildning

Luhmann, Niklas (1997): Die Gesellschaft der Gesellschaft.