Forligskredsen omkring folkeskolereformen tog et stort skridt i sidste uge, med aftalen om at gøre de mange tusinde videns- og færdighedsmål vejledende. Nu er det kun de overordnede kompetencemål, de underliggende videns- og færdighedsområder samt fagenes opmærksomhedspunkter, der er bindende.

Den nyvundne frihed har fået det meste af skoleverdenen til at juble. Og det er da også dejligt, at politikerne har lyttet til især Keld Skovmands kritik af målenes meningsløshed. Men der er et men, for nok er slaget vundet, men kampen er det ikke.

Det sandsynlige scenarie er, at der stadig vil blive arbejdet læringsmålstyret i landets kommuner efter aftalens ikrafttræden. Det er der mindst tre grunde til:

1: Læringsplatformene, som alle skal anvende, er designet og udviklet i den periode, hvor man troede at læringsmålstyringen var et ministerielt krav. De er derfor designet til at læreren tager afsæt i udvalgte målpar fra forenklede Fælles Mål. Integrationen med Elevplan, hvor den enkelte elevs progression skal kunne dokumenteres, understøtter også det fortsatte fokus på videns- og færdighedsmålene. Det er muligt det nu blot er vejledende mål, men hvordan skal læreren ellers dokumentere elevens progression til Datavarehusets tilfredshed?

2: Der vil stadig skulle leveres på reformens operative resultatmål, omhandlende bl.a. bedre resultater i de nationale test. Hvad man i virkeligheden har fået med den genvundne frihed er måske en radikalisering af departementschef Jesper Fiskers ord fra 2015: ”Deal'en er, at hvis I leverer på målene (de operative resultatmål), så blander vi os ikke i, hvordan I gør det. Men vi kommer efter jer, hvis I ikke leverer på målene.” Lærerne er stadig gjort "accountable" - de står til regnskab for ministeriets resultatmål, og dermed også for opfyldelsen af de kompetencemål, der er afledt af skolens og fagenes formål.

3: Det målhierarki, der har gjort læringsmålstyringen mulig, består. Det er muligt, at der er et niveau i mål-hierarkiet der er gjort vejledende, men det ændrer ikke ved at logikken er den samme: Man operationaliserer skolens og fagenes formål ud i 215 kompetencemål, som igen er operationaliseret ud i 866 videns- og færdighedsområder. Nu er det så frivilligt om man vil benytte sig af de 3.170 videns- og færdighedsmål, der knytter sig til det næste operationaliseringsniveau, eller om man som lærer selv vil forsøge sig med en operationalisering. Man står dog stadig til regnskab for at levere på kompetencemålene. Mon nogen tør begive sig ud i egne fortolkninger af hvilken viden og hvilke færdigheder der skal til, for at opnå en given kompetence? Pasi Sahlberg ville sikkert sige, at de fleste hellere vælger den mindst risikofyldte vej til opfyldelse af målene, og bruger de vejledninger, der findes. Nå, men uanset hvor mange modige lærere vi har i landet, så er der nok ikke mange der har tid til at gennemføre denne omfattende deduktionsproces. Så mon ikke de vejledende videns- og færdighedsmål vil blive benyttet flittigt af lærerne rundt omkring? Alternativt er der nok et forlag eller to, der gerne vil operationalisere kompetencemålene ud i helt konkrete læringsmål for den enkelte lektion. Og så er vi ærligt talt ikke kommet ret langt væk fra læringsmålstyringen.

Det helt store problem med de nuværende mål er, at de bygger på en forståelse af skolens og fagenes formål som værende slutmål, der skal opfyldes. Jeg tror det er den forståelse, der får Merete Riisager til at udtale, at man nu skal arbejde "mere hierarkisk" med målene. Så længe det er den slutmåls-forståelsen af formålene der dominerer, vil det ikke være muligt at slippe for nedbrydningsdidaktikken. Formålene skal opfyldes, men de er for luftige og for mangfoldige til at man kan observere om de er opfyldt. Man er derfor nødt til at operationalisere dem ud i mere usammensatte mål, så man kan opstille observerbare passagekriterier. Formålene bliver på den måde til læringsmål, der blot ikke er operationaliserede endnu. Læringsmålstyringen bliver total.

Det er muligt slaget er vundet, men det er for tidligt at række armene i vejret.