Jeg har syndet. Vi har syndet. Fire kolleger gjorde sig skyldige i et lejrskoleforløb helt uden at tænke forenklede læringsmål, helt uden at overveje synlig læring, uden mantraet om at eleverne skal blive så dygtige, de kan. Faktisk var vi i stand til at gennemføre hele fem dage uden konsulenter, hvad enten det var læringskonsulenter, fagkonsulenter, erhvervslivskonsulenter eller andre, der i deres egenskab af konsulenttitlen konstant skal kloge sig på min og mine kollegers bekostning.

Lejrskolen lykkedes. 40 elever fra 8. klasse tog af sted mandag morgen og 40 elever kom med hjem fredag eftermiddag, langt de fleste af dem med lidt mere farve i ansigtet og langt flere oplevelser rigere. Ingen elever blev tabt eller forladt. Ingen elever faldt grædende i søvn over ikke at kunne følge med. Ingen elever gik sultne i seng, ingen elever blev skubbet ud af fællesskabet, ingen elever følte sig svigtet over ikke at blive hørt eller taget alvorligt. Alt dette skete helt uden læringsmål. Til gengæld havde jeg og mine tre kolleger inden turen sat os for, hvad eleverne skulle opleve. Opleve som i "nu vil vi godt invitere jer til at se et lille stykke af Danmark, som I er en del af".

De skulle besøge Skagen By, Grenen, Michael og Anna Anchers Hus, Den Tilsandede Kirke, Råbjerg Mile. De skulle opleve Vesterhavet, høre historierne om fiskerne og malerne. De skulle se en kirke, der er tæt på at falde i havet og fornemme havets grådighed. De skulle opleve den barske natur i regn, i solskin, i blæst og stille vinde. De skulle lave mad sammen og samarbejde om madindkøb og fællesspisning. De skulle tilrettelægge deres fritid helt uden indblanding fra de voksnes side. De skulle også besøge museet på Skallerup Klit, hvis historie om flygtningene var både rørende og aktuel. Alt dette lykkedes trods udeblevne læringsmål, trods et forbigående svigt af konkurrencestatens helt åbenlyse ønske om at ”alt skal kunne måles og vejes, og kan det ikke det, er det ikke værd at bruge tid på”.

Allerede på anden dagen fik vi lejlighed til at konkretisere vores idé med turen; oplevelse på oplevelsens præmis. Det var et gyseligt vejr. Stiv kuling, kold og voldsom regn og en nødvendig revurdering af vores plan. Hvor var det heldigt, at vi ikke havde allieret os med en overlevelsesturslæringsmålsstyringskompetenceressourcekonsulent, for denne dygtighed var kommet til kort. Vi ændrede nemlig planen. Det skete helt udramatisk og ingen led overlast. Vi kunne selvfølgelig have gennemført vores 17,5 km lange gåtur med efterfølgende udfyldning af læringsmålsdokumentation og selvevaluering, så ingen elever, forældre, lærere eller konkurrencestat var i tvivl om, hvad eleverne havde lært den dag. Vi valgte dog en rimelig pragmatisk metode, hvor vi samlede alle eleverne og med dem fandt ud af at ændre på dagens plan. En af eleverne, der allerede har konkurrencegenet i sig, udtrykte, at der ikke var nogen grund til at gå ud, for eleverne kunne jo bare google de steder, de skulle besøge. På den måde kunne eleverne blive så dygtige, de kunne. Jeg er stor tilhænger af humor, også når den viser sig fra sin mest sarkastiske side.  

Det var ikke vores mål og bliver aldrig vores mål. Vores mål var at give dem oplevelser, de ikke normalt får. At tænde nysgerrigheden der, hvor de var lige nu uden indblanding fra vores side. Oplevelser skal sanses, bearbejdes og efterprøves over tid. Måske er vi så heldige, at nogle af eleverne vil tale med deres forældre om deres oplevelser. Måske er vi så heldige, at nogle af eleverne ikke helt kan huske de steder, vi besøgte, og derfor sammen med deres forældre bruger lidt tid på at undersøge stederne, historierne og begivenhederne. Det håber vi, for så er vi kommet langt videre end at vores elever er blevet så dygtige, de kan. Lejrskolens oplevelser bliver med garanti brugt fremover i undervisningen. Det er vores anliggende og ikke konkurrencestatens.

Selv om jeg har mange år bag mig i folkeskolen og selv om jeg har studeret både psykologi og pædagogik ved universitetet og har en forskergrad derfra, kan man heldigvis godt blive klogere og tænke, om der kunne være steder, hvor læringsmål (og her taler jeg virkelig om forenklede mål) kunne være oplagt. Ja, det er der tydeligvis. I det nedenfor vedhæftede er mine bud på, hvilke læringsmål, der kunne bruges i mange sammenhænge, og som jeg gerne vil dele med jer til inspiration.

(Se vedhæftede Læringsmål. Giver de anledning til trækken på smilebåndet, har du læst målene i rette ånd)

Jeg må tilstå, at lejrskolen var blevet væsentligt anderledes, hvis vi på forhånd havde gjort os den ulejlighed at opstille læringsmål, der kunne hjælpe vores elever i de udfordringer, det vedhæftede giver anledning til. I disse målsætningstider ville det også for forældrene være givtigt at se, hvad lejrskolen gik ud på. Derved kunne vi sammen med forældrene efterfølgende tale om deres børns læringsprogression. Samtidig kunne vi over for systemet rådføre os med en eller flere konsulenter, der kunne fortælle os om de mange uudnyttede muligheder i planlægningen, der tilgodeså elevernes progredierede læringsprogression. Der må være nogen derude, der får tårer i øjnene, når jeg påstår, at der kunne skabes en lejrskole, blottet for umiddelbare indtryk og udtryk, blottet for fællesskab og oplevelser på oplevelsernes egne præmisser, men med konkurrencestatens selviscenesættende læringsprogression som det helt centrale.

Jeg er lykkelig for, at vi fik lov til at gennemføre en lejrskole med masser af oplevelser. Hvor eleverne trods stor forskellighed fik dagene til at fungere ved at tage ansvar og møde udfordringer med de midler, der nu er til rådighed, når man er 14-15 år. Jeg er lykkelig for, at alle de oplevelser, som ikke var forudbestemt, gjorde turen endnu mere levende og vedkommende. Der var oplevelsen om ”næstekærlighed” sagt af en af eleverne om den mand, der i sidste øjeblik fik revet en lille pige væk fra fodgængerfeltet, hvor hun var millimeter fra at blive kørt over. Der var oplevelsen med John, museumsforvalteren ved Skallerup Klit, der fortalte så levende og indfølende om Skallerups historie, at samtlige elever og voksne sad musestille og lyttede. Der var oplevelsen af eleverne, der gik rundt i Michael og Anna Anchers Hus med denne mærkelige fornemmelse af, at det her ikke bare var et museum, men et hus, hvor rigtige mennesker engang havde levet og malet, og hvor stort set alle elever var dybt imponeret over, at de havde haft badekar, gasvarmer og toilettræk. Der var oplevelsen af, at eleverne kunne genkende nogle af malerierne fra den daglige undervisning og gøre dem til genstand for endnu mere fordybelse.

Der var også oplevelsen af en flok elever, der trods et meget dårligt vejr fastholdt det gode humør, som blev overrasket over Råbjerg Miles storhed, som blev fyldt med hjertevarme, da de så sælen på Grenens nordligste spids og havde lyst til at tage den til sig. Der var oplevelsen af, at her har vi med en flok at gøre, som inden længe skal ud i den store verden og stå på egne ben. Dem er jeg ikke så bekymret for. Jeg er langt mere bekymret for, hvad den nyopfundne konkurrencestat gør ved den gruppe, vi havde med.

Måske kommer det som en overraskelse for mange, men de elever, vi havde med i de fem dage, var rigtige mennesker i rivende udvikling, og de fortjener langt mere end rigid og ligegyldig målstyring.