I interneringslejre i det borgerkrigshærgede Syrien befinder der sig en gruppe danske børn under forfærdelige forhold. Alle er enige om, at deres fysiske og psykiske helbred er alvorligt truet. Når vi som samfund nægter at tage ansvar for disse børn, rykker vi efter min mening ved de humanistiske grundprincipper, som vi har bygget vores samfund på. Jeg synes, at vi som borgere helt generelt bør forholde os til den situation, og jeg synes, at jeg som lærer har en særlig forpligtigelse i den forbindelse.

I vores smukke foreningssang i Danmarks Lærerforening synger vi:

Der er meget, som splitter i tiden, og vejen er lang.

Der er kræfter, som truer selv arbejdets brusende sang.

I en brændende verden, hvor mennesker sulter ihjel,

kan vi vise, vi alle har ansvar for mer’ end os selv.

Lad os glæde os over det udsyn, vort arbejde gi’r,

ved en daglig forening af gamle og nye værdier.

Vi har skabt Danmarks Lærerforening, så lad os stå ved:

Der, hvor menneskets værd bli’r forsvaret, må vi være med.

Jeg har sunget den flotte sang af Gudmund Auring adskillige gange på medlemsmøder og kongresser, og i 2013 var foreningssangen med til at holde modet oppe hos mange af os.

Ordene i vores foreningssang forpligter. Som lærere har vi det grundprincip, at alle børn har krav på den bedste undervisning – den bedste hjælp fra læreren uanset barnets baggrund. Vi har derfor også en særlig forpligtigelse i forhold til de udfordrede elever. I vores professionsideal skriver vi blandt andet: ”Læreren vil med samme engagement påtage sig medansvaret for hver enkelt elevs opdragelse og undervisning”. Samtidig er vi både moralsk og juridisk forpligtet på at reagere, hvis vi får kendskab til et barn, der er truet i opvæksten.

Jeg synes, at det er meget bekymrende, at vi som land accepterer, at de børn, der lever under allerdårligste forhold, og som vi som samfund har et direkte ansvar for, blot overlades til deres egen skæbne. Det er helt urimeligt overfor de pågældende børn, og det skubber efter min mening som sagt i faretruende grad ved de humanistiske værdier, der bør være bærende for vores demokratiske samfund.

Politikernes begrundelse er, at børnene ikke kan hentes hjem til Danmark, uden deres mødre kommer med, og at disse mødre, der har udvist landsforræderi, udgør en latent terrortrussel. Det fremføres endvidere, at det kan være vanskeligt at fremskaffe de nødvendige beviser ved en dansk retssag. Derfor bliver vi nødt til at acceptere, at danske børn vokser op under helt umenneskelige vilkår.

Det er svært at forstå, at det er en uoverkommelig opgave for et land som Danmark at have skærpet overvågning af de hjemvendte mødre, og såvel danske som internationale eksperter advarer om, at den potentielle terrortrussel er langt større, hvis vi fastholder børnene og mødrene i interneringslejrene. En række andre lande, som Finland og Tyskland har da også taget initiativ til at hente deres børn hjem fra lejrene.

Jeg kan ikke undgå at sidde tilbage med en oplevelse af, at de politiske holdninger i stor udstrækning er bestemt af, at flere partier ønsker at markere sig i kapløbet om den mest stramme udlændingepolitik. Jeg har mødt medlemmer fra et bredt udsnit af Folketingets partier, der i modsætning til partiets officielle linje mener, at Danmark skal give de pågældende børn en fremtid i Danmark.

I forbindelse med Folketingets åbning var jeg medunderskriver på en appel om at værne om åndsfrihed, medmenneskelighed og frisind som grundelementer i vores demokrati. Appellen affødte en anklage fra socialdemokratiets udlændingeordfører Rasmus Stoklund om, at vi som underskrivere solidariserede os med de terrorister, der skærer halsen over på uskyldige mennesker. Det er naturligvis noget frygteligt vrøvl – undskyld mit sprogbrug. Men jeg solidariserer mig 100 procent med de børn, der har mistet deres fremtidshåb, fordi de vokser op under helt umenneskelige vilkår.

”Vi er på børnenes hold. Ingen børn skal overlades til sig selv. Alle børn fortjener de samme gode muligheder i livet”. Det var socialdemokratiets valggrundlag forud for sidste valg. Jeg har svært ved at tro, at ikke langt de fleste af Folketingets medlemmer kan bakke op om det. Lad os derfor opfordre vores valgte politikere til at tage ansvar for, at børnene kommer hjem fra de syriske interneringslejre hurtigst muligt. Det kan blandt andet ske ved at skrive under her:

https://www.skrivunder.net/de_danske_born_hjem

Som der står videre i Foreningssangen:

Vi står ved en vanskelig front i den stadige kamp,

som ikke kan vindes ved magt eller støvlernes tramp,

- som kræver det daglige valg: Vil du tage en strid

for, at menneskets værdighed stadig kan præge vor tid?

Vil du møde de børn af vor tid, som har fremtiden med,

i tro på, at børnenes drøm kan bli’ virkelighed?

Vil du søge den stærke syntese af fremtid og arv,

hvor ideernes flugt kan forenes med hverdagens krav?