BLOG
Empty article - Subtitle
141029 kl. 2130. Et lærestykke om konsekvent ”karakterskoling”. Af frivillige?
Det andet program om DrengeAkademiet fortsætter linjen fra første program. Situationer veksler. Lærer med gruppe af drenge. Lærer med enkelt dreng. Intense samtaler. Individer træder frem. Undervisning og læring træder i baggrunden. Intet om den kvantificering der er projektets slagargumenter.
Men hvor er undervisningen, det faglige indhold, de test de har brugt? Vi får at vide at drengene får en bog at læse efter en test de har taget. Hvilken?
Undervisningen ser vi kun særdeles korte glimt af, så intetsigende at de er umulige at sammenligne med almindelig undervisning i folkeskolen. Ud fra mine observationer af folkeskoleundervisning i de seneste år kan jeg ikke se nogen forskel i materialer og metoder. Jo måske: Opsætningen af klare mål for den enkelte elev, men også det er i fuld gang i folkeskolen.
Den afgørende forskel i forhold til folkeskoleundervisning er det meget store og konfronterende spillerum, som lærerne – dygtigt – tillader sig over for drengene. Der er direkte opdragelse: Dette er rigtigt og dette er forkert. Stadig med et vist militært præg, ”boot camp”, rekruttræning.
Jeg kan forestille mig en eksplosion af rasende forældre, hvis de metoder blev direkte overført til almindelige klasselokaler. Og hvordan skal en lærer efter træning a la DrengeAkademiet kunne differentiere sin væremåde over for børn med betydeligt større forskelle i personlighed og social og kulturel baggrund. Her i DrengeAkademiet er drengene homogene og opdragelsespædagogikken målrettet mod dem. Den samme læreropførsel i et hverdagsklasseværelse vil kunne skræmme større grupper af elever fra vid og sans. Og i klasseværelset er der ikke noget totalt kontrolleret miljø. Og ingen kan for alvor sendes hjem. Lærerne har helt enkelt ikke sanktionsmuligheder der svarer til DrengeAkademiet.
Lærerne på DrengeAkademiet er tæt sammensvejsede. De har trænet sammen. De har fælles værdisæt. De spænder over pædagogiske påvirkningsmetoder, der spænder fra militær rekruttræning til indfølende gestaltterapeutiske samtaleformer. (Hvilet jeg kan bedømme da jeg selv har en gestaltterapeutisk uddannelse). Med andre ord har lærerne – som er specielt udvalgt – en særlig bred kompetence. Vi ser som sidste gang deres kontante, næsten fysiske og samtidigt venlige ageren over for drengene. De tager drengene alvorligt. De udfordrer dem som selvstændige unge voksne, påviser dem deres ansvar for egne fremtidsmuligheder.
Og vi følger igen nogle ganske få drenge, der bliver individer for os. Flere af dem har vældigt fornuftige forældre. Så hvordan kan det være at samme forældre har sådanne drenge? Og – hvad når de kommer hjem?
Der er ingen antydning af forklaring og dokumentation af de voldsomme effektstørrelser programmet hænges op på. Det er lagt underholdningsmæssigt an. Ikke dokumenterende. Jeg er på flere måder imponeret af lærergruppens slagkraft, deres teamspirit og konsekvente fælles holdninger. Hvad med elever, der ikke matcher en sådan lærergruppes intentioner?
