Mulighed for nedsat tid, bedre mulighed for seniordage og et godt arbejdsmiljø er helt afgørende, hvis lærerne skal blive i jobbet. Både indtil pensionsalderen og efter pensionsalderen.
Til gengæld vil lærerne rent faktisk gerne blive i deres job – også efter pensionsalderen, hvis den større fleksibilitet er på plads.
Det viser en ny medlemsundersøgelse fra Danmarks Lærerforening blandt 60-årige lærere og børnehaveklasseledere i folkeskolen.
Her svarer 73 procent af de 60-årige, der planlægger at gå på pension før deres pensionsalder, at en nedsættelse af timetal vil øge deres lyst til at blive i jobbet som lærer frem til pensionsalderen.
Af de 60-årige, der planlægger at gå på pension ved deres pensionsalder, svarer 70 procent, at de gerne vil blive ved med at arbejde som folkeskolelærer efter pensionen, hvis der var bedre mulighed for seniordage.
Og halvdelen vil gerne fortsætte efter pensionen, hvis de kunne designe deres arbejdsuge.
Skal flere lærere blive i jobbet, kræver det, at nogle vil investere i flere lærere. Det er ikke raketvidenskab
Morten Refskov Formand for overenskomstudvalget i Danmarks Lærerforening
Samtidig viser undersøgelsen, at de vigtigste faktorer for at blive i jobbet efter pensionsalderen er færre undervisningstimer, mulighed for deltid og mere tid til forberedelse.
”Undersøgelsen bekræfter det billede, vi havde i forvejen. Den viser, at vi har et kæmpe uudnyttet potentiale blandt erfarne lærere. Hvis vi ikke gør noget, er der en stor gruppe, som forlader arbejdsmarkedet, men får lærerne mulighed for deltid, flere seniordage og færre opgaver, vil mange af dem rigtig gerne blive,” siger Morten Refskov, der er formand for overenskomstudvalget i Danmarks Lærerforening.
Store gevinster
Tallene taler direkte ind den ambition, som den nuværende regering har nedfældet i deres regeringsgrundlag, hvor regeringen italesætter behovet for både at fastholde flere lærere i jobbet så længe som muligt samt tiltrække pensionerede lærere.
”Vi er meget enige i, at både seniorlærere og pensionerede lærere er en del af løsningen på den akutte lærermangel. Vores undersøgelse cementerer, at der er et stort arbejdsudbudspotentiale, hvis for eksempel nedsat tid bliver en reel mulighed,” siger Morten Refskov.
I undersøgelsen har DLF regnet på, hvad gevinsten vil være ved at bytte en del af arbejdstiden sent i arbejdslivet for et længere arbejdsliv. Her vil en 60 procent arbejdstid betyde mellem 500 og 1.001 ekstra lærerårsværk – alt efter om lærerne bliver et eller to år længere i jobbet.
En 80 procent arbejdstid vil betyde mellem 667 og 1.334 ekstra lærerårsværk – alt efter om lærerne bliver et eller to år længere i jobbet, end de havde planlagt.
”Hvis vi kan imødekomme lærerne på fleksibilitet, vil det på den lange bane give flere timer,” pointerer Morten Refskov.
Skal regeringens ambition indfries, kræver det først og fremmest flere midler, så der kan ansættes flere lærere, og den samlede arbejdsbelastning dermed bliver mindre, mener han.
”Lige nu er det for meget ord på papir, men skal flere lærere blive i jobbet, kræver det, at nogle vil investere i flere lærere. Det er ikke raketvidenskab,” konstaterer Morten Refskov.
Ekstra midler er nødvendige
For lige nu er virkeligheden ude på skolerne, at det er rigtig svært at få nedsat tid.
I undersøgelsen oplever 70 procent i kun mindre grad eller slet ikke, at der på deres skole er opmærksomhed på, om seniormedarbejderne har behov for ændrede arbejdsforhold som nye arbejdsopgaver eller nedsat tid.
Samtidig er det vanskeligt at få intentionerne i rammeaftalen for seniorvilkår gjort til virkelighed.
Morten Refskov fortæller, at rundt i lærerforeningens lokale kredse er oplevelsen, at der måske godt kan laves særlige seniorvilkår for små grupper som skolesekretærer, men det er langt sværere for lærergruppen.
”Både skoleledere og forvaltninger er nervøse for, at særlige vilkår til én lærer danner præcedens og dermed bliver langt mere omsiggribende. Hvis der laves særhensyn, og der ikke kommer midler udefra, så skal andre blot løbe hurtigere. Så det er rigtig vanskeligt uden ekstra midler,” siger Morten Refskov.
Selvom alle lærere, ifølge rammeaftalen for seniorvilkår, har krav på en seniorsamtale, så foregår seniorsamtalerne i meget lille omfang.
”Hvis skolelederne ikke kan lykkes med at give lærerne seniorvilkår i den økonomiske virkelighed, de står i, så er det svært at fortænke skolelederne i at undlade samtalerne, selvom de naturligvis burde gøre det,” siger Morten Refskov.
Et godt arbejdsmiljø forebygger
Undersøgelsen viser også, at et godt arbejdsmiljø ikke blot er vigtigt for de medarbejdere, der arbejder på de pågældende arbejdspladser nu og her, men også som forebyggende i forhold til arbejdsudbud.
54 procent af de 60-årige, der planlægger at gå på pension før tid, peger på et højt arbejdspres som årsag.
Derudover viser undersøgelsen en tydelig sammenhæng mellem lærernes oplevelse af, hvordan folkeskolen har udviklet sig gennem deres arbejdsliv, og hvornår de forventer sig at trække sig tilbage.
Lærere, der oplever en positiv udvikling på skolen, forventer at blive længere, og her skiller fællesskabet på skolen sig ud. Lærere, der oplever, at fællesskabet er blevet stærkere, forventer at blive 13-19 måneder længere end øvrige lærere i samme aldersgruppe.
Også oplevelsen af en stærkere samarbejdskultur, bedre elevtrivsel og bedre muligheder for at levere god undervisning hænger sammen med et længere forventet arbejdsliv.
Fagbevægelse og regering
Med undersøgelsen i hånden har DLF tænkt sig at påvirke både fagbevægelsen og landspolitikerne.
Da Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) holdt kongres i slutningen af oktober, var Morten Refskov på talerstolen og tale om blandt andet seniorer og tilbagetrækning.
”Min hovedpointe var, at fagbevægelsen nok har været lidt for optaget af at sikre, at folk kan gå fra, når de er nedslidt, men fokus har været for lidt på forebyggelse, så folk har kræfter og lyst til at blive i jobbet,” siger Morten Refskov.
Ved de seneste overenskomstforhandlinger i foråret måtte Danmarks Lærerforening sande, at fokus på forebyggelse og styrkede seniorvilkår ikke vant genklang hos den samlede fagbevægelse. Morten Refskov håber han, at det vil lykkes til de næste forhandlinger i 2029.
”Det er et fokus, der får mere og mere vind i sejlene,” fortæller han.
I forhold til regeringen skal undersøgelsen bruges både i forhold i samtalerne om det kommende Velfærdsforlig 2.0, regeringens varslede trepart, og når regeringen bliver mere konkrete i forhold til deres tanker i regeringsgrundlaget.
Folkeskolen.dk/senior har spurgt i Undervisningsministeriet om den aktuelle status på arbejdet, men de henviser til deres svar fra august måned:
”Der er endnu ikke taget stilling til den konkrete udmøntning af initiativet i regeringsgrundlaget, herunder hvilke ministerier, der vil blive inddraget i arbejdet.”
”Vores undersøgelse cementerer, at der er et stort potentiale, hvis nedsat tid bliver en reel mulighed”
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.