Det er nemmere sagt end gjort at indfri regeringens ambition om at fastholde flere seniorlærere i jobbet.
Det kan Peter Nielsen, lærer og tillidsrepræsentant på Risingskolen i Odense helt personligt skrive under på.
For trods en stor entusiasme, energi og lyst til at sætte seniorvilkår og seniorrettigheder på dagsordenen og gøre Risingskolen til en banebryder på området i Odense, så er han alligevel endt i, hvad han selv kalder en ”mindre depression”.
”Jeg har været i en vræle-fase,” konstaterer han.
Kort fortalt blev der tændt en ild hos Peter Nielsen efter, at han sidste år – sammen med en række kolleger fra Risingskolen - havde været til det første seniornetværksmøde i Odense Lærerforening og samtidig havde læst temaet i Folkeskolen om netop seniorvilkår og det udbredte ønske blandt mange lærere om at blive længere i jobbet.
Han havde også nærlæst kommunens personalepolitik, der taler om ”et fælles ansvar for at få tilpasset arbejdsvilkårene til den enkelte medarbejders ønsker” blandt andet for seniorer. Og hørt borgmester Peter Rahbæk Juel tale om ”emeritus-stillinger” for seniormedarbejdere ansat på velfærdsområdet i Odense.
”Så jeg følte, der var medvind på cykelstien i forhold til for alvor at få sat seniorvilkår på dagsordenen, oplyse vores medlemmer om rettigheder og muligheder og kvalificere snakken med ledelsen i forhold til at fastholde seniorer,” fortæller Peter Nielsen.
Mange forskellige ønsker
Derfor indkaldte han alle skolens lærere over 55 år til et fagligt seniorklubmøde, hvor det eneste punkt på dagsordenen var seniorvilkår.
Her blev det hurtigt tydeligt, at skolens 12 lærere over 55 år havde meget forskellige ønsker til deres seniorliv.
Så ramte virkeligheden os.
Peter Nielsen lærer og tillidsrepræsentant på Risingskolen i Odense.
”Jeg havde måske et håb eller en drøm om, at vi sådan fagforeningsmæssigt kunne afprøve én enkelt ting, men lige pludselig gav det rigtig god mening, at lærerne rent faktisk har krav på en seniorsamtale, hvor individuelle ønsker kan italesættes,” siger Peter Nielsen.
På trods af at Peter Nielsen også sidder i kredsstyrelsen i Odense Lærerforening understreger han, at han i denne artikel ikke udtaler sig på kredsens vegne, men på egne vegne som tillidsrepræsentant.
Lærernes ønsker stak i forskellige retninger. Nogle ønskede hele skemafrie dage, andre individuelt tilrettelagt arbejdstid med senere mødetider og mulighed for at have tidligere fri.
”Nogle havde det også sådan, at det kan godt være, at seniorpolitik går på fastholdelse af seniorer, men når min dag kommer, så skal jeg hjem. Så stopper mit arbejdsliv,” fortæller han.
Invitation til seniorsamtale
Så Peter Nielsen skrev referat af mødet, gik til skolens ledelse – derefter fik alle lærere over 55 år en åben invitation til en seniorsamtale med skolelederen.
”Godt en håndfuld takkede ja til samtalen. Jeg gjorde ikke, for som en af de yngste på dengang 58 år var jeg slet ikke begyndt at tænke på min seniortilværelse endnu,” siger han.
Efter seniorsamtalerne var der god stemning og en oplevelse af, at skolens ledelse var positiv over for at imødekomme lærernes ønsker.
”Men så ramte virkeligheden os,” konstaterer Peter Nielsen.
I kølvandet på den større trivselsdagsorden på skolerne i Odense Kommune og en undersøgelse på Risingskolen, der efterlyste tættere tilknytning fra lærerne til de enkelte klasser, har skolen de senere år arbejdet ud fra det såkaldte fålærer-princip, hvor færre lærere skal tilknyttes de enkelte klasser med deraf flere timer.
”I dette skoleår har de nye årgangsteam selv skulle lave skemalægning og fokusere på de bedste skemaer for børnene ud fra fålærer-princippet, og her blev seniorønskerne trumfet, fordi det er rigtig svært at tage individuelle hensyn til enkeltlærere,” fortæller Peter Nielsen.
Hensynet til børn vejer tungest
Ifølge skoleleder Pernille Sisse Wessel var det ikke kun fålærerprincippet, der gjorde det vanskeligt at tage individuelle hensyn til seniorlærerne.
Det handlede også om seniorernes meget forskellige ønsker, som havde svært ved at matche skolens virkelighed, hvor fokus er at drive den bedste skole for børnene.
”Hensynet til børnene vil altid vejere tungere, og hvis en lærer arbejder i børnemiljøet og har ønsker om at gå tidligere hjem, er det vanskeligt, fordi der foregår et tæt samarbejde med det pædagogiske personale efter endt undervisning.”
Ifølge hende kan det være utrolig svært at imødekomme lærernes mangeartede ønsker i den virkelighed, skolen står i.
”Nogle havde et ønske om at holde fri en måned, andre kun at blive faglærere, men børnene har brug for en kontinuitet. Så der kan hurtigt komme en modsætning mellem lærernes individuelle ønsker og den opgave, vi står med,” siger Pernille Sisse Wessel.
Hun mener, det har været godt at afholde seniorsamtalerne, men det er også blevet meget tydeligt, at hvis regeringens ambition om at fastholde seniorlærere og tiltrække pensionerede lærere skal lykkes, så kan der ikke bare laves en onesize fits all-løsning.
En øjenåbner
For Peter Nielsen har det været en øjenåbner, at resultatet af processen blev, at seniorerne ikke fik opfyldt deres ønsker - ud over den overenskomstmæssige rettighed om 175 timers selvbetalt aldersreduktion.
”Det har selvfølgelig skabt noget skuffelse, og det handler ikke om manglende opbakning fra ledelsen. Det viser blot, hvad der sker, når virkeligheden spænder ben for gode intentioner,” siger Peter Nielsen.
Efter ”mavepusteren” har Peter Nielsen været i tænkeboks i forhold til fremtiden for faglige seniorklubmøder på Risingskolen og det videre arbejde med at sætte seniorvilkår og fastholdelse af seniorer på dagsordenen.
”For nuværende giver det ikke rigtig mening at indkalde til nye faglige seniorklubmøder her på skolen, for det vil nok bare ende ud i skuffelse,” konstaterer han.
Et andet niveau
Foreløbig er planen, at Peter Nielsen på næste seniornetværksmøde i Odense Lærerforening skal fortælle om det foreløbige arbejde på Risingeskolen.
Samtidig har han tænkt sig, at informere Odense Kommune.
”Jeg aner ikke, hvordan jeg bringer udfordringerne videre på en klog og hensigtsmæssig måde, men der arbejdes på sagen,” siger han.
”Det her spørgsmål skal op på et andet niveau, for det er svært at kæmpe lokalt. Vi kommer heller ikke uden om, at det er et område, der skal investeres i. For som virkeligheden er nu på skolerne, er det svært at give plads til seniorhensyn,” siger Peter Nielsen.
Skoleleder Pernille Sisse Wessel er enig i, at der er brug for flere ressourcer på skolerne, men om det vil gøre det nemmere at gennemføre seniorpolitik, er hun usikker på.
Her spændte virkeligheden ben for lærernes seniorvilkår: ”Jeg har været i en vræle-fase”
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.