“Jeg er meget bekymret for, om der er plads til alle de studerende.”
Det siger Daniel Panduro, der er samfundsfagsunderviser på Københavns Professionshøjskole (KP), om planerne om at lukke læreruddannelsen på Frederiksberg.
Medarbejderne blev informeret om indstillingen 14 dage, inden bestyrelsen i dag afgør uddannelsens skæbne. Var de tidligere blevet informeret om planerne, kunne de have hjulpet med at kvalificere beslutningsprocessen, mener Daniel Panduro.
“Så kunne vi faktisk få efterberegnet og få lavet nogle stikprøver på, hvor meget ledig kapacitet, der faktisk er,” siger han.
Læs også
Udover at Daniel Panduro frygter, at der ikke er plads til de 650, der i dag læser til lærer på Nyelandsvej på Frederiksberg, så vil der komme endnu større udfordringer i fremtiden.
“Jeg har svært ved at tro, at man drømmer om, at vi ikke skal blive flere studerende. Også set i lyset af at vi om få år får en gratis meritlæreruddannelse, og at KP skal oprette en professionsmasteruddannelse til sommer,” siger han.
Rektor på KP Anne Vang Rasmussen har ved flere lejligheder understreget, at der er plads nok til de ekstra studerende fra Frederiksberg på Campus Carlsberg.
Blev opfordret til at undervise udendørs
Daniel Panduro har selv tidligere oplevet, at underviserne blev opfordret til at afholde deres undervisning udendørs på grund af lokalemangel ved studiestart.
Derudover er det blevet varslet, at nogle eksaminer kan blive rykket til sygeplejeskolen, der ligger på en anden campus på baggrund af pladsmangel på Campus Carlsberg, vurderer Daniel Panduro.
“Det kan godt være, at vores direktion kan vise os et Excel-ark, hvor der står, at der er masser af plads. Men når vi sætter os ned og kigger i lokalebookingsystemet, så kan vi jo se, at pladsen er meget, meget mindre,” siger han.
Læs også
Daniel Panduro fortæller også, at underviserne får et nyt undervisningslokale fra undervisningsgang til undervisningsgang.
“Så når man kommer ind i et undervisningslokal, ligner det ikke noget, som er kodet til dansk eller tysk,” siger han.
Det betyder også, at mens lokalerne på Frederiksberg ifølge Daniel Panduro emmer af de fag, de bliver brugt til, så er underviserne på Campus Carlsberg hele tiden nødt til at bære materialer med til lokalerne.
Det har blandt andet den konsekvens, at der er nogle materialer, der ikke kan bruges i undervisningen, fortæller han.
Pladsmanglen skaber også problemer i eksamensperioden, fortæller Daniel Panduro. Han har selv oplevet, at eksamenslokalet og forberedelseslokalet lå så langt fra hinanden, at han måtte løbe op ad trapper og ned ad gange for at time eksaminerne.
Læs også
Panduro: Færre studerende vil også føre til fyringer
Han understreger dog, at der også er fordele ved at rykke de studerende fra Frederiksberg til Campus Carlsberg. For det vil være en fordel at have alle undervisere samlet på samme adresse, så han altid kan få fat i en kollega, siger han.
“Hvis det virkelig kan lykkes KP at flytte alle lærerstuderende over på Campus Carlsberg og få plads til dem, så kan jeg godt se, at der er mange penge at spare,” siger han.
Læs også
Et af rektorens argumenter er, at de hellere vil bruge penge på kvalitetsuddannelse end bygninger.
“Ja, og det er jo et virkelig godt argument. Jeg synes dog også, at bygninger er en del af kvalitetsuddannelsen. Til gengæld er jeg meget bekymret for, hvor mange af de studerende der vil fortsætte, hvis de bliver flyttet til Carlsberg,” siger han.
En af de konsekvenser, som rektorens spår, kan forekomme, hvis de ikke lukker Nyelandsvej, er, at der kommer flere fyringer. Det er vel også en vigtig overvejelse?
“Det er jeg ikke så bekymret for, fordi hvis man lukker Nyelandsvej, og det betyder et fald i antallet af studerende og ansøgere, så skal vi stadig ud og fyre,” siger han.
Underviser: Når vi kigger i lokalesystemet, kan vi jo se, at det bliver svært at få plads
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.