Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Læreruddannelsen

90-årigt seminarium står til lukning: Ulykkelig situation, men kvaliteten er vigtigst

Det er en ulykkelig situation, at vi er nået hertil, lyder det fra Regitze Flannov, der sidder med i den bestyrelse, der tirsdag skal afgøre fremtiden for en af landets ældste læreruddannelser.

Regitze Flannov med lærerstuderende i baggrunden

Regitze Flannov skal tirsdag stemme om fremtiden for læreruddannelsen på Frederiksberg. Her repræsenterer hun FH, og "det mandat tager jeg meget alvorligt," siger hun.

Foto: Jesper Knudsen
Sebastian Bjerril
Sebastian Bjerril Webredaktør og journalist
4 kommentarer
3. december 2025, kl. 04:41
4 kommentarer

På tirsdag sidder hun med én af 15 stemmer, der skal afgøre skæbnen for læreruddannelsen på Frederiksberg efter 90 års seminariehistorie på Nyelandsvej.

Regitze Flannov sidder nemlig i Københavns Professionshøjskoles bestyrelse, som skal tage endelig stilling til, om læreruddannelsesstedet skal lukkes til sommer.

”Vi står i en kæmpe møgsituation, fordi ansøgertallet til læreruddannelserne er faldet til et niveau, der udfordrer bæredygtigheden. Bestyrelsens opgave er at finde en løsning, der holder fagligt og økonomisk på lang sigt,” siger Regitze Flannov.

Til daglig er hun forkvinde i Danmarks Lærerforenings undervisningsudvalg, men i KP's bestyrelse repræsenterer hun Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), og det har afgørende betydning for den rolle, hun repræsenterer i bestyrelsen.

"I KP’s bestyrelse repræsenterer jeg FH. Det betyder, at jeg ikke kun ser på læreruddannelsen, men på helheden: økonomien, bygningerne og kvaliteten på tværs af alle uddannelserne. Det mandat tager jeg alvorligt," siger hun og tilføjer:

"Når jeg kommenterer de studerendes bekymringer og udviklingen på læreruddannelsen generelt, gør jeg det med min faglige viden fra Danmarks Lærerforening. Men i bestyrelsen stemmer jeg ud fra FH’s samlede ansvar."

Kvalitet står øverst

Hun understreger flere gange, at hun mener, at det er "en ulykkelig situation".

"Vi er desværre nået til et sted, hvor ansøgertallet til læreruddannelsen er faldet så markant, at vi nu snakker om en sammenlægning af de to uddannelsessteder i København," siger hun.

Det har medført, at bestyrelsen på KP står med nogle med svære valg.

"Overordnet er jeg interesseret i, at vi bruger penge på kvalitet i uddannelse og dygtige undervisere. Men vi skal selvfølgelig også bruge penge på et godt studiemiljø. Det vil altid være en afvejning, men kvalitet i undervisningen står øverst," siger hun.

Siden ledelsen for KP i sidste uge meldte ud, at den ønsker at lukke læreruddannelsen på Frederiksberg og samle uddannelsen på Campus Carlsberg, har det mødt massiv modstand fra de studerende på Nyelandsvej.

Et argument, der bliver nævnt igen og igen er, at den over 90 år gamle læreruddannelse har mere ånd og kultur end den ni år gamle uddannelse tre kilometer derfra. Det argument tager Regitze Flannov meget alvorligt, siger hun.

"Jeg tager de studerendes bekymringer om kultur og identitet dybt alvorligt. Professionskultur er ikke pynt. Det er helt afgørende for rekruttering og fastholdelse."

"Hvis man samler læreruddannelser, skal man gøre det ansvarligt. Det kræver dedikerede områder, der bærer lærerprofessionens identitet, og at man sikrer plads, nærhed og fællesskab. Det er forudsætninger."

Tror du, at det kan lade sig gøre at overføre den ånd og kultur, de studerende snakker om på Frederiksberg?

"Det handler først og fremmest om at have lov til at danne de relevante fællesskaber, så man ikke forsvinder i det store campus," siger hun.

Brug for mere hegn om læreruddannelsen

Hvad betyder det mere konkret?

”At de lærerstuderende skal have nogle områder, som er indrettet til og emmer af lærerprofession. Det gælder de lokaler, de har undervisning i, men også de områder, hvor de hænger ud.”

Læs også

Featured image for Lærerstuderende: Kampen om Frederiksberg ikke tabt endnu 
Læreruddannelsen

Lærerstuderende: Kampen om Frederiksberg ikke tabt endnu 

Ifølge Regitze Flannov er det ikke ensbetydende med, at de lærerstuderende ikke skal have mulighed for at lave arrangementer med studerende fra KP's andre uddannelser.

"Men jeg tror, at man er nødt til at kunne skabe et særligt professionsstudiefælleskab som fx kultur- og sportsklubber alene for de lærerstuderende, og at der er områder, hvor man rent indretningsmæssigt klart kan fornemme, at man er på lærerstudiet. Det handler også om, at man ikke bruger ærgerlige betegnelser som ’velfærdsstuderende’. For det tror jeg faktisk er kontraproduktivt i forhold til at tiltrække og fastholde lærerstuderende," siger hun.

Tryg ved, at der er plads nok

De studerende på Frederiksberg frygter også, at der rent logistisk ikke vil være nok plads, hvis de to læreruddannelser bliver slået sammen. Ved du, hvor meget plads de lærerstuderende får?

”Det er direktionens ansvar at sikre, at forudsætningerne er i orden, og det har man garanteret. Jeg har ikke detailkendskab til, hvor meget plads de studerende får, men jeg er tryg ved direktionens garanti,” siger hun.

4 kommentarer

Læs også

  • Læreruddannelsen nedlægges på Frederiksberg
    Læreruddannelsen

    Læreruddannelsen nedlægges på Frederiksberg

  • Studerende besætter læreruddannelse: “Vi har kun 13 dage til at reagere”
    Feature

    Studerende besætter læreruddannelse: “Vi har kun 13 dage til at reagere”

2 relaterede artikler
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

90-årigt seminarium står til lukning: Ulykkelig situation, men kvaliteten er vigtigst

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS